Læsetid: 4 min.

’Teatrets krise er kunstens krise’

Det kan da godt være, at teatret ikke længere rykker det store, men hverken romanen, rocken eller filmen flytter flere brikker end teatret, siger Johannes Andersen
24. april 2004

Dansk teater
Hvis teatret har et problem med fornyelsen, er det ikke alene. Faktisk er teatret ikke i større fare for at gå i stå end rocken, romanen eller filmen, mener samfundsforsker Johannes Andersen, der har ungdomskultur som et af sine forskningsspecialer.
Han finder ikke kritikken af, at teatret ikke længere ’rykker’ – kunstnerisk og som samfundskommenterende instans – berettiget.
»Jeg synes ikke, det er en rigtig beskrivelse. Egentlig mener jeg ikke, at teatret er hverken værre eller bedre end andre kunstarter, hvad det angår. Tager man rockmusikken, er der ikke sket afgørende nyt i meget lang tid. De fleste af de plader, der anmeldes, er indholdsmæssigt ikke meget anderledes end de plader, der blev spillet for tre-fire-fem år siden. Justin Timberlake er jo ikke et nybrud i forhold til en Prince eller en Michael Jackson, siger Johannes Andersen, der dog nævner hiphop’en som en mulig undtagelse, f.eks. en gruppe som Outcast.
»I dag er der ikke noget kunst overhovedet, der kan tilskrives en større rolle med hensyn til at ’rykke’ end noget andet. Men de har så hver deres kvaliteter. Der er jo ingen tvivl om, at man i rockmusik i dag kan få en masse musikalsk gode oplevelser, simpelthen fordi rockmusikerne er blevet utrolig gode til at håndtere den form, de spiller inden for. En ny gruppe som Franz Ferdinand spiller med en herlig energi, der er en fornøjelse, mens andre spiller med stor dybde og tyngde. Men man må jo samtidig konstatere, at der blandt de tonsvis af nye plader, der kommer, sgu er meget, der ikke er værd at gå langt efter. Og det samme kan siges om filmen – film som Sweet Sixteen og Kill Bill er begge fremragende, men jo ikke nogen, som ikke er set i formatet før,« siger Johannes Andersen, der foruden lektoratet på Aalborg Universitetscenter er formand for Jomfru Ane Teatret i samme by.

Teatrets særlige nærvær
»Hvad er det så, teatret kan i dag? Det kan godt være, teatret ikke er med til at rykke det store. Det er ikke længere frækt at vise politisk teater, at vise nøgne mennesker eller gøre så meget andet, der tidligere har været med til at rykke og skabe opmærksomhed. Men det, som det gode teater kan, er at vise en menneskelig intensitet, som ingen andre medier nogensinde formår. Hvor filmen er i stand til at lave nogle visuelle fremstillinger, og rockmusikken har mulighed for at ramme en musikalsk nerve og dermed invitere til, at vi kan vippe med fødderne, så har teatret, når det er bedst, en evne til at vise menneskeligt nærvær og følelser, som er uforlignelig.«
– Men hvorfor er teatret i offentligheden, og hvad angår at sætte dagsordenen, havnet lidt på sidelinjen sammenlignet med kulturtilbud som film og musik?
»Det er nok, fordi teatermediet har den karakter, det har. Man kan have 100 mennesker inde og se én forestilling i teatret, mens en biograffilm i dag har premiere i fire til 32 biografer landet over, ligesom rockmusikken via sit medie er i stand til at ramme bredt. Medietilgængeligheden er ganske enkelt langt større inden for nogle kunstarter end andre, og det er da et væsentlighedskriterium, man må bøje sig for,« siger han.
– Er der ikke også noget generationsmæssigt på spil. Det virker som om, teatret for mange især unge er havnet i ’pligtkategorien’ sammen med museerne og den nye lyrik?
»Det er nok rigtigt, og jeg vil også sige, at nogle af de store forestillinger på de store teatre virker underligt blodfattige. De kræver, at man kender og kan læse teatersproget. Og det skal opøves og kræver en vis form for tilvænning, som de unge ikke har. Men på en mindre scene, hvor intensiteten er væsentlig højere, synes jeg egentlig, man hurtigere kan ramme noget – også et ungt publikum. Det handler om, at det at gå i teatret simpelthen skal læres, og de unge har væsentlig bedre mulighed for at lære at se film og høre musik end for at lære at gå i teatret,« siger han og fortæller, at Jomfru Ane Teatret netop har købt rettighederne til at vise Jakob Ejersbo’s Nordkraft som teaterforestilling.
»Det, håber jeg, bliver en forestilling, der vil være værd at gå efter. Og bliver den det, vil det være et ungt publikum, der gør det.«

Den klassiske skæbne?
– Tror du ikke, teatret risikerer at gå i mod samme skæbne som den klassiske musik, dvs. et ældre publikum, et populært repertoire af gamle stykker og en meget smal ny produktion?
»Jo, men den risiko, tror jeg, sådan set også gælder rockmusikken. Og der laves jo også mange film for det ældre publikum, selv om det at gå i biografen stadig i høj grad er en ungdomsting, blandt andet fordi man kan gøre det så spontant. Det spontane element er ikke på samme måde til stede i teatret som medie, fordi man ofte skal bestille billetter et stykke tid i forvejen, og der på de mindre scener kan være lange perioder, hvor der slet ikke spiller nogen forestilling, fordi man er i gang med at planlægge den næste.«
»Men risikoen er reel, ingen tvivl om det – det er bare ikke fair over for teatret, vil jeg nok sige.«
– Det er ikke teatrets skyld?
»Nej, ikke nødvendigvis. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke anerkender problematikken, jeg mener bare, at det gælder for alle de kunstfænomener, der findes i dag. Hverken romanen, rocken eller filmen flytter i
højere grad brikker end teatret. Jeg synes ikke, teatret er dårligere, hvad angår at spejle et samfund og de ting, der sker i det, end de andre medier er,« siger Johannes Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her