Læsetid: 3 min.

Terrormistænkt bag nedrullede gardiner

Fortsat mørklægning i sagen om den terrormistænkte marokkaner
2. april 2004

Der er ikke meget, der leder tankerne hen på terrorisme, når man begiver sig ned ad hovedgaden i Ishøj Landsby, hvor den 38-årige marokkaner blev anholdt under en storstilet politiaktion. Det tætteste, man umiddelbart kommer politisk ekstremisme, er en graffiti med et nazitegn ledsaget af et telefonnummer på det danske naziparti på busstoppestedet tæt ved laden, hvor marrokaneren befandt sig.
Beboerne i landsbyen fik en brat opvågning sent tirsdag aften, da snesevis af betjente med maskinpistoler og hunde, bombeeksperter og en helikopter omringede laden, hvor den 38-årige opholdt sig. Her blev han anholdt – ifølge Ritzaus oplysninger for en terrorhandling i form af et drabsforsøg begået i sit hjemland.
Manden blev onsdag fængslet i isolation frem til den 13. april i Københavns Dommervagt. Fængslingen skete for dobbeltlukkede døre, hvilket betyder, at sigtelsen ikke offentliggøres. Den terrormistænkte valgte dog at kære anholdelsen til landsretten, der i går besluttede at lade varetægtsfængslingen stå ved magt.
Politiet har indtil videre mørklagt sagen totalt, og hverken PET eller politiledelsen udtaler sig om anholdelsen. Indtil videre har chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi kun villet bekræfte, at der er tale om en udleveringssag. Heller ikke den 38-årige marokkaners beskikkede forsvarer, advokat Jacob Kiil, ønsker at sige noget om sagen.
Politiaktionen blev indledt, netop som en svensk udlejningsvarevogn ankom til laden. Ifølge BT’s oplysninger slog dansk politi til mod de besøgende fra Sverige efter et tip fra den svenske efterretningstjeneste Säpo.
Både marokkaneren, der angiveligt har anvendt laden til køb og salg af møbler, og de besøgende fra Sverige blev anholdt ved aktionen. Det samme gjorde en nabo og naboens spanske ven, der tilfældigvis var på besøg. I alt seks-syv personer foruden den terrormistænkte blev anholdt ved aktionen, de blev dog løsladt senere på natten.
Naboen, den 48-årige pædagog Martin Lynge Olsen, hvis hus befinder sig på den samme grund som laden, blev i første omgang anholdt mistænkt for at have skjult en terrormistænkt.
»Jeg var naturligvis voldsomt overrasket over hele affæren – jeg havde ikke drømt om, de kunne være terrorister. Jeg kender slet ikke marokkaneren eller hans venner og troede faktisk ind til i går, at de var tyrkere,« siger han til Information.
Andre er dog mindre overraskede over sagen. I de omkringliggende huse havde man længe undret sig over den megen trafik ind og ud af ladebygningen på alle tider af døgnet.
»Det er da noget, vi har talt om. Vi troede jo ikke, der kunne være møbler i alle de store kasser, som blev flyttet ind og ud af laden,« fortæller en genbo, der ønsker at være anonym.

Risikerer dødsstraf
I Marokko risikerer man dødsstraf, hvis man dømmes skyldig i terror. Og det er langt fra nogen rutinesag at udlevere en person til et land, hvor han risikerer at blive dødsdømt og henrettet, påpeger professor i menneskerettigheder Ole Espersen:
»Alle de europæiske lande, som er medlem af Europarådet, og det er langt, langt de fleste, har besluttet at afskaffe dødsstraffen fuldstændigt og i enhver henseende. Derfor er det helt fast praksis, at Danmark ikke udleverer nogen person til et land, hvor den pågældende risikerer at blive straffet med døden,« siger Ole Espersen til DR-online.
Hvis personer skal udleveres til lande med dødsstraf, indføjes normalt en klausul om, at denne straf ikke vil blive anvendt.
I forvejen sidder den danske statsborger Omar Marouf dødsdømt i det nordafrikanske land. Danmark har bedt EU om hjælp for at forhindre, at han bliver henrettet. Omar Marouf blev dødsdømt i juni sidste år for medlemskab af den islamiske organisation Salafia Jihadia samt for at have deltaget i terroraktiviteter. Marouf har bevaret sit marokkanske statsborgerskab, og marokkanerne betragter ham som marokkansk statsborger, fordi landet ikke accepterer dobbelt statsborgerskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her