Læsetid: 6 min.

Stemmernes stemme

En afrikaans radiojournalist blev kvinden, der kunne fortælle sydafrikanernes historier efter apartheid – Information har interviewet Antjie Krog på Sydafrikas valgdag
16. april 2004

Interview
Ingen havde for ti år siden troet, at hun skulle være det nye Sydafrikas stemme – en mor til fire og boer-datter fra en bondegård i den mørkeste karoo (Sydafrikas savanne) i afrikaaner-hjemlandet Orange Free State. I dag er Antjie Krogs navn på alles læber. Både når de udenlandske akademikere og journalister skal debattere den komplekse overgang fra apartheid, og når sydafrikanere selv skal pege på en, der kan forklare.
»Alle mulige mennesker føler, at hun giver dem en stemme,« skriver professor Margaret Daymond til mig fra Durban. På ti-årsdagen for det sydafrikanske demokrati virker intet derfor mere perfekt, end at jeg får lov til at ringe til Antjie Krog for at høre, hvordan det går med den sydafrikanske historie.
Krog dækkede for radioen det store, sydafrikanske eksperiment: Sandheds- og Forsoningskommissionen (TRC), som i årene fra 1996 til 1998 hørte omkring 20.000 vidnesudsagn fra apartheidens ofre og behandlede omkring 8.000 ansøgninger om amnesti fra apartheidens gerningsmænd. Radioen var det eneste medie, der nåede ud i landområderne og dækkede forsoningsprocessen på alle Sydafrikas 11 officielle sprog. I 98 udgav hun bogen Country of My Skull, en sammenvævet fortælling af de historier, hun havde overværet under TRC’s arbejde. Sat sammen af vidnernes stemmer og hendes egne personlige engagementer, reportagearbejde, nervesammenbrud, tvivl og tro.
I afsnit efter afsnit fortæller folk deres historie og bliver for første gang hørt. Krog dokumenterer, rapporterer og forholder sig ud fra TRC’s dilemma: »Hvis dens fokus kun er på amnesti og kompensation, vil den have valgt ikke sandheden, men retfærdigheden. Hvis den ser sandheden som den bredest mulige sammenstilling af folks opfattelser, historier, myter og erfaringer, vil den have valgt at genoprette vores hukommelse og give liv til en ny menneskehed. Måske er det retfærdighed i dens dybeste betydning.«

Lysende ord
I dag er TRC’s succes stadig til debat. Ikke alle sandheder kom frem. Ikke alle angrede. Nogle grupper fortalte mindre end andre, angrede mindre end de burde. Der er mange ord at sige om, hvordan kommissionens mission ikke lykkedes. Ord, som alle blegner over for historierne i Country of My Skull.
Ved siden af UDF-hustruen Nomonde Calata (enke til Cradock Four-aktivisten Fort Calata) taler ANC-hustruen Winnie Madikizela-Mandela (anklaget for kidnapning og organiseret kriminalitet); den blindede Lucas Baba Sikwipere takker kommissionen for at have lyttet og givet ham følelsen af at se igen; kvinder med underlivet fuldt af pistolkugler får stemme ved siden af beskrivelsen af soldaternes fortrukne ansigter i vidnestolen, jagene i officeren Dirk Coetzees kæber røber de traumer han ikke selv vil afsløre; politiangivere beskriver smagen af brændende benzin; morderen Hechter sætter ord på sit hukommelsestab; DeKlerk skyder ansvaret fra sig; revolutionshelten Tony Yengeni bliver til torturoffer igen, da han skal afhøre sin bøddel, torturmesteren Jeff Benzien.
Det er fuldt af smerte, og alligevel er det livsbekræftende. Blandt Krogs mange overvejelser over TRC’s berettigelse er én åbenlys og essentiel: »På grund af disse fortællinger kan folk ikke længere blive hængende i de separate dynastier af fornægtelse.«

Flere historier
Efter Country of My Skull rejste Krog hjem til Orange Free State for at grave efter apartheidens hvide rødder. Det blev til bogen A Change of Tongue. Senest, og derfor har jeg hende i røret, har hun genopvækket fire af de helt forstummede stemmer: Digtsamlingen The Stars Say ’Tsau’ er hendes redigering og udvalg af historier af fire /Xam-fortællere. /Xam var et af de sydafrikanske buskmandsfolk, hvis sprog og kultur blev registreret af sprogforskerne Bleek og Lloyd i 1870’erne, få år før de sidste levende spor forsvandt. Så midt på valgdagen kan sydafrikansk radios parlamentariske redaktør ikke sige nej til at blive ringet op fra Danmark for at læse op af to af de seneste stemmer, hun har kanaliseret: /Xam-kvinden !Kweiten-ta-//ken og /Xam-manden /Han!=kass’o (de overraskende tegn står for kliklyde, af hvilke /Xam-folket har utallige).
Da jeg spørger Krog, hvad ordet ’tsau’ i bogens titel betyder, vælder et overgivent grineanfald gennem telefonledningen fra Afrikas spids: »Det er bare en lyd! Måske betød det noget engang. Men hvis du står ude på karooen her i Orange Free State om natten, siger stjernerne den lyd. Oppe hos jer har i bare for meget støj til at høre den,« påstår Krog og prøver at karakterisere /Xam-universet.
»Du er i en verden uden ydre og indre, som er en verden af forbundethed mellem dig selv og din krop, og træerne og landskabet og stjernerne og solen og månen – I påvirker allesammen hinanden. Ingen er adskilte, ingen truende, alle lever i tæt opmærksomhed over for hinanden. Og når du dør, falder der en stjerne ned fra himlen.«

Ny og gammel
Hulemalerierne i Sydafrikas Drakensberg kan være mellem millioner og 200 år gamle, for buskmændenes kultur var både ældgammel og splinterny; den levede og åndede helt frem til folket mistede sit sprog og jagtområder omkring år 1900. Så når fortælleren //Kabbo forklarer, at buskmandens alfabet står skrevet i hans krop, er det fordi han lige har mødt skriftsproget:
»Han var en af de eneste fortællere, der nåede at indse, at hans kultur var ved at dø, og at de her mennesker var ved at registrere den. Så han tog noget fra deres verden – alfabetet – og brugte det til at forklare dem sin egen: at de læste bøger på samme måde som han læste sin krop,« forklarer Antjie Krog.
At man skal fortælle sin egen historie for at forstå andres er også et konstant tema i Country of My Skull. Jeg spørger Krog, om historierne overhovedet fortæller sandheden.
»De fortæller, at der er mange sandheder. Men samtidig: når du læser buskmændene ved du, at deres sandhed også burde være din. At de er i en slags perfekt kommunikation med kosmos, som vi ikke er, og ved noget om, hvordan vi lever med hinanden på jorden. Nogle gange føler jeg, at min egen vestlige tankegang har mistet dét. Der er en ufølsomhed, eller en uopmærksomhed, i Vesten over for, at den samme ting har flere sider. Mens fortællingerne fra de her mundtlige kulturer har en grundform, der er stærk nok til også at rumme nye sandheder.«
Det hele starter med historierne i Sydafrika, hvis litteratur derfor ofte udspiller sig i et hybridt felt mellem hvad vi forstår som fakta, og fiktion. Men hvordan går det så med at få plads til alle de historier i det unge demokrati?
»Meget bedre, tror jeg, ey? Jah, der er en opmærksomhed,« svarer Krog med sin varme afrikaans-accent.
»De sidste par år er der kommet fantastisk materiale ud. Den politiske revolution – enten er den overstået, eller også kommer den ikke. Men der er en kulturel revolution i gang i Sydafrika. Den energi, der bliver pumpet ud, er helt utrolig – i alle kunstarterne, og uden at de får nogen økonomisk støtte fra regeringen. Prøv at læse nogle af de nye bøger: Njabulo Ndebeles The Cry of Winnie Mandela, Pumla Gobodo-Madikizelas A Human Being Died That Night, Zakes Mda, Sindiwe Magona – der er virkelig interessante ting igang.«
På den note slipper jeg historiefortæller Krog tilbage ud i et valg, hvis største fare er reduktionen af den sydafrikanske mangfoldighed til én enkelt historie: ANC’s.

*Antjie Krog: Country of My Skull. 286 sider, Random House. På lager hos Atheneum til 144 kroner

*Antjie Krog: The Stars Say ’Tsau’. 64 illustrerede sider, Kwela Books. Endnu kun udkommet i Sydafrika, udkommer internationalt 1. august

*Antjie Krog: A Change of Tongue, 376 sider, Random House. Kun udkommet i Sydafrika

*Hør Antjie Krog læse op af /Xam-digtene på P2 lørdag d. 24.4. kl. 13.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu