Spot
En helt almindelig hverdagsaften. Klokken er 23.30, og jeg er egentlig ved at være fuldstændig mast. Inde fra soveværelset lokker hovedpuden med de bløde dun, og ham med paraplyen har tilsyneladende allerede været forbi og drysse søvn i mine øjne. Alligevel holder jeg mig liiiige vågen et kvarter mere. Jeg ved nemlig, at jeg er sikret et godt grin, når tv-serien Frasier ruller over skærmen klokken 23.45.
Men hvorfor har tv-serien Frasier egentlig fået sådan et godt tag i mig?
Hovedpersonen Frasier Crane, spillet af Kelsey Grammar, er en snobbet, neurotisk og excentrisk psykolog og radiovært. Hans ego er enormt og lider hurtigt overlast. Hans lillebror, Niles Crane, er en endnu mere snobbet, neurotisk og excentrisk psykolog. Han er desuden temmelig konkurrencemindet.
Efter en søgning i Google og en hurtig gennemlæsning af et par hjemmesider, iblandt utallige, finder jeg et afsnit med ofte stillede spørgsmål. Fantastisk! Måske er her hjælp at hente. Et af spørgsmålene lyder:
»Hvordan kan det være, at disse snobbede karakterer er blevet så populære?«
(Det tegner godt)
David: »Deres ekstreme opførsel, og deres ekstreme interesser for opera, vin og mad understreger og overdriver blot deres menneskelighed. Frasier og Niles har følelser, som vi alle kender: De vil gerne føle accept, de vil gerne føle sig elsket.«
Så i tråd med seriens vittige psykologiseren over, hvad som helst, er det nok i ovenstående, jeg skal finde forklaringen på min forkærlighed til tv-serien. Frasier rammer simpelthen lige ned i en sårbarhed, som er genkendelig for de fleste af os.
Dertil kommer, at tv-serien rummer andre brilliante karakterer: faderen Martin Crane, spillet af John Mahoney, hjemmehjælperen Daphne Moon, spillet af Jane Leeves, radioproduceren Roz Doyle, spillet af Peri Gilpin og hunden Eddie. Men min favorit forbliver dog, Niles Crane. Han har en, om nogen, gudsbenådet mimik.
*Frasier på TvDanmark i aften kl. 19.00 og 19.30, og hvis tidspunktet ikke passer, og søvnen kan holdes stangen, så genudsendt kl. 23.45 og 00.15.
