New York
Hvis man kan lære noget om krigskunst af at kigge på det 20. århundrede, så er der som minimum to pointer, som præsident Bush bør hæfte sig ved:
1) Ingen nation, der startede en krig mod en anden, suveræn nation, endte med at vinde krigen.
2) Hvert eneste nationalistiske oprør imod en fremmed besættelsesstyrke er endt med sejr til oprørerne.
Det siger ikke nødvendigvis noget om, hvordan det vil gå i Irak eller om oprørernes styrke. Men det siger noget om opgavens størrelse. Irak ligner mere og mere Bushs Vietnam, som senator Edward Kennedy kaldte det i denne uge, og Vietnams helvede byggede på en grundlæggende, fejlagtig formodning, der bringer tankerne hen på Irak:
»Vi lå under for den antagelse, at hvis bare vi blev ved at ramme fjenden hårdt nok, så ville vi vinde,« siger den pensionerede general, Douglas Kinnard, i bogen Patrioter: Vietnamkrigen, som den huskes af alle sider.
»Men den antagelse var fuldstændig forkert. Fjenden havde ingen planer om at give op, uanset hvor god vores statistik så ud.«
I Irak fik geværpiben en anden lyd, for selv om krigen blev udkæmpet af britiske og amerikanske styrker, så var tankegodset bag væsentlige taktikker på slagmarken tydeligt asiatisk. Siden 1980 har det været et krav, at alle amerikanske generaler og admiraler har eksamen fra et af USAs krigsakademier hvor Sun Tzus The Art of War er fast pensum.
Både forsvarsminister Donald Rumsfeld og general Tommy Franks har Sun Tzu på listen over favoritfilosoffer, og Tzus navn dukkede da også op ved briefingerne i Golfen.
Men hvordan kan en general, der levede for mere end 2.500 år siden, hjælpe de hypermoderne britiske og amerikanske militærmaskiner?
Tzu opfordrede krigsherrer til altid at tilrettelægge en fleksibel strategi baseret på bedrag, indirekte handlinger og udmanøvrering.
Den kloge general holder sig ifølge Tzu langt fra nagelfaste planer. Istedet tilpasser han sig som situationerne skifter, angriber fjendens svage punkter og holder sig fra de stærke. En klog general er fleksibel, og Sun Tzu ville formentlig have hudflettet dem, der kritiserede koalitionen for at skifte taktik, da de mødte hård modstand i starten af krigen. Det er netop ideen.
En klog general kender sin fjende, siger Tzu, og koalitionen havde den bedste slagmarksinformation nogensinde dels evnen til at følge slagets gang på tætteste hold, dels med lynets hast at kunne give ordrer til enheder i felten.
Sluttelig gjorde koalitionen præcis som Tzu foreskriver med regulære og specialtropper: Send de regulære tropper direkte på fjenden og tag hans opmærksomhed den opgave løste koalitionens luftvåben. Stik så huller i flanken med specialtropperne, koalitionens beskedne antal landstyrker. Strategien var ifølge militære iagttagere en af årsagerne til, at koalitionen forholdsvis let kunne tromle til Bagdad. Og den var et udmøntet eksempel på, hvordan man angriber ikke bare fjendens styrker, mens hans strategi.
Den del af krigen i Irak er naturligvis forbi, men Sun Tzu spøger stadig. Nu er det oprørerne, der angriber koalitionen. Ikke tilfældigt, men begavet.
For selv om Bush og Rumsfeld fastholder, at oprørerne er nogle slyngler, der handler i desperation, så siger flere af CIAs egne eksperter i guerillakrig, at koalitionen nok står over for en fjende med en del flere planlægningsresourcer end først antaget. Selvmordsbomberne, mortererne og de mishandlede lig af fire civile sikkerhedsfolk er et produkt af oprørernes første træk, da koalitionen kørte ind i Iraks byer. Koalitionen forventede hårde gadekampe, men måtte skifte strategi, da Iraks tropper og paramilitære smed uniformen og forsvandt ind i civilbefolkningen. De forsvundne bider stadig fra sig...
Næste trin ifølge Sun Tzu er at angribe fjendens alliancer. Vi nævner i flæng bombeangrebet på Jordans ambassade, på FNs hovedkvarter, den tyrkiske mission, de fire sikkerhedsfolk osv.
Og sidst, men ikke mindst: angrib fjendens tropper. Hver eneste dag dør amerikanske tropper i Irak af improviserede bomber og landminer, lyn-overfald med håndvåben og granater, samt morter- og raketangreb på koalitionens bygninger.
De tiltagende angreb har to klare formål. Tilføj fjenden tab og aftving en reaktion, der fremmedgør den irakiske befolkning. Begge lykkes fint for tiden med koalitionens natlige jagter på angriberne og afspærringen af Falluja i mandags.
Det er meget muligt, at koalitionen har læst sin Sun Tzu og høstet sejre og minimale tab i krigens begyndelse. Men de må tilbage til bøgerne.
»Kend dig selv og kend din fjende,« sagde Sun Tzu, »og ud af hundrede slag vil du få hundrede sejre.«
Iraks oprørere kan være banditter, jihadis eller Fedtmuler. Det er lige meget, så længe de har en god plan samt evnen og viljen til at føre den effektivt ud i livet. Og i døden.
