Kunstudstilling
Det schweiziske kunstnerpar David Fischli og Peter Weiss blev for alvor kendt i 1987 med videoværket Der Lauf der Dinge.
Dette værk er en kinetisk slap-stick koreografi, som det rammende står skrevet på Brandts klædefabrik. Syre, ild og damp sætter objekter i bevægelse, der gennem kædereaktioner skubber eller puffer til nye objekter i et rent ud sagt ufatteligt sindrigt system. En Storm Psk dominoeffekt gange hundrede.
Der Lauf der Dinge er et hovedværk. En klassiker i samtidskunsten og blandt værkerne på denne første større præsentation af Fischli & Weiss i Danmark. Og det er et flot og repræsentativt udsnit af kunstnernes 25-årige samarbejde, der er lånt fra Goetz Collection.
Udstillingens opsætning har dog nogle væsentlige problemer. Diasprojekterne i værket Fragenprojektion er eksempelvis ikke hængt op under loftet, og derfor skygger man for dem.
Et andet værk Ohne titel (1995/96) taber totalt i effekt, som følge af decideret vanrøgtende installering. Bagateller? På ingen måde. For det forstyrrer og irriterer.
Brandts Klædefabrik viser format med denne udstilling, men mangler det sidste nødvendige stykke professionalisme. Og det er egentlig en skam.
Et liv som pølse
Fischli & Weiss begyndte deres kunstneriske karriere, som småfilosoferende lediggængere i videoen Der Geringste Widerstand (1979-80). Men først og fremmest er de kendte som en slags moderne stillebenkunstnere, der undersøger dette tingenes liv, om hvilket Paul Cezanne har sagt, at »en sukkerdåse lærer os lige så meget om os selv og vor kunst som en Chardin eller en Monticelli«.
I fotografiet Ulykken (en del af Wurstserie fra 1979) befinder vi os i en by lavet af papkasser. Oprejste cigaretskodder gør det ud for mennesker, der stimler sammen omkring et trafikuheld. Let forarbejdede pølser gør det ud for biler.
I et andet fotografi I bjergene forsøger små pølsestumper at vandre henover en dyne og nå til tops på en hovedpude. Det skal forestille bjergbestigere i alperne. Det besynderlige er, at disse klodsede og barnagtige narrative scener fra Wurstserie vækker en empati og ømhed for menneskelivet, som pressefotoet eksempelvis kun anstrengt ville kunne opnå.
Knægten ryger
Fischli & Weiss er i løbet af deres 25-årige samarbejde løbende blevet konceptuelt skarpere. Men det legende, flanerende og småfilosoferende udgangspunkt fra Der Geringste Widerstand og Wurstserie har de aldrig sluppet.
Et sted forklarer de: »Vi føler os på en vis måde mere tiltrukket af forestillingen om at afprøve end af forestillingen om at finde. Eksempelvis sætter vi pris på måden, hvorpå Bouvard og Pécuchet (hovedpersonerne i Gustave Flauberts ufuldendte roman af samme navn, red.) igen og igen afprøver nye ting, men de forsøger sig aldrig særlig længe med et område og giver altid meget hurtig op.«
Det provisoriske ses tydeligt i fotografiserien Stiller Nachmittag (1984-85), hvor en række balance-skulpturer er bygget op af skrammel, madvarer og værktøj. Og som i Wurstserie arrangeres de med gakket og kær humor i narrative scener.
En titel lyder eksempelvis: Fru Pære bringer sin mand den nystrøgne skjorte inden operaen. Knægten ryger.
Knægten er såmænd blot en oprejst sko med en smøg i snørebåndskæften.
Når man først træder ind i udstillingslokalet, ser man nogle beskidte træplader stå lænet mod væggen. Der ligger også nogle andre ting. Spand, malerpensel, hobbykniv, nogle cigaretskodder og en lille appelsinskræl. Er der tale om et forestående reparationsarbejde? Nogle håndværkere har i hvert fald opholdt sig her. De har arbejdet, røget nogle smøger, spist frokost. Kort sagt efterladt sig nogle spor. Men det er en illusion. For hver enkelt del af værket Ohne titel (1995-96) fra cigaretskod til malerpensel er minutiøst udskåret af hård polyuerethanskum og derefter bemalet.
Det er 1600-tallets trompe loeil maleri trukket ud i tre dimensioner. Suverænt kontekstualiseret i forhold til det tyvende århundredes spørgsmål om de institutionelle og kognitive betingelser for overhovedet at opfatte et kunstværk som et sådant.
Man vil kunne se besøgende kaste overbærende blikke på dette midlertidige roderi midt i udstillingsrummet, mens de søger værkerne andetsteds. Sublimt ironisk!
Mesterlig illusionisme
»Så længe en illusion ikke er erkendt som en fejltagelse, er den nøjagtig lige så gyldig som en kendsgerning.
Men idet illusionen erkendes som sådan, ophører den med at være en illusion. Det er altså selve begrebet om illusionen som er illusorisk, og dette er den eneste illusion.«
Således skriver Jean Baudrillard, og det er dette illusionens ironiske paradoks, der gennemspilles så præcist og subtilt i et værk som Ohne titel (1995-96).
Men på Brandts Klædefabrik har man indhegnet dette værk bag noget så indiskret som rød-hvid afspærringstape! Skulle nogen kunne komme i tvivl om, at dette er et kunstværk?
Blikkets forskydning
Fischli & Weiss problematiserer ikke blot de normer, blikket orienterer sig efter, når det er på udkig efter kunst. Da man i sin tid spurgte Picasso, hvorfor han malede næsen i profil og på det forkerte sted, når han ellers portrætterede en person en face, gav han det simple svar, at det var for at få folk til at se på næsen.
Fischli & Weiss vil også have os til at se, men ud fra noget nær den modsatte strategi. Fischli & Weiss kamuflerer kunsten bag hverdagslivets provisoriske sammenrend af ting og sager. Men ligesom kamæleonen ikke forsvinder, idet den kamuflerer sig i sine omgivelser, forsvinder kunsten heller ikke hos Fischli & Weiss.
Målet er derfor ikke at ophøje tilfældige og uanseelige genstande til kunst. Ej heller at få kunsten til at smelte sammen med hverdagen.
Men målet er gennem den forunderlige illusionistiske fordobling af det virkelige at forskyde blikket derhen, hvor det er muligt på ny at sanse og tænke i milimeter-spalten mellem kunst og liv. For det er ved at formulere denne spalte på ny, at kunsten fortsat og vedkommende kan stille de store og små spørgsmål til det menneskeligt virkelige.
Denne udstilling er de opsætningsmæssige fadæser på trods et must see.
*Peter Fischli & David Weiss Store og små spørgsmål. Til den 20 juni. Kunsthallen Brandts klæde-fabrik, Brandts Passage 37 og 43, Odense
*www.sammlung-goetz.de/
