Læsetid: 4 min.

’Men jeg tror, det er det bedste for vore børn’

Tjekkerne er ved at segne under dyngerne af gisninger, formodninger og Kloge Åger op til landets indtræden i EU. Og en enkelt landkøbmand har taget forskud på unionen
17. april 2004

Prag
På samme måde som danske medier ifølge pålidelige kilder tæller dage til det store kronprinse-bryllup, på samme måde er der count-down blandt tjekkerne i disse dage. 13 dage til unionen... and counting.
I aviserne er der annoncer for forskellige arrangementer den 30. om aftenen. Man kan komme til en særlig koncert og sige farvel til den 15-år lange post-kommunitiske æra ledsaget af violinmusik og et glas bøhmisk spumante. Eller man kan sætte sig til rette allerede nu og følge den linde strøm af tv-programmer, der kører i båndsløjfe under temaet »Hvad mon unionen bringer?«. Vil prisen på fast ejendom forsat stige, eller omvendt falde efter den 1.maj? Hvad med forholdet til Tyskland? Vil unionen bringe de to nationer tættere på hinanden eller tværtimod? Hvad med hygiejnen på de små kroer, hvad med fremmed arbejdskraft, med priserne? Alt er i spil for tiden. Og eksperter fra nær og fjern siger på den ene side og på den anden side, så man for længst er blevet tonedøv. Det er lidt ligesom al hurlumhejet omkring årtusindskiftet. Til sidst ville man bare gerne have overstået den nytårs-aften. Verdensomspændende computer-crash eller ej.
Verden gik som bekendt ikke under den 1. januar 2000. Og Tjekkiet gør det næppe heller de 1. maj. Og alligevel gik den en smule under i lørdags.
Sneen var smeltet. Solen skinnede. Hvidtjørnen blomsterede, og vi kørte de to timer fra Prag til den lille hytte i bjergene ved Polens grænse. Alt var som det skulle være. Med ungerne i hånden gik jeg ned over marken fra den lille sommerhytte for at købe mælk, brød, skinke, æg og den slags hos den lille købmand ved vejen. Købmanden, der som den eneste har forsynet den lille landsby og de spredte sommerhytter med de daglige fornødenheder siden Første Verdenskrig. To trin op fra gaden og på størrelse med soveværelset i et gennemsnitligt dansk parcelhus. Ikke just konkurrence-dygtige åbningstider, der er mellem 8 og 11 om formiddagen og igen fra 14 til 17 på fire af ugens dage. Men leveringsdygtige i alt fra skiveskåret salami, til svedskegrød og syltede agurker. Og frisk kød to gange om ugen.
Først var det Pepiks morfar, så Pepiks mor og siden 1989 har det været Pepiks kone, der har stået bag disken, mens han via knopskydning har udvidet forretningen med lidt fårehold og et pensionat for tyske turister for at få det til at løbe rundt.
Ligesom Tjekkiet har den lille biks med skiltet »Smisene Zbozi« (Blandede ting og sager) over døren haft en omtumlet historie. To verdenskrige har den overlevet, og da kommunisterne kom til i 1948 og inddrog butikken blev Pepiks mor ansat af staten. I 1989 var familien blandt de mange tusinder, der søgte og fik tilbageleveret ejendom fra staten. »At kunne drive den selv efter 40 år som ansat. Det var en særlig dag«, som den nu 82-årige ældre dame sagde i efteråret, da vi faldt i snak om butikkens historie.

De sidste fem år er det imidlertid gået ned at bakke. I skisports-byen på den anden side af bjerget få kilometer væk er der skudt nye supermarkeder op. Før i tiden, hvor udbudet på hylderne i de store og små butikker var lige sparsomt, havde de små lokale butikker en fordel i at ligge midt i de små landsbyer. Men nu, hvor hylderne bugner af varer og folk er blevet vænnet til at kunne købe frisk kød, grønt og frugt hver dag og til sent ud på aftenen, klimter klokken sjældnere og sjældnere hos de lokale handlende.
»Jeg kan godt se, at det er rart at kunne købe sine rundstykker til to kuroner (50 øre) stykket og en liter mælk. Men det kan vi jo ikke leve af, hvis folk kører til byen og køber alt det andet,« som købmanden, Pepik, ikke uden bitterhed sagde, sidst jeg var nede i butikken. For – ja ganske rigtigt – at købe brød og mælk og den slags, som vi ikke selv havde taget med i bilen fra Prag.
Men trods alt har butikken klaret sig igennem. Og hver fredag har Pepik startet den rustne Skoda og er kørt op til de fjernest liggende huse med varer. Som en service til de gamle, der ikke har bil og bor for langt til selv at kunne gå. Uden at tage en øre for det. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men jeg var selv med på tur rundt sidste sommer, så den er god nok.
Alt sammen indtil i lørdags, hvor jeg blev mødt af et hvidt A-4 ark på indgangsdøren. »Lukket«. Ikke på grund af sygdom eller helligdage. Men på grund af unionen. Ja, det stod der selvfølgelig ikke. Men det var forklaringen, da jeg mødte Pepik senere på dagen. De kommende regler for hygiejne og opbevaring af madvarer ville betyde, at de ikke længere måtte have kød og pålæg i samme køleskab. Eller sodavandsis, ærter og kyllinger i samme fryser.
»Det er meget enkelt. Vi har ikke råd til at købe nye køleskabe og frysere. Og selvom vi havde, ja, så ville der ikke blive plads til kunder i butikken, hvis vi skulle overholde alle de nye EU-bestemmelser,« som Pepik forklarede. Inden han skyndte sig at tilføje:
»Det er ikke fordi vi er imod, at Tjekkiet bliver medlem af unionen. Jeg stemte selv for. Det er det bedste for vores børn.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her