Læsetid: 4 min.

Skråsikker selvtægt

AntiPiratGruppen bliver ikke mere overbevisende af at steppe rundt på grænsen til selvtægt. Branchens troværdighed ville være større, hvis den bidrog konstruktivt
2. april 2004

Musik
I onsdags cyklede jeg den sædvanlige genvej, som er nødvendig for at komme fra St. Kongensgade og hjem til Vesterbro på mindre end en halv time:
Ned ad Gothersgade og til venstre ved Filmhuset, forbi Rundetårn og tværs over Købmagergade, videre langs Hovedbiblioteket og op til Nørregade, til venstre med kurs mod Gammel Torv, derfra til højre ad Vestergade, skråt over Rådhuspladsen og vupti – så er man på Vesterbrogade.
Men i onsdags nåede jeg ikke længere end til Krystalgade, inden mine biking days nær var talte. En hvid varevogn kom drønende imod mig og havde det ikke været for min udprægede sans for at tilte ting – også mig selv, inklusive cykel – var vi kollideret. Chaufføren i den hvide varevogn ejede nemlig asfalten. Bredte sig over den og satte sig eget vanvittige tempo, de smalle og befærdede gader taget i betragtning. Det behøvede han ikke at rulle vinduet ned for at proklamere. I de blikke, vi i forbifarten udvekslede, nåede chaufføren snildt at give mig fingeren og hvæse »Så kan du lære det, rødhårede bøssekarl!«
Jeg fik bare som fortjent, mente han. Loven var jo på hans side. Krystalgade er ensrettet i den modsatte køreretning af min, og nu lå jeg altså dér og rodede rundt, som jeg selv havde redt.
Tilbage i trådet, hvilende på sadlen, faldt det mig ind, at chaufførens damptromlende attitude mindede om noget, jeg havde overværet dagen forinden i samme nabolag.
Da var der pressemøde i Copenhagen Jazzhouses dunkle kælder. Anledningen var AntiPiratGruppens storoffensiv mod de mange danskere, som fortsat benytter sig af internettets fildelingstjenester, hvor man kan downloade gratis musik og film på rettighedshavernes bekostning.
Med slagordet Nu strammer vi nettet, buldrede pressemødets panel bestående af en topadvokat samt repræsentanter for musik- og videobranchen mod piratkopisterne: Alle, der begår ulovligheder, vil blive fanget og mødt med gigantiske erstatningskrav. Først de store fisk, siden de små. Og der er ingen steder at gemme jer derude i den virtuelle virkelighed. Vi sporer jer overalt. Fra internetudbyder til internetudbyder, fra IP-adresse til IP-adresse, lød det fra brancheorganet. »Enhver ulovlighed skal, vil og kan blive stoppet. Nu går det ikke mere,« som advokat Torben Steffensen udtrykte det. Skråsikkert, aggressivt og meget udøvende magt-agtigt.
Den selvtægtslignende approach er et af de store problemer ved AntiPiratGruppen. For selvfølgelig er forsøget på at blive betalt for sine ydelser forståeligt. Branchen sælger færre – langt færre, faktisk – plader end for blot et par år siden. Og hvis det hænger sammen med den ulovlige kopiering, så legitimerer det til en vis grad overvågningen af fildelingstjenesters brugere.

Men den skråsikre retorik er unødigt intimiderende. Som om musikbranchens indsatsenhed var hævet over loven. Det er den ikke, og det sandede AntiPiratGruppens advokater også tidligere i marts. Efter at have sendt ’advarsler’ til en række ejere af danske hjemmesider på internettet, trak enheden sine trusler om erstatningskrav tilbage og ændrede samtidig advarslerne til ’forespørgsler’.
Med redefineringen fulgte også en – utvetydig – undskyldning. Det var alligevel ikke ulovligt at linke fra sin hjemmeside til de steder på nettet, hvor man kunne downloade dj’en Danger Mouses The Grey Album – et mix af Beatles’ The White Album og rapperen Jay-Z’ The Black Album. Heller ikke selv om pladeselskabsgruppen EMI har forbudt enhver uautoriseret videreudnyttelse af The Fab Fours fantastiske kreation.
»Vi beklager, at formuleringerne var for skarpe i de breve. Det kunne vi godt have gjort bedre,« gentog Torben Steffensen efter pressemødet. Lidt efter tilføjede han: »Vi er jo også til en vis grad mennesker.«
Naturligvis er AntiPiratGruppens medlemmer også gjort af kød og blod. De passer blot deres job. Og det er menneskeligt at fejle. Men også at skabe.
Derfor kunne man ønske sig, at organisationerne bag – IFPI, Danske Videogramdistributører, KODA, m.fl. – snart fik travlt med at bruge penge og ressourcer på andet end defensive tiltag.
Javel, med et års forsinkelse bliver det snart muligt at downloade den danske musikskat mod betaling på www.phonofile.dk. Men når Danmark nu har verdens mest aggressive antipiratkorps, hvorfor halter vi så bagefter med alt det konstruktive – de lovlige betalingstjenester på nettet, eksempelvis?
Med passiviteten skyder musikbranchen sig i foden, for kulturforbruget forsvinder ikke. Det flytter sig blot andre steder hen. Til filmen, til spillestederne, til tv’et, til internettet, til computerspillene, til ... Hvis kunderne skal blive i butikken, kræver det opfindsomhed og nytænkning. Det indikerer en Harward-undersøgelse af de gratis fildelingstjenester også. Den landede belejligt nok i denne uge. Heri konkluderer forskere, at salget af musik i hvert fald ikke daler væsentligt på grund af de rettighedsstridige downloads.
Og sådan kan man risikere at tage fejl med sin skråsikre selvtægt. Ligesom chaufføren på Krystalgade. Ensretningen gælder nemlig ikke cyklister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu