Læsetid 3 min.

Et spørgsmål om ’sandsynlighed’

På mandag vil statsministeren efter alt at dømme fremlægge beviset for, at han løj for Folketinget og offentligheden
17. april 2004

Kommentar
Hvem vinder? Den afskedigede efterretningsofficer, som ifølge fredagens meningsmålinger har al sympatien på sin side? Eller den krigsførende statsminister, som formentlig tabte yderligere troværdighed torsdag, da han besluttede at offentliggøre de efterretningsrapporter om Irak-krigen, som hidtil – »i sagens natur« – ikke har tålt offentliggørelse?
Svar: Ingen vinder. Når rapporterne fra Forsvarets Efterretningstjeneste offentliggøres mandag, vil de vise sig at rumme en række tvetydige, forbeholdne og formentlig indbyrdes modstridende formuleringer om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Hvilket gør det muligt for både den tidligere FE-officer Frank Grevil og den nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen at udpege skriftsteder til støtte for deres syn på sagen om de forbudte, reelt ikke-eksisterende våben.
I de fragmenter af FE-rapporterne, som har været offentliggjort i Berlingske Tidende, kan man f.eks. læse, at »Der foreligger ingen sikre oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben.« Et sådant udsagn kan umuligt – kan Grevil sige – underbygge Foghs påstand efter krigen om, at Saddam Hussein »sandsynligvis« besad sådanne våben.
Det samme gælder udsagnet om, at »Der vides meget lidt om den nuværende status på Iraks kemiske program…«
Men hvis statsministeren lukker øjnene for disse sætninger, kan han i stedet læne sig op ad passager som f.eks. at »Irak vurderes at have et aktivt program, der tillader landet at producere mindre mængder af visse mikroorganismer og giftstoffer (toksiner), bl.a. i små mobile anlæg« eller sætninger om, at Iraks kemiske program »vurderes« at være aktivt.
En anden tænkelig grund til, at både Frank Grevil og Anders Fogh på mandag kan hævde at have fået ret, er, at der måske er ting, som Grevil har set eller ligefrem selv skrevet, som aldrig er nået frem til Fogh. Omvendt kan det tænkes, at de vurderinger, statsministeren modtog før krigen, er nogle, Grevil aldrig har stiftet bekendtskab med.
Forretningsgangen i det hemmelige system er typisk, at analytikerne og eksperterne i FE skriver en rapport – f.eks. en trusselsvurdering om Irak – som efter kommentering og med godkendelse på adskillige niveauer i FE oversendes til en snes forskellige modtagere fordelt på de fem såkaldte ‘magtministerier’: stats-, udenrigs-, forsvars-, indenrigs- og justits-.
Her kan dokumenternes skæbne være forskellig. I Forsvarsministeriet oplyser man til Ritzau, at ministeren altid selv modtager det originale FE-dokument – hvilket måske kan blive en belastende faktor for Svend Aage Jensby i det videre forløb – hvorimod statsministeren kun i nogle tilfælde får FE-dokumenter at se. Mindre vigtige dokumenter når ifølge afdelingschef i ministeriet Sten Frimodt Nielsen ikke frem til statsministeren, ejheller i form af skriftlige resuméer fra embedsmændene. Derfor skal der en nærmere redegørelse eller uvildig undersøgelse til at afgøre, om Fogh og Grevil har haft de samme dokumenter at forholde sig til.

Duellen mellem de to herrer er et fundamentalt spændende drama, hvilket de seneste døgns frenetiske mediedækning fortæller alt om. Det er imidlertid lige før, at striden om citater og citatfortolkninger afleder opmærksomheden fra den hjemlige Irak-sags egentlige konfliktpunkt.
Efter at Frank Grevil trådte frem i Information i onsdags, har statsministeren haft et vist held til at gøre mediestriden mellem de to til en strid om betydningen af ordet ‘sandsynligvis’.
Da Anders Fogh Rasmussen den 24. marts i år åbnede Det Udenrigspolitiske Nævns høring om Irak, sagde han bl.a.:»Det var således i perioden frem til Irak-krigen Forsvarets Efterretnings-tjenestes vurdering, at Irak sandsynligvis rådede over biologiske og kemiske våben.«
Denne formulering var med til at drive Frank Grevil frem i offentligheden, fordi han ikke kunne acceptere, hvad han oplevede som Foghs misbrug af FE. For ifølge Grevil har »efterretningstjenesten aldrig på noget tidspunkt (…) givet udtryk for, at Irak sandsynligvis havde masseødelæggelsesvåben.«
Det handler citat-striden nu om. Men det vigtige er naturligvis ikke, hvad Fogh siger nu – mange måneder efter krigen – men hvad han sagde, da han fik et flertal i Folketinget til at gå i krig.
For før krigen sagde han og udenrigsminister Per Stig Møller ikke, at Saddam ‘sandsynligvis’ havde forbudte våben. Som alle ved sagde de to ministre i forskellige formuleringer, at »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.«
Per Stig Møller sagde så sent som i juni, at »Efterretningstjenesternes oplysninger har ikke spillet nogen rolle for mig og regeringen.« I dag ved vi fra statsministeren, at FE’s rapporter vitterlig var del af beslutningsgrundlaget, og dermed vil Foghs offentliggørelse på mandag af rapporterne være selve ‘the smoking gun’, beviset på, at statsministeren talte mod bedre vidende i sine udsagn til offentlighed og folketing om Saddams våben som en kendsgerning, noget »vi ved«.
For hvis – selv hvis – Fogh på mandag kan føre sandsynlighedsbevis i ordstriden med Grevil for, at efterretningstjenesten sagde eller mente ‘sandsynligvis’, så har han jo også dermed ført bevis for, at der er modstrid mellem tjenestens vurderinger og hans egne udsagn, da han sendte Danmark i krig.
Altså: Anders Fogh vil på mandag – presset af hædersmanden Grevil – fremlægge selve beviset for, at han, statsministeren, udtalte sig i strid med sin efterretningstjeneste. Fogh sagde ’vished’ om Saddams forbudte våben, FE sagde ’ikke-vished’ i rapporterne til regeringen.
Lad os så få den undersøgelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu