Nationaldebat
Ukontroversielt og unødvendigt. Ralf Pittelkows forsvar for nationalstaten vækker undren blandt historikere og forskere, der har nationalstaten som område. Den lever i bedste velgående oven i hovederne på folk, og spørgsmål om national identitet og danske værdier er sjældent blevet diskuteret så intenst som de seneste år.
Historieprofessor Claus Bryld mener, at Pittelkow »løber åbne døre ind«, når han påtager sig rollen som selvbeskikket forsvarer for nationalstaten.
Spørgsmålet er simpelthen ukontroversielt: »Nationalstaten er jo en realitet og ikke en undertrykt realitet, som Pittelkow gerne vil gøre det til,« siger Bryld og fortsætter:
»Den er et levende fænomen, som ingen jo rigtig er uenige i. Det virker som om, han polemiserer mod følelser. Ingen i dag ønsker jo at opløse eller svække nationalstaten bortset fra meget liberalistisk indstillede personer, der vil svække nationalstaten til fordel for markedet. Ingen andre ønsker at svække nationalstaten, for den er det instrument, der opretholder velfærdsstaten. Og velfærdsstaten ønsker langt de fleste internationalister jo opretholdt,« siger han.
»De, der mener, at det internationale samfund skal styrkes, kritiserer jo ikke nationalstaten, som den fungerer i dag, men som den fungerede for 40-50 år siden,« siger Bryld, der derfor kun ser projektet som led i en ideologisering af debatten, der har til formål at holde grænserne lukkede for udlændinge.
Dr. phil Hans Hauge, der i 2003 udgav bogen Post-Danmark, hvor han tog afsked med nationalstaten, mener, at han selv og andre har taget fejl. Nationalstaten er tværtimod ved at blive styrket.
»Vi troede, at historien bevægede sig i postnational retning, men det er tvivlsomt, om den gør. Habermas står venneløs og forladt med sine ideer igen. Nu opfinder kulturteoretikere en ny ide om det danske folk.«
»Nu skal Danmark ikke tænkes etnisk, men demokratisk. Men det hele tænkes stadigvæk inden for nationen og territoriet,« siger Hans Hauge.
Han understreger, at nationalstaten er en forestilling. Den lever alene i hovederne på folk og opretholdes ved den konstante talen om identitet og værdier.
»Nationalstaten har kun brug for et forsvar i den forstand, at næsten alle går ind for den i praksis, men kun de færreste vil tale om den i teorien. Der har længe været en afgrundsdyb modsætning mellem den politiske teoris entydige udsagn om, at nationsstaten er død eller døende og så det liv, der for politikerne og folket er i den.«
»I dag kalder Ritt Bjerregaard jo EU for et nationalt projekt. Men EU er jo ved at blive meget svækket hele integrationsprojektet er under opløsning. Altså forbereder vi os nu på en fremtid med styrkede nationsstater: Den politiske videnskab og historikerne er påbegyndt nyopfindelsen af nationen,« fastslår Hauge.
En postgang for sent
Pittelkows kritiserer i bogen politikere og meningsdannere for at glemme folkeligheden og nationalfølelsen i deres iver efter EU og globalisering. Men her er han for sent ude, mener Hans Hauge:
»Det har de måske gjort, men de har set, hvor det bærer hen. De er på vej tilbage til nationen. The Goodness of Nations hedder sidste kapitel i nationalismeforskeren og nationalisten Benedict Andersons sidste bog. I øvrigt synes modsætningen mellem elite og masse at være ganske lille, hvis vi skal tro Magtudredningen. Derfor vil både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet gå frem, mens det vil gå tilbage for liberalismen, der jo pr. definition er universalistisk og ikke national,« siger Hans Hauge.
Historikeren Søren Mørch mener, man bør skelne mellem nationalstat, der er en politisk organisationsform, og nation og nationalfølelse. Og mens nationalfølelsen lever i bedste velgående omend i nye former har nationalstaten længe sunget på sidste vers.
»Nationalstaten har længe haft store problemer med at fungere og er faktisk blevet ophævet. Men nationalfølelsen varer ved, selv om den har fået nogle udtryk, som ikke er statslige. Der er jo ikke nær det drøn på nationalstatsloyalitet og tilhøret til nationalstatens idé, der var før i tiden. Når danske soldater går i krig, er det ikke længere for fædrelandet, men for alt mulig andet: fredens sag, at befri verden for diktatorer osv. Der er slet ikke den opdragelse til nationalstatslighed, der var før 1945. Man synger ikke fædrelandssange og opdrager ikke børnene til respekt for Gud, konge og fædreland,« siger Søren Mørch.
Tavshed, ikke tabu
Pittelkow ærgrer sig i bogen over, at ord som nationalstat og nationalfølelse er blevet tabuiserede.
Men det er helt forkert, mener Claus Bryld:
»Nationalfølelsen er en følelsesmæssig realitet, vi ikke engang kunne frigøre os fra, hvis vi ville. Den er bare ikke noget, vi går og taler om hele tiden. Det, man angriber fra såkaldt kulturradikal side, er jo nationalismen, hvilket er noget helt andet end nationalfølelse. Nationalfølelsen finder vi over hele det politiske spektrum, mens den egentlige nationalisme, hvor nationalfølelsen ophøjes til den højeste værdi af alle, kun dyrkes på dele af højrefløjen,« siger han.
»Nationalismen har ikke været en politisk ideologi, man har kunnet score stemmer på siden 1945. Det er den så blevet delvist igen med indvandringen, hvilket man imidlertid ikke skal være glad for, fordi man hverken ved hjælp af nationalismen eller nationalstaten er i stand til at løse fremtidens problemer.«
»Derfor er det også lidt tåbeligt at gøre nationalstaten til et politisk spørgsmål. Fordi det er først i det øjeblik, den tematiseres som en værdi, der er truet, at den får politisk betydning. Og det bliver altid i den forkerte retning, nemlig den nationalistiske, hvor det drejer sig om identificeringen med nationen og de nationale behovs forrang for alle andre værdier,« siger Claus Bryld.
Han forudser, at den primære identifikation vil fortsætte med at være med nationalstaten de næste 50-100 år, hvorefter identiteten langsomt vil blive mere europæisk.
Om fremtiden for nationalstat og nationalfølelse siger Søren Mørch:
»Nationalstaten har en meget bundet opgave, nemlig at få det internationale samarbejde til at fungere, så man kan fortsætte globaliseringen. Nationalfølelsen vil nok have det meget godt, men i en mere diffus form. Efter at nationalstaten er ophævet, er der ikke nogen, som påtager sig at artikulere den, og så bliver det et mere privat anliggende, der er forskelligt fra person til person og gruppe til gruppe. Og det kan på længere sigt give problemer for det sociale sammenhold,« siger han.
