Læsetid: 4 min.

Sprednings-politik har ingen effekt

Flygtninge flytter ofte, så snart de må. Og dem, som flytter, oplever en voldsom stigning i sandsynligheden for at finde job
15. april 2004

Velfærdsanalyse
Når en flygtning får tildelt asyl i Danmark kan vedkommende ikke selv bestemme, hvor i landet han eller hun vil bosætte sig. Den danske spredningspolitik implicerer nemlig, at flygtninge skal fordeles rundt omkring i landet. Derfor vil den enkelte flygtning ofte opleve at blive boligplaceret hvor han eller hun ikke på forhånd havde noget ønske om at bo.
Undtaget fra spredningspolitikken er personer, som selv skaffer sig job og bolig. Indtil 1998 gjaldt bopælskravet i 18 måneder, hvorefter flygtninge frit kunne flytte, hvis de kunne skaffe sig en bolig. I 1999 strammedes lovgivningen, således at bopælskravet gælder i tre år, og desuden kan en flygtning kun flytte, hvis han eller hun selv kan skaffe sig en bolig, og hvis den modtagende kommune er villig til at betale kontanthjælp/integrationsydelse. På det seneste har der været røster fremme om, at vi skal stramme spredningspolitikken over for flygtninge yderligere. Der kan derfor være grund til at rekapitulere, hvad vi allerede ved om virkningerne af spredningspolitik.
Den danske spredningspolitik blev iværksat i midten af firserne, dels på grund af problemer med at anvise boliger i storby områderne, dels for at fordele byrden ved integration af flygtninge på flere kommuner, og dels ud fra et argument om, at flygtninge, som kom til at bo omgivet af etniske danskere, ville integreres hurtigere i det danske samfund, især på arbejdsmarkedet.
Spørgsmålet er imidlertid, om politikken virker efter hensigten. I Sverige viser en forholdsvis ny undersøgelse, at indvandrere som valgte at blive boende i boligplaceringskommunen havde en 20 procents højere risiko for at være uden job otte år efter indvandring end de som var fraflyttet boligplaceringskommunen. Den svenske spredningspolitik blev i øvrigt opgivet for mange år siden.
Nu er der naturligvis store forskelle – især geografisk – på at blive boligplaceret langt oppe i Nordsverige og så på Vestsjælland, så derfor kunne resultatet sagtens være et andet i Danmark. Sammen med Anna Piil Damm fra Handelshøjskolen i Aarhus har jeg undersøgt nogle af virkningerne af den danske spredningspolitik.
Som økonom vil man næsten automatisk forvente, at en indskrænkning i folks frie valg fører til en reduktion i deres ’livskvalitet’. Argumentet for alligevel at lave en sådan begrænsning skulle så være, at de, med den information de har til rådighed på det tidspunkt, hvor de skulle vælge at bosætte sig, ville foretage et valg som ikke var optimalt. Ydermere førte økonomisk-teoretiske overvejelser til, at vi på forhånd forventede følgende:
*Indvandrere som bliver boligplaceret i et område med relativt få af deres landsmænd vil forsøge at flytte hurtigst muligt. Dette skyldes en antagelse om, at flygtninges livskvalitet øges med antallet af landsmænd, de omgås.
*Implikationen er, at de ikke søger særligt aktivt efter job i boligplaceringskommunen, tværtimod! Intuitionen bag resultatet er, at de skal kompenseres lønmæssigt for det tab som de påføres ved at bo i – for dem – mindre attraktive områder. De foretrækker derfor at vente med at finde beskæftigelse til de er flyttet hen, hvor de ønsker at bosætte sig.
*Derfor er der en risiko for, at spredningspolitik forsinker flygtninges integration på det danske arbejdsmarked. På den anden side: Hvis indvandrerne nu placeres i kommuner, hvor jobchancerne er bedre end de kommuner, hvor de selv ville have bosat sig, trækker det naturligvis i den modsatte retning.

Empirisk kan man analysere virkningerne af spredningspolitikken ved at undersøge flygtninges flyttemønstre i sammenhæng med deres situation på arbejdsmarkedet. En ret stor andel af flygtninge fraflytter boligplaceringskommunen rimeligt hurtigt. Således er omkring 40 procent af de som kom til landet i 1993 fraflyttet boligplaceringskommunen i 1997. Tilsvarende resultater fås i Sverige og Norge. Blandt de, som kom ankom i 1986, er det op imod to tredjedele. Det kan endvidere ses, at fraflytningen er størst fra de små kommuner, og at det er de store kommuner, især hovedstadsområdet og Århus, som er de store modtager-kommuner. Flygtninge omgås altså i en vis udstrækning spredningspolitikken ved at flytte, så snart der gives mulighed herfor. Endvidere finder vi, at de som flytter oplever en voldsom stigning i sandsynligheden for at finde job efterfølgende. Disse forbedrede jobchancer skyldes ikke, at flygtningene flytter til kommuner, hvor ledigheden er lav eller jobskabelsen høj. Tværtimod flytter de i en vis udstrækning til kommuner, hvor deres chancer for at finde job burde forværres. Det gør de bare ikke, og det skyldes sandsynligvis, at flygtninge som bor sammen med deres landsmænd er mindre ’krævende’ i deres krav til et acceptabelt job, fordi de i forvejen har en vis livskvalitet.
Implikationen er, at spredningspolitik tilsyneladende har den utilsigtede virkning at den arbejdsmarkedsmæssige integration af nogle af flygtningene forsinkes, stik imod formålet med politikken. På den anden side ser det ud til, at for de som boligplaceres et sted de er tilfredse med, der går arbejdsmarkeds-integrationen hurtigere end den ellers ville have gjort, hvilket taler til fordel for spredningspolitikken.
Denne sidstnævnte effekt er dog kvantitaivt mindre end den første, således at en umiddelbar konklusion kunne være at politikken ikke gavner den arbejdsmarkedsmæssige integration af flygtninge.

*Michael Rosholm er professor ved Århus Universitet, tilknyttet AKF og AMID

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her