Læsetid: 5 min.

Større interesse for billedkunst i Sverige end i Danmark

I det sydlige Sverige er det lige så naturligt at gå på museum, som det er at se en film i biografen. Den politiske velvilje er over for kunstinstitutionerne er også større på den anden side af Øresund. Det oplever dansk leder af kunsthal i Malmø
19. april 2004

I det sydlige Sverige er det lige så naturligt at gå på museum, som det
er at se en film i biografen. Den politiske velvilje er over for kunstinstitutionerne er også større på den anden side af Øresund. Det oplever dansk leder af kunsthal i Malmø

Kunst
I Danmark bruger ledere af kunstmuseer al for lang tid på at skaffe støtte fra sponsorer og på at overbevise politikerne om, at museerne har en berettigelse. I Sverige er situationen helt anderledes. Her prioriterer man at vise gode udstillinger. De skal tilmed skal være gratis. Tidligere leder af Center for Dansk Billedkunst Lars Grambye, der siden november har været chef for Malmö Konsthall, er derfor godt tilfreds med at have skiftet land rent professionelt:
»Jeg oplever en kulturpolitisk radikalt anderledes situation end den, jeg kender fra Danmark. Her er der egentlig en meget sympatisk forståelse af billedkunstens betydning og også en forståelse for, hvad man skal gøre for ikke at handikappe kunstinstitutionerne unødigt,« siger Lars Grambye.
Han fortæller, at man som museumsleder i Danmark er nødt til at bruge langt størstedelen af sin tid på at finde sponsorer. For slet ikke at nævne den tid, der går med at overbevise nationale og lokale politikere om, at en udstilling er god i kraft af stigende besøgstal. I Sverige har man ikke den samme skepsis over for kunstmuseer. Tværtimod:
»I Malmø lægger politikerne vægt på, at der er gratis entré, og de fleste mener, at det er vigtigt, at man kan få hovedparten af midlerne i det offentliges regi. Man ser sponsormidlerne, som noget, der kun bør være supplerende,« lyder det fra Lars Grambye. I Danmark mener han, at kunstinstitutionerne efterhånden bliver målt på, hvor stor tilstrømning af publikum har været og på evnen til at skaffe private
støttemidler.

På lige fod med biffen
– Hvad er kriteriet for succes på et museum i Sverige?
»Det er et stort ønske om, at man har et spændende udstillingsprogram, som gerne må være udfordrende og anderledes. Samtidig forventer man fra politisk hold, at museet er i stand til at formidle kunsten. Der er en naturlig forventning om, at formidlingen er en indbygget del af udstillingen. Der er ingen tro på, at værkerne bare skal have lov til at tale for sig selv, hvor man dybest set overlader publikum til sin egen skæbne.«
Lars Grambye er godt tilfreds med, at der er en naturlig interesse for at se kunst blandt Malmøs borgere. Over 230.000 besøgte udstillingen sidste år.
»Her anses det ikke for at være noget specielt mærkeligt at gå på kunstudstilling. Det rangerer på lige fod med at gå i biografen eller i teateret. Det er en helt almindelig kulturel praksis. I Danmark kan man opleve, at det at gå på udstilling er en lige lovlig speciel ting, som man skal tage sig sammen for at gøre,« siger Lars Grambye.
– Hvorfor tror du, at der er forskel på interessen for kunst i Danmark og i Sverige?
»Jeg tror, at det afspejler en forskellig holdning til, hvordan man har prioriteret kunst til børn og unge gennem årene. Billedkunst har haft høj prioritet i skolen i Sverige. Det er ikke noget, som man i lighed med andre kunstarter let kan fordøje. Det kræver redskaber, som man åbenbart har fået i Sverige i højere grad end i Danmark,« siger Lars Grambye.

Museer skal skabe debat
Han mener, at det er kunstinstitutionernes opgave at skabe debat. Til maj viser Malmö Konsthall udstillingen Territories, som tidligere har været vist i Berlin. Udstillingen handler om at besætte og beherske territorier:
»Grunden til, at jeg gerne vil vise den udstilling, er, at jeg gerne vil gøre det klart, at jeg mener, at en kunsthal ikke bare er et sted, hvor man kommer for at nyde kunsten, men også er et sted, hvor man bliver konfronteret med problematikker, der er aktuelle globalt i verden. Det, aviserne beskæftiger sig med dagligt, skal kunstinstitutioner også beskæftige sig med. De oplagte territorier, som der bliver sat fokus på i udstillingen er ikke mindst Israel-Palæstina konflikten og Irak-krigen, men det er også Christiania og andre steder med politisk aktualitet.«
Lars Grambye mener, at kunstinstitutionerne skal udfordre publikum:
»Kunsthallen har en meget vigtig opgave over for sit publikum med både at fastholde dets interesse og skærpe dets nysgerrighed. På den ene led skal kunsten præsenteres, så folk ikke løber skrigende bort, og på den anden led, skal man præsentere noget kunst, folk ikke havde regnet med at se,« siger Lars Grambye.
Hans ambition er, at Malmö Konsthall skal have en international profil samtidig med, at det er en platform for den regionale samtidskunst:
»De to ting er efter min vurdering ikke en modsætning. Tværtimod. De styrker hinanden. Ideen om at alt, hvad der er tæt på, ikke er særligt interessant i forhold til det, der er langt væk, er dybest set en forfærdeligt provinsiel tankegang. Jeg tror, at det er vigtigt for, at man kan få den rigtige fundering som institution, at man også tager vare på den meget spændende kunst, der er i regionen omkring én selv. Det gør selvfølgelig opgaven lettere, at vi har så mange spændende kunstnere, og at der sker så meget her, hvor vi bor. Det gør, at man får mere lyst til at løfte opgaven,« siger Lars Grambye.

Stafet i kunsthallen
– Mener du, at kunst fra regionen er underprioriteret?
»Ja, rent ud sagt! Som kunstner i vores del af verden, må det have været frustrerende at opleve, at der har været så ringe en interesse fra institutionerne for at vise det, man laver. Men jeg er egentlig bare lykkelig for, at der ikke er andre, der udfylder den niche, for det er en meget attråværdig opgave, som jeg gerne vil påtage mig.«
I Malmö Konsthall prioriterer man blandt andet samtidskunsten fra Øresundsregionen gennem en ny tilbagevendende udstilling, der præsenteres første gang til september. Udstillingen kommer til at fungere som en stafet. Hvert andet år udvælger 12 kunstnere 12 nye kunstnere, der skal udstille næste gang og så fremdeles. I udstillingen indgår kunstnere fra begge sider af sundet og alderen på kunstnerne spænder på nuværende tidspunkt fra 18 til 84 år.
»Udstillingen er ganske ude af kontrol, fordi kunstnerne selv vælger, hvem der næste gang skal udstille. Jeg synes, at det er vigtigt at lave denne udstilling, fordi den ikke er båret af et stramt koncept. Den handler mere om at få vist, hvad det er for noget kunst, der bliver skabt lige i øjeblikket i regionen omkring os. Hvis der er nogle, der kan gøre det spændende, er det i allerhøjeste grad kunstnerne selv.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her