Læsetid: 2 min.

Skibet er ladet med...

15. april 2004

Spot
Den tremastede skonnert Maja sejlede i juli i fjor for anden gang fra havn til havn i Danmark med en besætning bestående af 120 børn i alderen syv til 14 år. Deltagerne havde vidt forskellige baggrunde, men fælles for dem var, at de havde brug for et pusterum i hverdagen.
For enkelte af dem var det tilmed deres eneste sommerferie uden for de vante rammer. Nogle af børnene var ved at komme sig over en alvorlig sygdom, andre var asylansøgere eller henvist af landets kommuner.
På turen lærte de noget om livet til søs, og fik oplevelser med hjem, som de kunne berette om, når de mødte i skolen efter ferien.

Sejladsen, der går under navnet BørneCruise bliver arrangeret af Ungdommens Røde Kors i samarbejde med Dansk Røde Kors.
Hver uge støder 40 nye børn og 20 nye hjælpere fra Ungdommens Røde Kors og skibets faste besætning til i forskellige havnebyer rundt i landet.
Børnene bliver delt op i fire grupper, som skiftes til at sove på skibet eller på land, hvor de bliver indkvarteret på skoler eller i fritidsforeninger.
Under sejladsen lægger skibet hver dag til i en ny havn, hvor de frivillige i samarbejde med lokalgruppen i den pågældende by arrangerer aktiviteter for børnene i land, der spænder over sørøverleg til besøg i områdets forlystelsesparker og bygning af bivuakker til overnatning.

Desuden påhviler der de enkelte grupper ansvar for daglige sysler såsom rengøring, oprydning og madlavning. Skibets mandskab mønstrer de unge besætningsmedlemmer om morgenen, hvor pligterne fordeles. Disse inkluderer dog også mere søstærke udfordringer som undervisning i at sætte sejl og binde knob.
Resten af tiden er der fri leg på dækket.
Forældre, pårørende og andre interesserede kan følge med i søfarten på nettet, hvor børnene dagligt lægger dagbogsnotater og hilsner ud.
Dokumentarprogrammet Maja og miraklerne følger blandt andre 13-årige Jeppe, som er ved at komme sig efter et angreb af kræft i lymfekirtlerne, og de resterende 39 børn, som i den pågældende uge er med på børnecruise i farvandet omkring Nordfyn og Sydvestsjælland.

*DR 1. 20.00: Maja og miraklerne. Tv-dokumentar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her