Læsetid: 3 min.

Sydafrikas mirakel

Historien om apartheidstyrets endeligt i Sydafrika er en af de gode historier, verden har brug for. 10 år efter demokratiets sejr er træerne ikke vokset ind i himlen – men demokratiet er blevet det normale
10. april 2004

Tintrommen
Sydafrika har et opmuntrende påskebudskab til os. Det sydafrikanske 10-årsjubilæum er mere end uopfyldte håb om økonomisk fremgang for de fattigste. For 10 år siden gav Sydafrika verden en stjernestund, da apartheidregimet forhandlede sig selv fra magten, og ANC uden hævn rykkede ind regeringskontorerne i Pretoria efter landets første demokratiske valg. En milliard mennesker verden over så Nelson Mandela blive indsat som præsident. Sydafrika var forvandlet fra verdens udskud til verdens mest positive begivenhed.
Den voldelige kamp mod apartheid begyndte med skolebørnenes oprør i Soweto i 1976 og nåede sit voldelige højdepunkt i 1985-86 med kampe om adgang til slumbyerne og fik sin sidste blodige fase I 1994-96 i KwaZulu-Natalprovinsen. Kampen krævede 25.000 menneskeliv, men i samme periode blev en kvart million mennesker myrdet af kriminelle i Sydafrika. Det var dette voldelige samfund som åbnede sig.
Valget i 1994 gjorde de allerfleste sydafrikanere stolte af deres land, deres ledere og deres nye medborgere, fordi de sammen havde udrettet et mirakel: De havde skabt et demokrati og undgået en altødelæggende borgerkrig efter årtiers apartheid. Selve valghandlingen var for mange mennesker deres største oplevelse, en dyb følelse af oprejsning efter flere generationers vandring mod frihed. Bare det at stå i timevis i en kø sammen med mennesker af en anden race var grænseoverskridende.
Åbningen skabte en følelse, der adskilte sig fra nationalisme. Nationalisme definerer et folk i modsætning til andre folk. Ved valget i 1994 definerede sydafrikanerne sig i forhold til, hvad de havde været, og hvad de gav hinanden. Demokrati og adgang til verden i stedet for apartheid-systemets blindgyde og internationale isolation. Stoltheden skyldtes ikke besejring af en fjende. Det var ikke en sejrsrus. Den blev ikke næret af had. Det var en win-win følelse, en lykkelig opdagelse af, at de var mere, kunne mere og var klogere, end de troede. Åbningen var en overraskelse, en åbenbaring.

Mandelas personlige format var en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for åbningen. Den sidste apartheidpræsident F.W. de Klerks indsats var også nødvendig. Dertil kom ydre omstændigheder, især Sovjets sammenbrud, som både gjorde Sydafrikas betydning i kampen mod kommunismen uaktuel og fik ANC’s vision om et kommunistisk Sydafrika til at gå i opløsning.
Da det sportsgale Sydafrika vandt det afrikanske fodboldmesterskab i 1995 svømmede aviserne over med ’Madiba-magic’ (Madiba er Mandelas respektfulde kælenavn), og rige hvide firmaer ønskede Sydafrika tillykke i store avisannoncer på afrikanske sprog.
Det nye Sydafrika var en vogn, alle ville være med på. Det betydningsfulde var ikke opportunismen blandt de store firmaer, som tidligere havde levet højt på apartheid og nu gjorde alt for at finde sig selv en plads i det nye samfund, men at åbningen havde etableret en ny orden, nye sociale målstolper. Ikke gennem negativ energi, gennem trusler, undertrykkelse eller frygt, men næret af overskud. Åbningen flyttede de grundlæggende begrænsninger for alle borgeres sociale liv. Muligheder og forventninger skifter gear. Åbningen viste, at samfundet besad store konstruktive potentialer.
10 år efter er situationen blevet normal. Vi spørger om facit.
Træerne er ikke vokset ind i himlen. Åbningen gav ikke folk tryghed, arbejdsløsheden er ikke faldet, aids er eksploderet og rystende 25.000 mennesker bliver myrdet om året i Det nye Sydafrika.
Netop fordi det er let at pege på de negative sider ved Sydafrika, er det vigtigt, at huske at den åbning, der fandt sted i 1994 ikke er blevet ophævet. Åbningens resultater er blevet konsolideret. Nu opsættes der harmløse Mandelastatuer i hvide overklassekvarterer og broer og gader opkaldes efter ham. Det er blevet normalt at alle kan stemme i Sydafrika, som de gør nu den 14 april ved landets tredje demokratiske valg. ANC har stadig overvældende tilslutning og står til at vinde to-tredjedeles flertal. Historien om Sydafrikas demokratiske mirakel er en af verdens gode historier. Vi har brug for de gode historier. Måske er påsken en passende lejlighed til at erindre den gode historie fra Sydafrika.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her