Intermetzo
Der er ikke noget at sige til at folkene fra det nordre Kastillien og den midtvestlige del af landet, Extremadura, har udviklet en egen form for katolsk dysterhed. Kirke- og kongemagt forendes fysisk i udekoreret desornamentado forstenet strenghed som symbol på tilstanden. Felipe II der ikke var nogen spasmager byggede som konsekvens af sin mørkfarvede præbarokke verdensopfattelse El Escorial som bolig, kloster og gravplads for faren Carlos I eller Karl V Det er ham med underbiddet, som alle habsburgere til overflod frembar. Denne karakteristiske ansigtsstruktur understregede dels slægtens genetiske styrke over for mere beskedne underansigter, dels et umiskendeligt signal om degenererationen ved konsekvente fætter- og kusine-forhold. Medlemmer af denne mest magtfulde af alle europæiske fyrsteslægter havde besvær med at spise, fordi underlæben gik helt op i næsen. Det er sikkert overdrevet, men på den anden side findes en skitse af ovennævnte Karl, produceret forholdsvis kort efter dennes død da tegneren ikke behøvede at tage hensyn og forskønne motivet. Dér kan man få syn for sagn om dette gigantiske underbid der i sig selv må have påkaldt dystre tanker om skæbnens veje, måske også angst for egen sikkerhed. Et nedre tandsæt monteret i en så magtfuld en underkæbe associerer til selvfortæring.
El Escorial er anbragt i oprindelig solitude nu nærmest midt i et villakvarter som skillesten mellem den madrilenske højderyg og Sierra Guadarrama. På den anden side af bjergkæden begynder ved Segovia i den ende den nord-kastillianske højslette, Castillia y Léon. Ganske vist dyrker man på dette vældige område, over to gange Danmark, hvede, solsikker og sukkerroer. Men trods beplantningernes spæde grønne i det tidlige forår bærer Kastillien præg af noget næsten mongolsk halvørkenagtigt. Kolde vintre, lunefulde forår, afsvidende somre der efterlader landet som en fjendtlig adskillelse mellem de få større byers oaser.
Landet er så vældigt og overbevisende. Der opstår en tone herude som en anslået streng, ofte genhørt som grundtone i musikken. Spillet med duende som hos en Rodriques, forstår man lidt, ikke meget og slet ikke nok om Spanien, der fortsat er anderledes.
I påsken træder endog i Madrid det religiøse i karakter, menighederne slæber store rigt dekorerede helgenbilleder og Kristus-figurer ud på gaden. I det ældste og inderste Madrid manøvrerer bærerne i særlige dragter med stor virtuositet disse tonstunge epitafier ned ad trapper, rundt om hjørner, over snævre pladser. Fanatisk katolicisme? Næppe Som rejsefællerne enedes indbyrdes måske mere som fastelavn og julehalløj hos os. Det hører sig til som udendørslivet, kulturen og selvorståelsen. De (stadigt færre) unge der står langs ruten for at se den Hellige Jomfru i forskellige udgaver gør korsets tegn ved passagen, men kunne ikke drømme om at gå hjem og rette sig efter pavens forskrifter om kønslivet i Herrens navn uden beskyttelse. Noget grutter det i én, når ikonografien går over optugtelsen. Faktisk optræder i alle processionerne brigader af kutteklædte med spidshat i Ku-Klux-Klans stil: to huller til øjnene og total formummelse som i inkvisitionens dage. Da er det man minder sig selv om Spaniens dysterhed midt i forbrugsræset og det muntre gadeliv ved Gran Via. Men også her nuanceres billedet, da de hætteklædte afdækker sig for at drikke Cola af flasken. Flere af dem er unge piger der ikke ser ud til at kunne stikke ild på ret meget andet end cigaretterne, som de også har med i kutten.
I år har disse manifestationer overalt i Spanien vel sagtens en særlig karakter af sammenhold mod de uhyrlige overgreb udefra. Musikken er måske mere inderlig end ellers, som den nu gjalder i gaderne. For eksempel da Leons uniforme harmoniorkester mere professionelt akkompagnerer frelserkirkens procession fra Plaza de Jesus på bagsiden af det engang så navnkundige Hotel Palace op ad den snævre og stejle Calle Cervantes, meget passende op til Calle de Leon og hele vejen ned til Sol og tilbage igen. Det tager, ja undskyld: en helvedes tid og larmer lige så meget. Rytmen hamres på stortromme ind i skallen på tilskuere og processionsdeltagere, trompeterne lægger bund med basun og tuba, mens det højt stemte messing uden ventiler leverer bæretonerne, der kilder i ganen og pirrer tårecentret. Amargura, Rocío, Marcarena, Christo de la Precentación, hedder nogle af slagnumrene, man kan få på CD i FNAC. Det er svært ikke at gå med på disse uafviselige rytmer og gå i svingninger og i øvrigt umuligt ikke at føle solidaritet med en befolkning der lige med ét på grund af tankeløs udenrigspolitik ført af en netop afskediget regering og i protest mod dennes kreative bogføring a la Fogh Rasmussen af både krigsbegrundelser og attentatforklaringerne op til valget nu er blevet centrum i terroren. De omkomne i pendler-togene uden for Atocha er allerede del af byens mytos; på Puerta del Sol på Indenrigsministeriets facade har myndighederne mindre end en måned efter overgrebet opsat en mindeplade i marmor. Ved selve Atocha står de utallige levende lys i deres røde lyseholdere, og selve begivenheden har sat sig i bevidstheden for at blive. Sammensværgelsen er mere omfattende end antaget; i og med at nogle af attentatfolkene sprængte sig selv i luften i en forstad, er den hellige grav ikke vel forvaret. I den offentlige debat understreger ledende opinonsmagere med Javier Solana i spidsen at tragedien og eventuelt flere terrorhandlinger ikke må føre til fejlslutninger. Troen på demokratiet er det bedste våben, siger han, mens Madrids overborgmester Alberto Ruiz-Gallardón understreger at Madrid må og skal forblive en åben og tolerant by. Man kniber sig i armen: Tænk at befinde sig i et land, hvor tolerance ikke er et skældsord! Og så i denne situation. Gema Martín Munoz, professor i den arabiske verdens sociologi påviser umuligheden af terrorbekæmpelsen, så længe USA afviser krav til Israel og samtidigt fører krig i Irak og Afghanistan. Islam må respekteres på en helt anden måde af den vestlige verden og erkendes værdighed, siger hun. Manuela Mesa Peinado, leder af det stedlige fredsforskningsinstitut, konstaterer som så mange andre sagkyndige i opposition til koalitionens adfærd og præsident Bush at Al Qaeda ikke kan besejres militært, men må imødegås med politiske midler. Alle guder forbyde situationen, men man tænker med gru på de krav om frugtesløse restriktioner, mere kontrol, flere udvisninger, tvang og afvikling af retssikkerhedsgarantier der med kjærsgaardsk sikkerhed ville rejses herhjemme, ifald fars hammer falder. I den spanske politiske tradition indgår selvsagt terroren som en alt andet end ukendt faktor. ETAs semikriminelle for ikke at sige mafiøse bevægelse har i årevis spredt skræk og rædsel blandt alle spaniere, omend jernbanesabotagen den 11. marts klart overgår alt andet oplevet siden borgerkrigen.
Apropos den og Franco er det hver gang påfaldende hvor få spor diktatoren efterlod sig. En mørk grav inderst i Valle de los Caidos, generalissimussens monstrøse mindesmærke over de faldne fascister i borgerkrigen og ikke at forglemme sig selv i de lave bjerge uden for Escorial er vist alt hvad det er blevet til. Ikke en plads, ikke en gade, ikke et blomsterbed er opkaldt efter diktatoren der martrede sit land med bornert middelmådighed og humørsyge i samfulde og skamfulde 36 år.
Så sidder man ellers i Teatro Real, Madrids pragtfulde nyåbnede opera på fem etager. Rejsefællerne er spredt på disse fjerne pladser, mens klummisten, der lider af hypsofobi, klamrer sig til et barstolslignende siddeapparat i orkestersidelogen på etage 0. Derfra kan man i denen sin kroniske skræk for højder hypsofobien kun skvatte én etage ned i orkestergraven med den gode Alberto Zedda, der leder Rossinis nådesløst lange, men nær geniale opera Semiramide. Musikalsk en uigendrivelig oplevelse med eminente sangere, Ángeles Blanca i spidsen, højbarmet og langlemmet med slids og det hele og stor koleratur. Iscenesættelsen er ufrivilligt komisk i sin søgte modernisering, men sådan er det jo tit. Et øjeblik håber man at Kongen tager plads i sin loge, så man også kan give ham en hånd. Juan Carlos indsats for den fredelige overgang fra diktatur til demokrati og for det moderne Spanien kan ikke overvurderes. Man kan blive helt royal på udebane.
