Læsetid: 10 min.

Soldaterne fra Task Force K-Bar

Specialstyrker som de 1.300 elitesoldater i Task Force K-Bar spillede hovedrollen i de første seks måneder af krigen mod terrornetværk i Afghanistan. Også danske specialstyrker deltog i K-Bars operationer
23. april 2004

Operation Anaconda begyndte ganske planmæssigt, da 125 soldater fra første bataljon i det 87. infanteriregiment under US Army 10. Mountain Division blev landsat med tre CH-47 Chinook helikoptere i Shah-e-Kot-dalen i det østlige Afghanistan.
Men bare få minutter senere stod det klart, at soldaterne fra bjergdivisionen havde forregnet sig, da de i larmen fra de store rotorer på de karakteristiske Chinook’er krumbøjede løb væk for at indtage deres stillinger. Det skulle vise sig, at denne mission langt fra ville være just a walk in the park.
Omkring tusind soldater fra bjergdivisionen og fra 101. Airborne samt specialstyrker som SEAL og den særlige Task Force K-Bar var før daggry blevet posteret forskellige steder i dalen. Deres opgave var at uskadeliggøre al-Qaeda-guerillaer og talebanere, der havde søgt tilflugt i huler i dalområdet. I ly af mørket ville de måske forsøge at slippe over grænsen til Northwest Frontier-provinsen i Pakistan.
Under briefingen havde bjergsoldaterne fået oplyst, at de skulle ud på en mindre operation, der formentlig ville være hurtig overstået. Soldaterne skulle ikke gøre meget andet end bare at vente på modstanderen, der udgjordes af ca. 200 guerillasoldater. Planen var at indfange dem i en regulær klapjagt.

Fælden
Samtidig med landsætningen af de amerikanske bjergsoldater i dalens sydlige ende ville 600 specialtrænede afghanske soldater sammen med specialstyrker køre op gennem dalen i en konvoj af Toyota firehjulstrækkere og lastbiler. De skulle gennemsøge landsbyen Sirkankel og jage guerillaerne foran sig, indtil de kunne blive uskadeliggjort af soldaterne fra den 10. bjergdivision. Forinden havde amerikanske fly overdænget området med løbesedler med en umisforståelige trussel, der bedst oversættes som: Udlevér Taleban og al-Qaeda eller bliv smadret.
En af de første amerikanske soldater, der i den tynde bjergluft sprang væk fra helikopterne, var sergent Robert Healy. 30 sekunder efter, Healy og hans deling havde fast grund under fødderne, startede en uventet beskydning. Fra huler i bjergsiderne højere oppe regnede det ned med mortergranater. Bare få minutter efter landsætningen havde amerikanerne adskillige sårede. Selv om body armor til beskyttelse af kroppen indgik i bjergsoldaternes udrustning, blev de ramt i arme, hofter, ben af sprængstykkerne.
»Deres beskydning var så massiv og uberegnelig, at det mere mindede om hærgen end om et decideret angreb,« udtalte Healy, der selv blev såret, ifølge den britiske avis The Observer.
En anden såret under den første dags kampe var Wayne Stanton, en ’specialist’, der fulgtes med bjergsoldaterne:
»Vi kunne høre dem grine,« fortalte han til Observer. »Vi kunne høre dem grine, når vi skød mod dem. Vores lette våben kunne knap nok nå op til dem, og hver gang, der kom flyvere eller helikoptere, forsvandt de ind i hulerne.«
Dagen var knap nok begyndt. Klokken var 06.00 den 2. marts 2002.

Soldaterne fra K-Bar
Det ligger fast, at specialstyrkerne i slaget ved Shah-e-Kot-dalen ikke udelukkende var amerikanere. Ifølge flere kilder, bl.a. en artikel fra American Forces Information Service den 7. marts 2002, deltog der ud over amerikanerne også ca. 200 Special Operation Forces (SOFs) fra seks lande i Operation Anaconda, deriblandt danske.
I alt rådede Task Force K-Bar under kommando af SEAL-kaptajn Robert Howard ud over 1.500 afghanske hjælpetropper også over 1.300 SOFs, deriblandt:
*102 danske soldater fra enten Jægerkorpset eller Frømandskorpset,
* 103 tyske soldater fra KSK, Kommando Spezialkräfte,
* 40 canadiere fra JTF2, Joint Task Force Two,
* 40 newzealandske soldater fra SAS, Special Air Service,
*50 norske soldater fra Hærens Jegerkomando og 28 fra Marinejeger-kommandoen,
* 95 soldater fra australske Special Air Service – foruden en tyrkisk elitesoldat, der deltog som forbindelsesofficer.
Hverken i marts 2002 eller i dag har det været muligt at få oplysninger om hvilke konkrete operationer, de danske specialstyrker har deltaget i.

Martyrdøden
Slaget i Shah-e-Kot kom til at vare i adskillige dage, helt frem til den 10. marts. Det var første gang under krigsindsatsen mod terrornetværk i Afghanistan, som var startet i oktober 2001, at koalitionsstyrkerne stod over for massiv og reel modstand. Til amerikanernes desperation havde guerillaerne tidligere mest undgået åben konfrontation. Men ikke længere. Nu ville talebanerne og al-Qaeda-guerillaerne, der bl.a. bestod af pakistanere, uzbekere og tetjenere, øjensynlig i kamp for at lide martyrdøden.
Efterhånden som dagen skred frem, blev lederen af de indsatte specialstyrker klar over, at deres modstandere bestod af mindst 800 guerillaer, der var godt befæstet og øjensynligt velinformeret om og velforberedt på det amerikansk ledede angreb. Tilmed blev talebanere under kampene flere gange forstærket af lokale krigere. Flere forsøg på at indsætte AH-64A Apache kamphelikoptere strandede, fordi maskingeværilden var for massiv. Den tynde bjergluft i tre-fire kilometers højde gjorde det besværligt at manøvrere med de flyvende arsenalerÇ som Apacherne kaldes. Gentagne angreb fra højtflyvende F-16 jagerfly, B-52H bombefly, AC-130 Spectre Gunships og FA-18 Hornet jagerfly, kunne nok holde guerillaerne inde i hulerne, men ikke grundlæggende ændre ved styrkeforholdet.
Kl. 10 om formiddagen følte talebanerne sig endda så sikre og overlegne, at de ganske ugenert kom frem fra deres tilholdssteder og gjorde, hvad der siden blev rapporteret som en »uterlig gestus«, overfor amerikanerne.
Fem dage senere forklarede chefen for bjergsoldaterne, chefsergent Frank Grippe, at hans soldater var blevet landsat i et forrevet, snedækket bjergterræn i tre-fire kilometers højde – og midt i en veritabel al-Quida-rede.
Konvojen med firehjulstrækkere længere mod nord undgik heller ikke morterbeskydningen. Mens granaterne faldt tættere og tættere på køretøjerne, kørte bilerne tilmed ubehjælpsomt fast i mudder og kaos. Først efter massive modangreb med kamphelikoptere lykkedes det at få soldaterne i konvojen bragt i sikkerhed.
Efter mørkets frembrud blev den deling af bjergdivisionen, som havde været under beskydning i mere end 18 timer, evakueret med helikoptere. I ly af mørket beskød 105 mm maskinkanoner med infrarødt sigte fra flere Spectre Gunships heftigt guerillaernes stillinger. Men talebanerne opgav ikke, selv om deres døde efter første dag måtte tælles i hundredevis.

Hunter Killers
Næste dag forsøgte amerikanerne flere gange at landsætte nye kontingenter specialstyrker i dalen. Men beskydningen fra hulerne var så massiv, at da en Chinook, der netop havde landsat en deling soldater, blev ramt af håndbårne missilgranater, styrtede soldaterne tilbage i helikopteren, der straks lettede. En tælling viste, at der manglede en SEAL-soldat. Han blev kort efter dræbt af talebanerne. Soldater fra endnu en Chinook, der blev sendt ind for at undsætte ham, mistede selv seks mand, før den også måtte fortrække.
I Shah-e-Kot-dalen havde amerikanerne ingen problemer med at skelne mellem civile afghanere og guerillaer:
»Grundlæggende er der ingen civile i nogen af landsbyerne her. Ingen overhovedet. De er alle sammen al-Qaeda-soldater, nej, jeg vil hellere kalde dem terrorister,« som Frank Gribbe sagde på en pressekonference, mens Operation Anaconda stadig var i gang.
Med sergeant i Marinekorpset, Dan Snyders ord: »Enhver kontakt med en celleopbygget terror-organisation må nødvendigvis være en konfrontation mand-til-mand. Derfor virkede luftbombardementerne så gammeldags som kanoner fra Første Verdenskrig mod en fjende, der var ekstremt motiveret og i dækning.«
Den 18. marts var Operation Anaconda officielt afsluttet. Ved den lejlighed bekendtgjorde den amerikanske forsvarsminister, at britiske specialstyrker fra ’45 Commando’ skulle assistere amerikanske og canadiske specialstyrker med at rense de sidste tilbageværende ’lommer’ med al-Qaeda og talebanere.
Under Operation Anaconda mistede USA otte soldater, mens 40 blev såret. Australske Special Air Service havde én dræbt. Fjendens tab var højere, ifølge nogle kilder mere end 650 dræbte og et ukendt antal sårede.

Ukonventionel krig
Ifølge SEAL-kaptajn Robert Howard indebar Operation Anaconda også et skifte i koalitionens krigsindsats mod terrornetværk i Afghanistan: Fra ukonventionel krigsførelse, hvor specialstyrker spillede hovedrollen, til en mere konventionel krig med soldater fra regulære enheder. Fra oktober 2001 og frem til marts 2002 var krigen udelukkende ’SOF-centreret’, sagde Howard således under en uklassificeret briefing den 8. juli 2002 for SEAL-veteraner. Fra marts 2002 blev regulære styrker i stigende antal indsat i kamphandlingerne.
»Vi havde dog stadig op til 72 Surveillance and Reconnaissance-hold (overvågningshold, red.) i gang på jorden på ét sted, så de kunne være øjne og ører for den regulære hær,« sagde Howard med henvisning til endnu en vigtig rolle for specialstyrker i den afghanske bjergkrig:
Forward Air Control (CAS) – specialstyrker i skjul i bjergene udpeger bombemål, f.eks. indgange til huler, og ved hjælp af laserteknik kan soldaterne på jorden dirigere bomberne, så jagerfly i mange kilometers højde kan ramme en skrå bjergside med en meters nøjagtighed.
Halvdelen af de ca. 1.000 soldater, der deltog i den efterfølgende Operation Snigskytte, var britiske kommandosoldater. Resten var amerikanske og australske elitesoldater samt nogle hundrede allierede afghanske soldater. Da Operation Snipe to uger senere blev afblæst, var der ifølge Reuters ikke affyret ét eneste skud i større kamphandlinger. Efter Operation Anaconda indlod guerillaerne sig ikke mere i åben kamp.
»Vi vandt krigen i Afghanistan med et relativt lille antal soldater på jorden, fordi de til gengæld havde de færdigheder, der er så afgørende,« udtalte Robert Howard, chefen for K-Bar, senere. K-Bar er i øvrigt navnet på den særlige kniv, der indgår i de amerikanske SEAL-soldaters udrustning. Andre task forces med specialstyrker i Afghanistan havde kendenavnene Dagger og Sword. Der foreligger dog intet om, at danske specialstyrker har haft forbindelse til disse.
Ifølge Howard udførte K-Bar i alt 42 missioner med overvågning, 23 såaldt Direct Action Missions og endelig 147 Close Air Support. 115 fjender blev dræbt, mens K-Bar selv kun havde én dræbt og to sårede.

Civile tab
Under et natangreb på landbyen Hazar Qadam den 23. januar 2002 blev der ifølge den canadiske avis The Ottawa Citizen dræbt 16 afghanere, mens 27 blev såret. Senere viste det sig, at der hverken var tale om talebanere eller al-Qaeda-guerillaer, men derimod om civile, der tilmed bakkede op om den amerikansk støttede præsident Hamid Karzai. I starten afviste Pentagon rutinemæssigt enhver fejltagelse, men senere hen medgav man, at der var tale om pro-amerikanske afghanere.
Ifølge K-Bar-chef Howard var skudepisoden startet, fordi en af hans soldater var blevet ramt i anklen: »Der var beskyldninger om, at vi havde skudt mennesker, der lå og sov, altså at vi havde henrettet dem,« sagde han.
Den anklage var ifølge Howard absurd, for som han tilføjede: »Det er ikke nødvendigt for os. Hvis vi vil henrette nogen, så skyder vi dem bare to kugler i hovedet.«
I maj 2002 var de canadiske JTF2-styrker ifølge The Ottawa Citizen også indblandet i en kontroversiel mission ca. 80 km vest for byen Khandahar. Kl. 01 om natten stormede ca. 150 amerikanske og canadiske specialstyrker landsbyen Band Taimore og smed bedøvende granater ind i husene. Flere civile blev dræbt i forvirringen, bl.a. en tre-årig pige, mens en 12-årig dreng sammen med 54 afghanske mænd blev taget til fange, klædt nøgne og kørt væk.
Ifølge den inkarnerede krigsmodstander, professor Marc W. Herold fra Universitet i New Hampshire, blev adskillige lignende situationer sat i forbindelse med K-Bar. I en nyhedsanalyse fra september 2002 skrev han således, at »nogle raids er blevet rapporteret, mange er ikke. Mønstret er hver gang det samme: Helikopterne lander midt om natten, soldaterne styrter ind i landsbyen, hamrer på dørene, skyder med M-4 rifler, kyler rundt med røggranater. De råber, og de anholder folk og giver mistænkte plastic-håndjern på, hvorefter en større eller mindre gruppe bortføres enten til de amerikanske baser i Khandahar eller Bagram. (...) Listen over den slags ’enestående’ hændelser er lang: Hazar Qadam, Char Chine, Bandi Temur, Maiwand, Alatai, Zani Khel, Surwipan, Narizah...«

Risikoen ved Ali Kheyle
Det er et noget andet billede, chefen for K-Bar, kaptajn Howard, tegner, når han fortæller om specialstyrkernes indsats. Selv om krigen frem til marts 2002 stadig var ’ukonventionel’, anstrengte specialstyrkerne sig til det yderste for at undgå civile tab. Som eksempel har Howard omtalt begivenhederne omkring den befæstede landsby ved navn Ali Kheyle, som elitesoldaterne et stykke tid havde under opsigt.
K-Bar havde nemlig informationer fra ubemandede spionfly om, at landsbyen kunne være et tilholdssted for al-Qaeda-guerillaer, måske endda en træningslejr. Og ved selvsyn kunne specialstyrkerne konstatere, at omkring 50 bevæbnede voksne mænd opholdt sig inde i landsbyen.
»Men en bevæbnet mand kunne også bare være en bonde, der ville være i stand til at forsvare sin familie,« fortalte Howard i november 2002 i et foredrag for Rotary-medlemmer i den amerikanske by Fairfeld.
Som situationen nu havde udviklet sig, var det vanskeligt for specialstyrkerne fra K-Bar at afgøre, hvem og hvor mange der opholdt sig inde i landsbyen. Hvordan gribe sagen an?
I al hemmelighed blev Ali Kheyle omringet af specialstyrker fra K-Bar. Derpå løb Howard en stor risiko: En højttaler blev fæstnet til landsbymuren, og på pashtun, det lokale sprog, blev beboerne opfordret til at overgive sig. Hvis de nægtede eller satte sig til modværge, afventede et AC-130 Spectre Gunship – af nogen kaldt for Rovdyret – besked om at slå til.
Efter nogle minutters ildevarslende tavshed kom de afghanske mænd ud med armene i vejret. Og da K-Bar-styrkerne lidt senere indtog landsbyen, fandt de 56 afghanske børn, der sammen med et antal kvinder havde været inden døre i mere end tre døgn på grund af kulden.
Landsbyen havde tidligere været anvendt som træningslejr for talebanerne, men de forsvandt ind i bjergene mod den pakistanske grænse og efterlod mængder af våben og sprængstoffer i de forladte bygninger. Dernæst havde et stort antal civile afghanere søgt tilflugt i den afsides beliggende landsby fra kamphandlingerne.
»Vi håndterede den sag helt korrekt,« lød Howards konklusion til Rotary-medlemmerne.

*Dette er den anden af en række artikler om de danske soldater i Afghanistan. Den første blev bragt den 22. april. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu