Læsetid: 3 min.

Spionen – der kom ind i varmen

En erindringsbog af DDR’s sidste spionchef Werner Grossmann, der om kort tid udkommer på dansk, underbygger formodninger om, at en nuværende EU-mellemleder spionerede for Stasi. Jeg boede sammen med den mistænkte i et par af de prækære år
6. april 2004

Portræt
Søndag valgte dagbladet Politiken at offentliggøre fuldt navn og stilling på den mand, der i 1999-2000 blev kendt som ’Lenz’. Nemlig, da han blev sigtet som spion for det østtyske hemmelige arkiv, Stasi. Manden, der nu er sidst i fyrrerne, er i dag leder af EU-kommissionens kontor for Bulgarien.
I 2000 sad han isolationsfæng-slet i 111 døgn, før han blev løsladt og sagen frafaldet på grund af ti års forældelse. Rigsadvokat Henning Fode var dog så sikker på mandens skyld, at han – usædvanligt og giftigt – erklærede, at man havde fat i den rigtige mand. Embedsmanden fik derpå afslag på erstatning for uberettiget fængsling. Begrundelse: Han havde bedrevet spionage og var derfor selv ude om fængslingen.
Manden opgav en varslet erstatningssag, tog hjem til kone og børn i Bruxelles og genoptog sit arbejde. Han fastholdt, at der var sket en forveksling, men at han blot ikke orkede en sag.

Når den forældede spionsag nu genopstår, skyldes det en erindringsbog af DDR’s sidste spionchef Werner Grossmann, der om kort tid udkommer på dansk på Forlaget Friis. Den rummer et særligt kapitel om Skandinavien, som både nævner manden ved navn, og at østtyskerne kom i kontakt med danskeren gennem hans mor, der var kommunist og tillidskvinde:
»Vi hverver hende som agent og lærer derigennem hendes søn, Morten Jung-Olsen, at kende«.
Stasi gav den nye agent dæknavnet Lenz. Planen var at sluse ham ind i EF-apparatet. Grossmann er tilsyneladende begejstret, da det sker:
»Endelig lykkes det ’Lenz’ at blive ansat i EF. Informationerne, han skaffer, er politisk værdifulde«, skriver han i bogen.
Fra 1979-81 var manden, de nu kalder Lenz, ansat i Udenrigsministeriet. Her har man vurderet, at udleveringen af 25 dokumenter i den periode var »skadelig«. Blandt de ømtålelige papirer var en fortrolig rapport om daværende udenrigsminister Kjeld Olesens (S) rådslagning med danske ambassadører.
Hvad, Morten spion?! Selv boede jeg på kollegieværelse skråt over for ham fra 1979 til begyndelsen af 1980’erne, hvor han flyttede, et år eller to før mig. Netop i den prækære periode, han ifølge politiet skulle have arbejdet som Stasispion, 14 år frem til 1989. Rigadvokaten har dokumentation for udbetalinger til Lenz frem til syv måneder før Murens fald i 1989.

Mortens hjem var DKP-kommunistisk (på ingen måde et særtilfælde på vores kollegium), men selv læste han polit., hvad der til gengæld klart var noget borgerligt pis.
Det store flertal på kollegiet, der overhovedet var engageret politisk, var fordelt over venstrefløjen (SF var det længste til højre, man kunne omtale offentligt).
Det var da også næsten altid under højlydte moralske kvababbelser og politisk kowtow, vi lod os udsluse fra studiemiljøets rene principper til arbejdsmarkedets gris på fingrene. Selvfølgelig især dem, der gik ind i stillinger med mulighed for egentlig økonomisk magt.
Som Morten.
Blot virkede det aldrig, som om den slags moralske overvejelser afficerede ham. Mentalt syntes han at befinde sig et sted, hvor man ikke behøver at undskylde over for sig selv eller andre, når det nødvendige skal gøres.
Blikket flakkede allerhøjst en smule, når nogen forhørte sig om status på en upopulær rengøringspligt (som ovn eller badeværelse), og Morten forsikrede, at det skam var ordnet. Han tonsede glad løs på sit studium og som student i Udenrigsministeriet.
En dag skulle han pludselig til USA og pilede i legatfasen fra værelse til værelse for at få os til at skrive under på en erklæring om jeg husker ikke hvad. Formentlig, at man kendte ham som en fin fyr. Hvad han også var.
Næste gang, jeg selv så Morten, var i fjernsynet mange år senere. Han var netop blevet løsladt efter spionsigtelsen, en journalist rakte mikrofonen i ansigtet på ham og spurgte:
»Men er der noget om anklagerne?«.
Morten vendte sig mod kameraet og sagde: »Nej. selvfølgelig ikke. Overhovedet ikke.«
Måske var han nervøs. Måske var han helt ved siden af sig selv, som man må være efter 111 dage muttersalene på syv kvadratmeter fængselscelle.
Eller også flakkede blikket faktisk en lille smule.
Ifølge Politiken mandag afventer EU-kommisionen at se Grossmanns bog, før den vil overveje, hvad der skal ske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu