Læsetid: 2 min.

Statsadvokaten tøver i Grevil-sagen

Statsadvokaten har sendt sagen mod Frank Grevil tilbage til Københavns Politi. Han kræver flere afhøringer, før der eventuelt kan rejses tiltale
23. april 2004

Sigtelsen mod den tidligere FE-ansatte Frank Søholm Grevil bliver nu genovervejet hos politiet. I et brev til Frank Søholm Grevils advokat oplyser politiadvokat Michael Jørgensen, at Københavns Politi på baggrund af Grevils interview i Information i sidste uge, ikke mener, at en eventuel straffesag vil kunne føres som en tilståelsessag.
Det har anklagemyndigheden ellers hidtil lagt op til. Politiet står med andre ord nu med valget mellem at tiltale og føre en regulær retssag – eller fuldstændig at frafalde sigtelsen mod Frank Grevil Søholm.
Baggrunden for, at politiet har ændret mening, er Frank Søholm Grevils udtalelser i Information den 14. april om, hvorfor han lækkede de hemmelige FE-vurderinger. Her sagde Grevil, at han gjorde det »af hensyn til den demokratiske debat«, og »til gavn for Danmark og for demokratiet«. Udtalelser, som kan fritage Grevil for straf, hvis retten mener, at han har handlet i »berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse«, som det hedder i straffelovens §152 e.
Det er Statsadvokaten for København, Karsten Hjort, der i sidste ende afgør, om der skal rejses tiltale mod Grevil. Inden han gør det, har han dog bedt Københavns Politi om at afhøre Frank Søholm Grevil endnu engang for at afgøre, om Grevil fastholder, at han gjorde det i samfundets interesse.
»Frank Grevil er ikke blevet afhørt efter, han stod frem i Information. Derfor vil jeg godt have belyst, hvad hans standpunkt i grunden er. Om han stadig vil tilstå, som han oprindeligt gjorde, eller om han gør gældende, at der foreligger en situation, der er omfattet af straffelovens §152 e. I lyset af de argumenter han måtte komme med, tager vi stilling til, hvad der skal ske i sagen,« siger Karsten Hjort.

Offentligheden
Fastholder Frank Søholm Grevild, at han lækkede dokumenterne i »berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse«, betyder det dog ikke automatisk, at anklagemyndigheden frafalder sigtelsen mod ham, understreger Karsten Hjort.
»Vi vil jo lige høre, hvilke argumenter, han har. Når vi så har hørt dem, træffer vi afgørelse, om vi skal frafalde sigtelsen eller tiltale ham.«
Vælger anklagemyndigheden at rejse tiltale, vil sagen blive afgjort som en domsmandssag. Der vil en dommer og to domsmænd skulle tage stilling til, om Frank Søholm Grevil har afsløret oplysninger, der er af så stor interesse for offentligheden, at han skal fritages for straf.
Ifølge professor i procesret fra Københavns Universitet, Eva Smith, skal man dog ikke forvente, at der i en eventuel retssag vil blive fremlagt hemmeligstemplede rapporter og komme nye oplysninger frem.
»Det, der vil komme frem, behøver ikke at være andet, end det han har fremlagt i pressen,« siger Eva Smith.
Sagens hovedperson, Frank Søholm Grevil, er glad for, at politiet har taget sagen op til genovervejelse. Han fastholder, at han lækkede FE-vurderinger af hensyn til den politiske debat og opfatter det som et forsøg fra politiets side på at undgå en straffesag.
»Det virker som om, de stille og roligt vil hive mig af krogen,« siger Frank Søholm Grevil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu