Læsetid: 7 min.

Spioner, der sladrede

Utilfredse spioner i de britiske efterret-ningstjenester har været mere generøse med oplysninger om uenigheder i egne rækker under hele Irak-diskussionen end nogen sinde tidligere. Regeringen har ikke indledt nogle retssager mod dem. Men en, David Kelly, mistede sit liv
14. april 2004

Storbritannien
LONDON – Man må antage, at adskillige britiske spionchefer fik morgen teen galt i halsen søndag den 2. marts 2003. London-avisen The Observer offentliggjorde den dag en tophemmelig mail sendt fra ledelsen af det amerikanske National Security Agency – den institution, der overvåger og afkoder udenlandsk kommunikation for de amerikanske hemmelige tjenester – sendt til højtstående agenter i egne rækker og venligtsindede udenlandske efterretningstjenester.
Mailen indeholdt en opfordring fra amerikanerne om at spionere mod de stater i FN’s Sikkerhedsråd, som vaklede i deres holdning til en ny FN-resolution i forhold til Irak-krigen, så amerikanerne bedre kunne planlægge deres strategi over for disse stater. Spionagen skulle rettes mod Angola, Cameroun, Chile, Mexico, Guinea og Pakistan samt mod de lande, der åbent talte for mere tid til FN’s våbeninspektører, Frankrig, Kina og Rusland (men som der stod i mailen naturligvis »minus USA og Storbritannien«).
Formålet var ikke blot at få information om stemmeafgivningen fra de midlertidige Sikkerhedsråds-medlemmer, men også, som der stod i mailen, at opnå viden om »politikker«, »forhandlingspositioner«, »alliancer« og »afhængighedsforhold«, kort sagt hele »hele spændvidden af informationer, som kan give amerikanske politikere en fordel i indsamlingen af resultater, som vil fremme amerikanske mål eller forhindre overraskelser.« Datoen for memoet var den 31. januar 2003 – fire dage efter at FN’s våbeninspektør, Hans Blix lagde sidste hånd på sin midlertidige rapport om i hvilken grad Irak efterlevede FN’s resolution 1441, og afsenderen var Frank Koza, chef for den afdeling i NSA, som beskæftiger sig med »regionale mål«, hvilket betyder spionage mod de lande i verden, der ses som havende strategisk intersse for amerikanerne.

En tolk sagde stop
The Observer fik sit – set med medieøjne – utrolige scoop gennem en lækage fra en ansat ved den britiske regerings kommunikationshovedkvarter – GCHQ. Den 29 år gamle tolk Katharine Gun sendte via en ven mailen videre til avisen. Avisen offentliggjorde indholdet i den uge, hvor Blix fremlagde, hvad der blev hans endelige afrapportering til Sikkerhedsrådet. Timingen var med andre ord mere end pinlig for amerikanerne.
Det tog ikke lang tid for briterne at finde Katharine Gun, som aldrig forsøgte at nægte, at det var hende, der havde lækket dokumentet. Hun var, og er, stolt af sin handling og ville gentage den, hvis hun stod i den samme situation igen, har hun udtalt. Hun kunne »ikke over for sin egen samvittighed forsvare, at være vidne til, at FN’s demokratiske proces blev undermineret,« og derfor handlede hun, som hun gjorde. Man må gå ud fra, at hun dertil – ligesom de efterretningskilder, der har forsynet de britiske medier med mange mindre betydningsfulde lækager, hvis man skal tro medierne selv – var enten skeptisk over for Irak-krigens lovlighed eller rimelighed eller i det mindste over for lødigheden af begrundelsen for krigen, eksistensen af eller karakteren af de påståede irakiske masseødelæggelsesvåben.
Den 29-årige tolk, som tolkede mandarin og kinesisk blev arresteret i marts og fyret fra sin stilling i GCHQ i juni 2003. Men for nogle måneder siden besluttede den britiske regering overraskende ikke at rejse sag mod hende for at have brudt sit tavshedsløfte, The Official Secrets Act .
Tiltalefrafaldet var bemærkelsesværdigt, fordi den lov fra 1998, som normalt beskytter ansatte, der beslutter sig for at gå til offentligheden med »alvorlige bekymringer« udtrykkeligt undtager ansatte i efterretningstjenesterne. Spioner har med andre ord ikke den ret, som alle andre har, og da det var klart, at Gun faktisk havde forbrudt sig mod tavshedsløftet følte de fleste iagttagere, at der måtte være en anden grund til regeringens tilbageholdenhed i sagen.
De fleste gættede på, at regeringen droppede sagsanlægget, da det kom frem, at Guns advokater til hendes forsvar havde tænkt sig at benytte sig af regeringens egen advokat, Lord Goldsmiths, vurdering af Irak-krigens lovmedholdelighed. Goldsmiths vurdering har aldrig været offentliggjort i sin helhed, men der var vedholdende rygter i Underhuset, som hævdede, at generaladvokaten var skeptisk over for krigens lovlighed og først i sidste øjeblik bøjede sig for politisk pres fra Downing Street og producerede et kort resume, som fandt krigen lovlig. Det var dette resume, som senere blev offentliggjort og fungerede som Blair-regeringens juridiske dække i krigsdiskussionen.

Sagen David Kelly
Men selv om Guns afsløringer var det mest åbenlyse brud på tavshedsløftet, var det en anden sag, der endte med at blive den mest omtalte i Storbritannien – måske fordi Guns lækage ramte amerikanerne og ikke den britiske regering.
Dr. David Kelly, mikrobiolog fra Oxford og en af verdens mest anerkendte våbeneksperter og veteraner i Irak-inspektionerne, forbrød sig muligvis ikke direkte mod reglerne i det britiske forsvarsministerium, hvor han var ansat. Men ved at lade flere journalister forstå, at der fra Blairs hovedkvarter i Downing Street blev lagt et urimeligt og enormt politisk pres på især agenterne i den britiske eksterne efterretningstjeneste MI6 for at producere bestemte politisk »sexede« konklusioner til fordel for krigen, konklusioner, der simpelthen ikke havde bund i den virkelighed, Kelly kendte til fra sit arbejde, endte Kelly med at blive Irak-krigens mest kendte whistle-blower, som briterne kalder de mennesker, som lader offentligheden få indsigt i ellers hemmelige forhold i en god sags tjeneste.
Kelly – der selv gik ind for Irak-krigen og derudover var overbevist om eksistensen af et aktivt irakisk program for udviklingen af kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben – følte, at den britiske regering i sit nu berygtede offentlige Irak-dossier, overdrev sin argumentation for krigen.
Det var især påstanden om, at irakerne kunne have de dødelige våben klar til affyring på 45 minutter, som irriterede hans faglige stolthed. Han gik til flere journalister med sine betænkeligheder – deriblandt til journalist Andrew Gilligan fra BBC’s radioprogram Today. Gilligan overdrev imidlertid Kellys udsagn, og rettede dem i sit program mod Blairs daværende pressechef, Alastair Campbell som han beskyldte for – sammen med Blair – bevidst at have indføjet de 45 minutter i dossieret vel vidende, at den ikke holdt vand og dermed at have vildledt såvel parlamentet som den britiske offentlighed.
Derved blev Kelly som anonym kilde fanget i en verbal krig mellem BBC og regeringen. BBC tabte på papiret ved den senere Hutton-kommission, men David Kelly betalte prisen for sin åbenmundethed med sit liv. Han begik selvmord ved udsigten til en embedsmandssag for både brud på sin tavshedspligt og for at have løjet om sine udsagn til BBC.
En anden højtstående ansat i forsvarsministeriet, Brian Jones, en leder i ministeriets efterretningsenhed, stod også frem under Hutton-kommissionens afhøringer og sagde, at han og hans stabs indstillinger var blevet underkendt af den eksterne sikkerhedstjeneste, som han beskyldte for at have ligget under for politisk pres i forløbet op til offentliggørelsen af dossieret.
Jones’ protester var blevet ført til protokols, men ikke videregivet til formanden for regeringens sikkerhedsudvalg, John Scarlett, fremgik det under Hutton-afhøringerne. Tony Blair blev senere over for Underhuset i en debat i år mere eller mindre tvunget af Jones’ udsagn til overraskende at erklære, at han ikke personligt var klar over, at dossierets påstand om de 45 minutter refererede til »almindelige våben«, og ikke til strategiske missiler, som normalt er det, man taler om, når man diskuterer masseødelæggelsesvåben.
Sætningen om de 45 minutter blev flittigt brugt af især de britiske tabloidaviser i den ophedede debat for og imod krigen. The Sun, Storbritanniens største avis, som støttede regeringens linje i krigen, udkom eksempelvis med overskriften »Briter 45 minutter fra dommedag« i en reference til den irakiske trussel mod britiske tropper på Cypern. En anden avis, The Star, anvendte overskriften. »Sindssyg Saddam klar til angreb: 45 minutter fra kemisk krig.« Alle medier nævnte de 45 minutter i dækningen af dossieret, men forsvarsminister Geoff Hoon – der sagde, at han godt vidste, at de 45 minutter ikke handlede om strategiske missiler – sagde under Underhusets debat om sagen, at han opholdt sig i udlandet, da dossieret udkom og ikke havde bidt mærke i pressedækningen.
Da Tony Blair holdt sin tale til Underhuset den 18. marts lige før afstemningen, som sendte de britiske tropper i krig, brugte han ikke påstanden om de 45 minutter.

En der blev dømt
I den senere Hutton-rapport erkendte chefen for MI6, Richard Dearlove, at de 45 minutter »i tilbageblikkets skær« havde tiltrukket sig » en opmærksomhed, som ikke var rimelig.« Det var det tætteste, den britiske offentlighed er kommet på en slags undskyldning fra de øverste besluttende cirkler i det netværk af politikere og efterretningschefer, som tog beslutningerne om Irak-krigen i Storbritannien.
Der har ikke været nogle retssager mod nogen åbenmundede efterretningsansatte. Man skal tilbage til 2002, hvor en tidligere ansat i den interne britiske sikkerhedstjeneste, MI5 for at finde en. Ex-agent David Shayler blev idømt fængsel i seks måneder for at have brudt sit tavshedsløfte. Shayler, som kun sad fængslet i syv uger og i dag er en fri mand, hævdede blandt andet efter at have forladt MI5, at Storbritanniens havde planlagt at myrde Libyens leder, Muammar Gaddafi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu