Læsetid: 4 min.

At skrive er som at være bøsse

Mark Haddon har skrevet en bog, der blev udgivet for både børn og voksne – samtidig. Hovedpersonen er en dreng med Aspergers Syndrom. Den er den største bestseller i mange år i England
16. april 2004

Litteratur
Mark Haddons bog har nu ligget helt i toppen af bestsellerlisterne i England i over et år. Og det kan ikke være på grund af den mundrette titel: The Curious Incident of the Dog in the Night-Time. Men måske er det, fordi bogen handler om en lille dreng, der lider af Aspergers Syndrom? Aspergers Syndrom blev opdaget af Wiener-lægen Hans Asperger, som i 1944 skrev en artikel om lidelsen, der har mange træk tilfælles med autisme. En tredje mulighed er, at forfatteren helt enkelt er lynende klar i hovedet. Og værd at læse.
Det indtryk får man i hvert fald i den britiske avis The Observer, 11. april 2004, hvor han over et par sider selv fortæller om bogen og om sit syn på litteratur. Lad os – på bedste Asperger-vis – stirre monomanisk på et par af de vidunderlige citater, som teksten formeligt flyder over af.
Om bogen: »En roman, der foregår i Swindon og handler om en teenagedreng med Aspergers Syndrom, som finder en myrdet puddelhund på naboens græsplæne. Den blev udgivet i to identiske udgaver med forskellige omslag, et for voksne og et for teenagers. Til min stadige forbløffelse, synes den at have spredt sig over hele verden som et særligt smitsomt udslæt.«
Om farver: »Og fordi min hovedperson er besat af det ubehagelige ved gul og brun, så har en hel del spurgt mig: Hvad er din yndlingsfarve? Det tror jeg ikke Monica Ali eller Jonathan Franzen skal svare på lige så tit.«
Om forskellen på at skrive for børn og for voksne: »Jeg vælger gerne den samlende linje: Der er ikke rigtig nogen forskel... ikke desto mindre er sandheden mere sammensat end den samlende linje antyder. For selvfølgelig sker der noget i det spektrum, der er mellem Find Plet! og Mrs. Dalloway. Og det er ikke bare det, at læserne bliver større og i mange tilfælde også mere behårede... Det er heller ikke, fordi det bliver sværere. En billedbog er infamt svær at skrive (for slet ikke at tale om at illustrere)... Forskellen ligger heller ikke i tematikkerne. Der findes virkelig gode bøger for blebørn om sex... Det er ikke en forskel imellem en bog og en anden, eller mellem en læser og en anden læser. Det er forskellen mellem måder at skrive på og måder at læse på. For mig – og det er måske ikke så mærkeligt, eftersom min næste bog handler om hudkræft og nervesammenbrud – handler den forskel om døden.«
Om menneskets udvikling: »Der kan ske de mest forfærdelige ting for børn. Og selv en lykkelig barndom er fuld af tristhed. Er der nogen anden periode i ens liv, hvor man kan hade sin bedste ven om mandagen og elske ham igen om tirsdagen? Men når man er 8, 10, 12, så erkender man ikke, at man skal dø. Der er altid muligheden for at flygte... Omkring de 20, 25, 30 begynder vi at forstå, at flugtmulighederne bliver færre og færre... Dette er, tror jeg, den del af os, som skønlitteraturen taler til... Selvfølgelig kender vi alle sammen mænd på 50, som aldrig er standset op for at overveje deres egen dødelighed. Men mit gæt er, at de heller ikke ligger og læser Middlemarch.«
Om genreromanerne overfor den eksperimenterende skønlitteratur: »Genreromaner siger: ’Glem gasregningen. Glem kontorets regler. Forestil dig, at du er en spion. Forestil dig, at du er en kurtisane. Forestil dig, at du er en indehaver af et forfaldent landsted, som ligger på det hersens vildt uhyggeligt tågede forbjerg.’ Den eksperimenterende skønlitteratur siger: ’Surt show. Du har bare at være den, du er, ligesom de her mennesker bare har at være sig selv. Men brug din fantasi, og så vil du se, at selv de mest begrænsede trummerum-liv har et uendeligt perspektiv, hvis man ser godt nok efter’.«
Om sin inspiration: »Faktisk var den bog, jeg oftest tænkte på, da jeg skrev min egen bog om Asperger-teenageren, Jane Austens Fornuft og følelse. Jane Austen skrev om vildt kedelige mennesker med hysterisk begrænsede liv... Hendes heltinder er holdt fast af jernregler omkring, hvad de kunne gøre, hvor de kunne gå hen, og hvad de måtte sige.«
Om stole: »Da jeg skrev for børn, skrev jeg genreromaner. Det var lidt ligesom, når man laver en god stol. Uanset, hvor fin den var, så skulle benene være lige lange. Den skulle have den rigtige højde, og den skulle være god at sidde i. Med The Curious Incident prøvede jeg at gøre noget nyt... Benene er ikke præcis samme længde. Den er ikke 100 procent komfortabel. Den handler om, hvor lidt det egentlig er, der skiller os fra dem, vi vender os bort fra, når vi går på gaden.«
Om at være forfatter: »Jeg husker ikke, at jeg valgte at blive forfatter. Man vælger at bliver tandlæge eller postbud. For mig føles det at skrive ligesom det må føles at være bøsse: Til sidst indrømmer man bare, hvem man er, og så springer man ud af skabet og håber så bare på, at ingen løber væk.«
Om den gode bog: »Læsning er en samtale. Alle bøger taler. Men en god bog lytter også.«

Læs også: The Curious Incident of the Dog in the Night-Time. Vintage, 6.99 pund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her