Læsetid: 4 min.

Slået fast med syvtommersøm

Mel Gibson overdoserer voldsomt i ‘The Passion’ – en brutal skildring af de sidste 12 timer i Jesus’ liv
2. april 2004

Ny film
I dag har Mel Gibsons Jesus-film, The Passion of the Christ, dansk premiere, og vi får endelig mulighed for selv at vurdere, om filmen er alt det, den er blevet beskyldt for at være: voldelig, antisemitisk, historisk ukorrekt.
Men først og fremmest er det muligt at vudere The Passion som film, hvilket ikke mange synes at have forsøgt, og ikke som religiøs oplevelse, hvilket alt for mange har gjort. Måske fordi det ikke er nogen særlig god film, der kun anfægter på et spirituelt plan, hvis man selv er et religiøst menneske.
Vi kender alle historien: Jesus og hans disciple opholder sig i Getsemane Have efter at have spist sammen for sidste gang. Jesus ved, at Judas har forrådt ham, og at farisæerne er på vej for at hente ham. Han går frivilligt med dem og bliver stillet for den romerske statholder i Judæ, Pontius Pilatus.

Overdosering
Pilatus vil ikke have Jesus’ blod på sine hænder og efter at have straffet ham med pisk, stiller han Jesus for jøderne, der kræver, at den selvudråbte jødernes konge bliver korsfæstet. Pilatus vasker sine hænder og beordrer sine soldater til at føre Jesus op på Golgata-bjerget, hvor han bliver korsfæstet og dør – et par dage senere genopstår han.
The Passion følger evangelierne i Det Nye Testamente ganske nøje, hvorfor der for de fleste ikke vil være mange overraskelser eller snedige plotdrejninger.
Det har heller ikke været Mel Gibsons ærinde, men er et godt eksempel på det dilemma, han må have stået i, da han besluttede sig for at lave filmen: Hvordan gør man så velkendt en historie interessant for et stort publikum, når man samtidig gerne vil påvirke dem spirituelt?
Den strengt katolske Gibson har haft noget voldsomt presserende på hjerte, og efterhånden går det op for én, at det er det, der er galt med The Passion. Han har simpelthen ikke kunnet se klart som filmskaber, men har lavet filmen med følelserne og, som han selv siger, med Helligånden ved sin side.
Det begynder ellers ret effektfuldt med nogle meget stemningsfulde billeder fra en tågeindhyllet Getsemane Have, hvor skyer driver for månen, og Jesus (James Caviezel) prøver at forstå, hvorfor hans far, Gud, vil have, at han ofrer sig for menneskehedens skyld. Satan lusker bogstaveligt talt rundt i baggrunden og illustrerer effektivt, nærmest på skrækfilmmanér, den evige kamp mellem godt og ondt og tvivlen, som trods alt nager mennesket inden i Guds søn.
Men siden går det helt galt, hovedsageligt fordi Mel Gibson overdoserer sine virkemidler og råber til os, hvornår vi skal gyse, græde og være vrede. Satan dukker op flere gange, det ene øjeblik med en orm i næsen, det næste med en deform baby i armene, og da Jesus endelig overgiver sig til sin skæbne, ryger vi en tur til Helvede, hvor Satan vender sig mod Himlen og skriger af raseri.
Alt i The Passion males sort og hvidt med en bred pensel, og mens John Debneys musik brager løs på lydsiden og ikke giver os mulighed for selv at tolke på det, vi ser, understreger Gibson alle filmens betydningsfulde øjeblikke ved at lade dem foregå i slow motion.
Og dem er der mange af, de betydningsfulde øjeblikke, hvorfor The Passion indimellem minder om en instant replay af Jesu død, som man ville kunne opleve den i TV-Avisen: Judas giver Jesus det forræderiske kys i slow motion; farisæerne kaster de 20 sølvstykker til Judas i slow motion; Jesus piskes af romerne i slow motion; og vi ser sømmene blive hamret gennem hans hænder på korset i slow motion.

Passionsspil
På samme måde er The Passion fuld af rå billeder, hvor Jesus piskes og tortureres, så blodet sprøjter. Til at begynde med er det ‘bare’ ubehageligt, og man får den tanke, at Jesus’ korsfæstelse netop ikke var så pæn og hvid, som den er afbilledet på korset i den danske folkekirke.
Men grusomhederne fortsætter med kun få pauser gennem hele The Passion, og til sidst er man – hvis man altså ikke for længst har forladt biografen – helt følelseskold, lammet af al den brutalitet. Pointen er, om man vil, slået fast med syvtommersøm.
Man må lade Gibson, at det giver handlingen en vis troværdighed og tyngde, at al dialog er på aramæisk og latin – det sidste med tydelig italiensk accent. Dermed undgår han, at de bibelske replikker – som det ofte sker – lyder som patetiske kartofler i munden på engelsktalende skuespillere.
James Caviezels Jesus ser ud, som man ville forvente det i de forskellige positurer af lidelse, mens Monica Bellucci og Maia Morgenstern er tilpas ydmyge og forfærdede til rollerne som den omvendte luder Maria Magdalene og som Jesus’ mor, Maria.
Men som andre anmeldere har skrevet, nytter det næsten ikke at tale om skuespilpræstationer i en film som denne, hvor meget er reduceret til symboler og brikker, som flyttes rundt i instruktørens storstilede passionsspil.
Ikke mindst har Gibson valgt at portrættere de fleste romere og jøder så unuanceret og usympatisk, at det ikke kan have krævet den store indsats fra de mange medvirkende – og i øvrigt er en af grundene til de mange beskyldninger om antisemitisme.
Det er ikke svært at forstå, at The Passion har vakt så stort et postyr i lande, hvor religion betyder mere, end den gør i et semisekulariseret land som Danmark. Men som film betragtet er det langtfra Mel Gibsons bedste værk – se hellere Manden uden ansigt eller Braveheart – og det er ikke uden en vis utilpashed, at man tager sig i at vente på, hvad Hollywoods engang så glade pauseklovn nu vil finde på.

*The Passion. Instruktion og manuskript: Mel Gibson. Amerikansk (Imperial i København og en Herrens masse biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu