Læsetid: 4 min.

At slå i bollemælken

Når skribenter ved en sjælden uopmærksomhed roder rundt i sprogets ubønhørlige lovmæssigheder, bliver resultatet ofte glimragende læsning
23. april 2004

Litteratur
Som barn blev jeg altid korrigeret, når vi skulle over gaden.
»Det hedder ikke fodgængeroverfelt, Kristian. Det hedder enten fodgængerfelt eller fodgængerovergang,« forklarede min salig moder.
Langt senere, ude på universitetet under en forelæsning hos Ekstra Bladets litteraturredaktør, lærte jeg, at den slags hedder ’sproglige kontaminationer’. Det er helt enkelt lingvistisk forurening, når to ting, der retteligen skal holdes ude fra hinanden, pludselig glider sammen.
Eksemplet i forelæsningen kom, hvis jeg husker rigtigt, fra en af de studerendes jammerlige journalistiske tekster, hvor vedkommende havde skrevet med en »skæv indgangsvinkel«. Men det kan man ikke. Man kan enten lave en »skæv indgang« eller havde en »skæv indfaldsvinkel«. Og det sidste er måske det mest almindelige.
På samme måde kunne man her i avisen den 15. april, læse en klumme skrevet af Jytte Hilden. Klummen »+60« handlede om at købe læsebriller. Nu kunne man så mene, at den brillestyrke nok ville give enhver Bertel Haarder-looket, men det var ikke her, forureningen lå. Den kom nede i teksten, hvor Jytte Hilden skrev om sin generation:
»Vi stopper ikke op for bolledej,« stod der.
Her har vi den ægte vare. Og den er særlig god, fordi en kontamination kan etableres på mange niveauer, men her kommer den i sin højeste form – i et ordsprog. Eller jo faktisk to.
På ordniveau kender man som sagt »fodgængeroverfelt«. Men man kender også f.eks. 1990’er-adjektivet »glimragende«. På sætningsniveau kan man finde grammatiske kontaminationer, hvor to ord ligesom udfylder samme syntaktiske plads eller semiotiske funktion. Når nogen »udmærket godt« ved, at de skal tage fødderne ned af sofabordet, så er det dét, man også kalder for dobbeltkonfekt. Et andet godt eksempel hørte jeg fra en ekskæreste, hvis lokale købmand jævnligt – og meget stolt - skiltede med, at han havde tilbud.
»Grønne Haricot Verts Bønner – 10 kr.,« stod der.
Vitsen er selvfølgelig, at ’haricot verts’ på fransk netop betyder – grønne bønner. Det ville altså svare til, hvis man reklamerede for en ’biskvit-kiks’ eller en ’fromage-ost’ eller en ’Nokia 8210 cellular phone-mobiltelefon’.
Endnu et niveau finder man på fraseniveauet, hvor idiomer rodes sammen. Da jeg i sin tid boede kollegium stod der et skønt skilt nede ved Brugsen: »Vending tilladt!« Hver gang vi passerede det, sagde vi sådan noget som »rigtige venner kan ej købes for penge« eller »hvorfor er lykken så lunefuld?« Den slags ting kan også blandes sammen, så man får sagt noget værre vrøvl.
Men hos Jytte Hilden er vi en tand højere oppe. Her er det rigtige ordsprog, der får en tur i blenderen. At det er morsomt kan enhver – som kender ordsprogene – jo se. Og det kan derfor selvfølgelig også udnyttes bevidst. En del af den komiske litteratur – herunder den, som stand-up-komikere serverer for os – er baseret på sammenblandinger af flere forskellige udtryk og vendinger.
Det trick bruger Anders Matthesen også i den – ikke mindst sprogligt – forrygende animationsfilm om Terkel i knibe. Hen imod slutningen af den krampelattervækkende film, taler fortælleren Arne, som er musiklærer a la 1970’erne, om hvad filmens morale i grunden er.
Det går ikke særlig godt. Og til sidst får han så sagt noget i retning af: »Som man sår, sadler man, som man har redt.« En tredobbelt kontamination – har man kendt mage til fugl i hånden som ikke var til at styre på en hel tønde over sit lys?
Jytte Hilden ville sikkert have sagt, at hendes generation »ikke stikker op for bollemælk.«

Det er et fast udtryk, en fast vending, et idiom, som skyldes, at man i gamle dage kunne presse meget fattige landarbejdere til at yde et solidt stykke arbejde for nærmest ingenting. For ligesom man i Italien i gamle dage havde vinbønder, der kunne leve af tre glas grappa om dagen og ikke andet (skønt de jo ikke blev hulens gamle), så havde man herhjemme bønderkarle, der med glæde stillede sig til rådighed for en dagsleje, hvis bare de fik lidt at spise. Det behøvede ikke engang at være noget særligt. Var man helt på spanden – som vi siger – så kunne de faktisk godt sættes til at stikke neg op på vogne for en skål med varm mælk med lidt opblødt brød i.
Denne realitet er ikke så langt væk, som den forekommer. Undertegnede, som har sine rødder solidt plantet i arbejderklassen, har således også engang siddet og stukket til bollemælk. Vi fik det vist kun den ene gang, og muligvis var det mest af opbyggelige årsager. I hvert fald var den varme mælk og det opblødte brød ledsaget af kanel og blev serveret med sukker på. Og så en besked om, at da mor var dreng, da spiste de altså den slags.
»Bolledejen«, som dukker op i Jytte Hildens tekst, er den bolledej, man nytteløst kan slå nogle ordentlige slag i. Omvendt ville det måske nytte noget at slå i bollemælken?
Det skulle man bare have vidst, da man sad med den foran sig...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her