Kaffe på kanden i teatrets mødelokale, værsgo, kom inden for, velkommen til, og så er scenen er sat til et civiliseret interview om det passerede: En chefredaktør vil nedprioritere teaterstoffet. Et teater reagerer voldsomt imod.
Ikke at intervieweren får indført så mange ord, for Henrik Hartmann er virkelig harm, og det er Peter Langdal for så vidt også, men han taler med mindre bogstaver end sin kollega, der er som en vulkan i udbrud. Den helt uskyldige interviewer har kun én dårlig undskyldning for sin fåmælthed: De er to mod en. Og så er vi bardus midt i strambuksen. Hartmann refererer til den telefonsamtale, han har haft med David Trads.
Henrik Hartmann: »...Det, han snakkede om var, at avisen gerne ville have noget holdningsstof, og så siger han, at det er rytmisk musik, billedkunst, litteratur og filosofi, men hvis noget er holdningsstof... så er det sgu da det, vi laver.«
»Samtlige skuespillere og instruktører, jeg har mødt, synes, det var en fantastisk ide at rykke den annonce ind, hvor vi bad en freelancer anmelde os uvildigt. Det har skabt en debat om noget, vi alle sammen har gået og lurepasset med, og den debat er i gang nu, og det skal den satengaleme være, for når Trads siger holdningsdebat, mener han det, der i musikken hedder easy listening. Holdninger, jævnet ud med lidt madlavning, og den ene teaterdirektør har nok en kone, og lad os endelig høre lidt om det og alt det pis, som ikke har en skid med noget at gøre. Hvis I bliver ved med det, Kristen Bjørnkjær, så ender det med, at I bliver lige så kedelige som gratisaviserne, og så spiller I jer selv af banen.«
Baloney
Det står vel ikke i menneskerettighederne og FN-konventionerne, at et teater har krav på at blive anmeldt?
»Overhovedet ikke, nej! Han må sgu da selv om, hvad han vælger, men han skal ikke komme med sit baloney. Han tror, han gør, hvad der kan betale sig, og det forfladiger ganske simpelt din avis og alle andre aviser, for de er ved at gøre det samme. Det viser den lille historie om et par andre avisers teaterdækning, I havde valgt at bringe ved siden af vores annonce.
Det var mig, der skrev den, fordi vi syntes...
»Ja, for hvem skal vi spørge, ællebælle, ællebælle, katten gør æg, vi spørger lidt hist og lidt der, og endelig finder vi en, som er lidt enig med os, og det er Jyllands-Posten.«
Peter Langdal: »Det er ikke bare, at vi er knotne over, at I ikke gider skrive om det, vi laver, som folk i øvrigt vælter ind til i forvejen, men fordi det afspejler en gængs holdning i medierne p.t., hvor døgnfluestof og petitjournalistik forpester i forhold til fordybelse.«
»Jeg abonnerer jo ellers på jeres avis, men jeg blev chokeret den morgen, hvor jeg slog op, og der stod kulturredaktør søges, og hvor alle kunstarter var nævnt undtagen teatret. Så tænkte jeg, hvad fanden er det for noget? Det er sørgeligt, hvis medierne begynder at gøre som kulturpolitikerne, nemlig kun ser, hvad der står på bundlinjen. Det er jo ikke det, vi er sat i verden for.«
Man har vel lov til at drosle nogle anmeldelser ned for at give plads til andre typer kulturstof?
Henrik Hartmann: »Det har man, men hver gang, man siger sådan noget, så ender det med sådan noget Syng Med-stof, og hvem er den bedste danske et-eller-andet og alt det, der kommer i slipstrømmen af det. Og så et lille interview med en glad skuespillerinde, der er gravid. Alting bliver forfladiget... meninger, holdninger.
Lige det er noget, Information aldrig er blevet beskyldt for før.
Henrik Hartmann: »Så er det da godt, det sker nu. Det var også det, jeg sagde til din ven Trads: Er der ingen af jeres læsere, der interesserer sig for teater? det passer fandeme ikke, og I har også et ansvar.«
Peter Langdal: »Hvis man først begynder at spekulere for meget i segmenter, i grønt publikum og rødt publikum og blå læsere og lilla læsere, så er det kunstnerisk harakiri.«
Teater og fodbold
Henrik Hartmann: »Trads vil have fat i nogle andre slags læsere, de kommende, siger han. Al ære og respekt! Men hvad med at pleje dem, der er?«
Peter Langdal: »Så siger I, at I hellere vil have stof om film, men sandheden er, at der går lige så mange mennesker i teatret i Danmark, som der går til de danske film. Det er de færreste, der ved det.«
Det lyder umiddelbart overraskende...
»Det er faktisk rigtigt.«
Kan det ikke være lige så relevant at lave en reportage fra en af jeres debatter?
Peter Langdal: »Jeg vil hellere have, at folk forholder sig til mit kunstværk. Programartikler a la: Hør nu her, den tredje verden, dem skal vi tænke på... dem kan man jo læse så glimrende i jeres avis.«
Henrik Hartmann. »Du bliver jo ikke bedømt på dit tøj, men på, hvad der står i din avis, og hvad du skriver. Det er det tilsvarende, vi andre gerne vil.«
Vi bliver jo ikke anmeldt
.
Henrik Hartmann: »Det bliver du nu, og så lad os da få den debat om, hvad pressen skal. I er i jeres fulde ret til at gøre det, I gør, men så har vi lov til at reagere og sige: Undskyld, men hvem satte dagsorden med spørgsmålet om, hvad tænker De Andre som et af vores stykker hed (med bidrag af forfattere fra 10 arabiske lande. red.). Så er der en glatnakke, der hedder Trads, som siger: Vi skal lige have fat i noget holdningsstof, for vi skal sælge nogle flere aviser til nogle unge mennesker, som vi for øvrigt ikke har fat i endnu. Narrerøv! Det skriver du ikke, det ved jeg godt.«
Det kan nu godt være...
Henrik Hartmann: »Det vil jeg stort set skide på... ellers rykker jeg det ind selv som en annonce. Ingen af jer glatnakker ser konsekvensen af det, der er sket. Det er meget værre. Tænk hvis det nu ikke var en fed, gammel teaterdirektør, der havde indrykket en annonce. Tænk hvis nu, det var et parti, I ikke kunne lide, som gjorde det? Enhver kan jo købe hele Information fra ende til anden.«
Vi har vore grænser...
Henrik Hartmann: »Undskyld.«
Peter Langdal: »Jeres politiske stof er jeg gider ikke rose jeres avis, for lige nu er vi tossede på jer... men jeres politiske stof er det mindst ringe, synes jeg. I interesserer jer for verden omkring os. Det gør vi også... Men den sidste teaterartikel (om Aveny-T. red.), du havde, var den om to drenge, der snakker lidt om damer, og som sammenligner teater med fodbold. Samme dag fik vi at vide, at avisen ikke gad bringe en anmeldelse om det, vi laver. Om indholdet. Derfor farer vi i flint.«
I kan ikke påstå, vi udelukkende går efter det populistiske. Faktisk har Information lige droppet superligadækningen.
Peter Langdal: »Har I det? Jeg orker ikke, at vi skal diskutere Information mere, men hellere medier og kunst generelt.«
Henrik Hartmann: »Undskyld, men hvornår har I i øvrigt sidst dækket noget, som virkelig havde holdning, i billedkunsten? Rockmusikkens holdning? Hvor er den? Fortæl mig om det. Det vil jeg gerne vide!«
Amusement park
Er der ikke for meget dannelsesfims omkring teater?
Peter Langdal: »Det er klart, der har været en borgerliggørelse af teatret, så det er blevet til et vitrineskab mange steder. Henrik og jeg arbejdede sammen på Det Kgl. Teater, der kender vi hinanden fra. Så søgte vi Betty Nansen Teatret sammen og fik det, og i starten snakkede vi meget om, hvad vi havde på hjerte osv., for man kan jo ikke regne den ud, så det blev til snart til: Hvad brænder vi for? Repertoiret vokser ud af lyst og nysgerrighed: Hvad er det, der sker med vores land i øjeblikket f.eks.?«
Henrik Hartmann: »Hvad De Andres tanker angår, begyndte det med, at vi fik besøg af en mand fra Teheran. Han fik indleveret 100 nyskrevne stykker om året, og så tænkte vi: Dem må vi læse. Det var da interessant at lade de andre fortælle om sig selv i stedet for, at vi altid fortolker dem.«
»Så var der valg lige efter, og 75 procent af os stemte på tre store politiske partier, som ville af med de fremmede eller i hvert fald sørge for, at der ikke kom flere. Når man så undersøger, hvor mange, der egentlig er i Danmark, så er det ca. to procent, når vi ser bort fra svenskere og andre nordeuropæere. Er det virkelig det beskedne tal, vi synes skal væk? Så kom den ide: Nu lader vi de fremmede selv fortælle fra scenen, hvad de tror, der er så farligt ved dem. For det må være en psykologisk faktor. Vi har foreløbig lavet tre eller fire forestillinger og fortsætter med det. Og det har spredt sig til teatre over hele Europa og er blevet til en tankegang, som vi tror kan åbne nogle øjne og bane en vej. Der er jo ingen, der ellers åbner en mulighed for, at de fremmede kan tale til os og fortælle, hvad de indeholder.«
Hvor bevæger teater sig hen internationalt?
Peter Langdal: »Der er to bølger, som jeg ser det. Den ene er det event-agtige, som ligger i underholdningsindustrien i nærheden af Walt Disney og handler om, at nu går vi alle sammen ned i en båd, og så sejler vi ud til en ø, og så oplever vi noget sammen. Teater som amusement park.«
»Det modsatte er den totale nærhed, som jeg mener er det, teatret kan i den grad. Du ved godt, at afrikanerne, min yndlingshistorie, lægger hænderne på jorden, når de skal fortælle historier de der koraspillere og så tager de historierne fra vores kollektivt ubevidste dvs. fra jorden op, og så er der en mand et andet sted i verden, der tager noget op. Det, at der sidder en mand på en sten og fortæller: Nu skal I høre, hvad jeg har oplevet, og der sidder nogle andre, som lytter intenst optaget af det. De to spor bliver mere og mere polariseret.«
Virkelighedsteater
Jo, men hvis manden ved siden af fortæller en bedre historie, så går de alle sammen der over...
Henrik Hartmann: »Sådan er det, men...«
Og så er han nødt til at gøre den bedre... ikke?
Peter Langdal: »Jo, men det, man glemmer i øjeblikket, er, at tit bliver indpakningen vigtigere, og så glemmer man, hvad historien handler om. Og det er det, der er nemmest og hurtigst at afspejle for medierne og dermed hele dilemmaet, synes jeg. I sælger indpakningen.«
Henrik Hartmann: »Ja, men vi vil gerne lave teater, der fortæller historier til fordybelse, som folk kan finde noget af deres eget liv i.«
Peter Langdal: »Vi havde for nogle år siden et stykke med tre personer, der handlede om kvantemekanik. På det tidspunkt sloges alle teatre ud fra devisen hvem får fat i den billigste musical? Forestillingen om kvantemekanik blev kåret som årets forestilling i Danmark, men det, der var endnu bedre, var, at folk valfartede ind for at opleve noget, der handlede om videnskabens moralske ansvar. Teater, som et sted, hvor man faktisk kan diskutere nogle væsentlige samfundsmæssige ting, som påvirker os alle. Det er derfor, jeg ikke kan forstå, at Information, som er min egen avis
«
Henrik Hartmann: »Det er ikke min avis.«
Peter Langdal: »Du kan få et billigt prøveabonnement
jeg forstår ikke, at Information mener, at teatret som kunstart ikke er relevant i den offentlige meningsdannelse.«
Men for en avis: Hvis læsertallet går ned, så er man da nødt til at prøve på at tænke om igen, ikke?
Henrik Hartmann: »Du har fuldkommen ret. Men når det strammer til på teatret, kan man enten lægge sig i midterbanen eller også siger vi: Vi laver virkelighedsteater. Ensomhed og kvinder lavede vi i 96 en forestilling om, men da virkeligheden pludselig trængte sig på med Lars Norén, så talte alle om det. Men hvem havde lavet virkelighedsteater i Danmark? Det havde Betty. Sidste år havde vi sat herboende jøder og palæstinensere sammen for at beskrive det, som jeg kalder moderkonflikten i verden. Det kom der en fantastisk forestilling ud af. Da var det indholdet, ikke så meget formen, men formen var, at der pludselig er mennesker, der går rundt i blandt os, som står og taler til os. Det kan godt være, jeres avis skal helt ned og dykke, hvor der kun er to læsere tilbage, for så at stige op igen. Men med hjertet i stedet for med marketing. Bare et godt råd til Trads.«
Peter Langdal: »Vi havde også et projekt for mange år siden, hvor vi beskæftigede os med de fremmede, som slet ikke fik den lydhørhed, det har fået nu. Som Kirsten Thorup og jeg lavede på Edison. Hvor vi havde nogle flygtninge fra Bosnien, som lige var kommet hertil. Men hvor debatten først kom meget senere. Noget, som vi egentlig var i gang med at diskutere på teatret. Somme tider kan man jo være så heldig at spejle tendenser i tiden, før de dukker op. Det er ofte noget, kunsten evner.«
Henrik Hartmann: »For nogle år siden var vi meget interesserede i Rote Armé Fraktion og Action Directe og sådan noget, så vi lavede et stykke om terror og Baader-Meinhof-gruppen. Det fik nogle af os til at forstå, hvad fascinationen var. Hvad terrorens væsen pludselig også kunne indeholde. Hos os var det en fascination af verden, som den ser ud.«
Peter Langdal: »Den havde været god at spille i dag.«
Henrik Hartmann: »Temaet ligger nu i det kommercielle Disney- og filmland, som alle nu vil lave film om terrorisme og Baader-Meinhof osv.«
» Jeg kommer fra en tid, hvor jeg var fascineret af den spanske instruktør, Bunuel. Jeg synes, han lavede sådan noget teatralsk noget, så vi prøvede at få rettighederne til at bruge et af hans filmmanuskripter. Det fik vi og lavede Morderenglen, som i virkeligheden ligesom Sommergæster afspejler en tendens i den vestlige verden nu, et stykke, som tager os lidt med bukserne nede, ligesom Peters Sommergæster gør. Vi lever fuldstændig på frihjul uden at se, at der omme i baghaven er noget, der virkelig buldrer.«
Eller ser vi det rent faktisk? Det gør vi da!
Henrik Hartmann: »Så ville vi kraftedeme da ikke leve, som vi gør. Det eneste vi tænker på i den del af verden, hvor vi er: Hvordan får vi et fedt nyt køkken?«
Fly og Norén
Er i bange for teatrets fremtid når Information ikke anmelder jer?
Peter Langdal: »Jeg er ikke specielt bange for vores kunstart. De andre kunstarter er så bange for copying, det kan kopieres, og MP3-filer og film hentes ned fra nettet. Når alle de der elektroniske og digitale medier er brændt sammen, så render der stadig nogle rundt og spiller teater i et hjørne.«
»Skuespilkunsten er laboratoriet, der gør, at filmen har fået så stor succes. Med alt respekt for Filmskolen: På teatret går vi hver dag og udvikler kunstarten, hvor film så har skummet fløden af det arbejde, der er lagt i årevis på Teaterskolen.«
Henrik Hartmann: »Det morsomme er, at filmen har opdaget, at publikum ikke behøver at blive talt ned til med små lette komedier. Pludselig har de set i krystalkuglen, hvad teatret gør. Per Fly, som jeg har stor respekt for, også hans kunstneriske dimensioner... han laver Norén-historier også, med stor succes. Vi har haft enorm succes med Noréns skæbnetunge og socialt tunge historier, og folk er væltet ind til dem. Hvis vi lavede så letbenede komedier, som filmen ofte gør, ville vi blive spist på et halvt stykke smørrebrød.«
Vi kan vel konkludere, at I er godt tilfredse med jeres teater?
Peter Langdal: »Selvfølgelig er vi det.«
Er I kommet af med jeres aggressioner mod Information?
Henrik Hartmann: »Vi har ingen aggressioner. Det er bare det almindelige tempo og den debatkultur, vi har her på stedet.«
Vil I indrykke en annnonce næste gang også?
Henrik Hartmann: »Hvis vi ikke kan komme af med vores budskab på anden måde, ja...selvfølgelig!«
Peter Langdal: »Men det er jo vildt, hvis vi skal betale for at blive skrevet om i avisen. I har jo et ansvar for det.«
Henrik Hartmann: »Debatten er skudt i gang, og Gud være lovet for det.«
1. akt
Hvori Informations redaktionsledelse udvælger nogle kerneområder for kulturdækningen. Teatret er ikke med.
Heller ikke i en annonce, hvor ny kulturredaktør søges.
2. akt
Hvori Information undlader at anmelde Gorkis Sommergæster i Peter Langdals instruktion på Betty Nansen Teatret.
3. akt
Hvori Henrik Hartmann, der sammen med Peter Langdal er direktør for
teatret, ringer til chefredaktør David Trads og får forklaringen.
4. akt
Hvori Betty Nansen Teatret som annonce indrykker en anmeldelse af Sommergæster.
5. akt
Hvori andre medier tv og aviser tager sagen op. Jyllands-Postens
kulturredaktør kalder fravalget spændende. Andre undrer sig. Danske Dramatikeres Forbund indrykker en ironisk protestannonce i Information.
6. akt
Hvori alt (ikke) ender i fryd og gammen.
