Læsetid: 3 min.

Tysk genforening til en pris af 1.250 milliarder euro

Ufattelige summer er brugt i Østtyskland – til nærmest ingen nytte: Arbejdsløsheden er stor, produktiviteten lav, og nu truer konkurrencen fra de nye østeuro-pæiske EU-lande
29. april 2004

Milliardforening
Tallet er ubegribeligt. 1.250 milliarder euro – mere end 9.000 milliarder kr. – har 14 års tysk genforening kostet. Og hvad værre er: Penge har ikke gjort megen gavn.
Trods massiv støtte har Østtyskland fortsat høj arbejdsløshed (20 procent), og produktiviteten er markant lavere (33 procent). Hvert år drager omkring 100.000 østtyskere mod Vest for at søge arbejde.
Hvordan kunne det ske? Hvorfor holdt ingen øje med de løbske udgifter og de magre resultater?
»Spørgsmålet kan ikke besvares,« svarer professor Rüdiger Soltwedel fra det internationale økonomiske forskningsinstitut (IfW) ved Kiels Universitet.
»Man kan tale om en politisk induceret pengeødelæggelse.«
Rüdiger Soltwedel peger på bl.a. boligsaneringsprogrammerne, der skulle forbedre den østtyske boligmasse, men i længden var spildt, fordi beboerne flyttede væk, og bygningerne nu skal rives ned med statsstøtte. Eller prestigeprojekterne politikerne så ivrigt støttede – f.eks. luftskibsfabrikken CargoLifter (konkurs) eller mikrochipfabrikken i Frankfurt Oder (opgivet).
Dertil kommer øremærkede penge til infrastruktur, som blev anvendt til socialpolitik – i stedet for varige samfundsgoder gik pengene til lønninger, som kunne smykke beskæftigelsesstatistikken eller holde bysamfund i live.
»En hel del af støtten havde ansøgerne retskrav på. Enkeltsager blev ikke kontrolleret, og det er et ganske særligt problem; hvis der er et retskrav, bliver fejlinvesteringer også støttet.«

Væk med vandkanden
Først dette forår vågnede Tyskland op. Da nyhedsmagasinet Der Spiegel hen over sin forside skrev »1.250 milliarder euro til hvad?«, gik debatten i gang.
En rådgivningsgruppe foreslog at indrette særlige økonomiske zoner i Øst, hvor overenskomster og skatteregler lempes. Politikerne luftede tanker om lavtlønsområder – eventuelt med statslige løntilskud. Alle var enige om, at støtten ikke længere skulle risle jævnt ud over de østtyske brakmarker efter ’vandkande-princippet’. For fremtiden skal støtten kun gå til sektorer, der lover vækst og fremtid – såkaldte fyrtårne – der trækker flere investeringer med sig.
»Lønningerne i Østtyskland skal følge produktiviteten og ikke have udligningen med Vesttyskland som mål. I lønudviklingen er der to bud: Tilbageholdenhed og løndifferentiering. Der er mange ukvalificerede, som har mistet kontakten til arbejdsmarkedet efter lang ledighed. Deres produktivitet er lav, og de kan derfor kun tjene lidt – mindre end overenskomsten.«
Tankerne om en særligt lempelig lovgivning for Østtyskland afviser Rüdiger Soltwedel.
»Spørgsmålet er, om Østtyskland virkelig skal være et særligt område, eller om Østtyskland repræsenterer problemer, som hele Tyskland har: Overregulering og fastlåstheden. Vi bør gøre os tanker om, hvordan vi får bragt hele Tyskland på fode igen.«

Thatcher som rollemodel
Erkendelsen af de enorme problemer kommer sent. På lørdag udvides EU med otte østeuropæiske, der konkurrerer direkte med Tyskland: De har lavere lønninger, lavere skatter – og lavere offentlige udgifter.
»I de seneste dage har man set mange tv-debatter om skattedumping. Med dumping mener man, at østlandene har et omkostningsniveau, som vi ikke vil kunne finansiere vores socialstat med, og derfor skal deres skat op. Men tankegangen er forkert: I stedet bør vi overveje, hvordan vi kan betale vores socialstat med det, vi producerer.«
De reformer, Schröder-regeringen gennemførte denne vinter, rækker ikke kappestriden mellem nationerne.
»Det tjener intet formål at lyve for sig selv og sige: ’Vi har da reformeret relativt meget’. Andre lande udvikler sig hurtigere mod den slankere stat. Det betyder, at konkurrencen er blevet dramatisk hårdere.«
Rüdiger Soltwedel efterlyser en vision for ’det dynamiske Tyskland’ og bruger den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher som politisk rollemodel:
»I Storbritannien lykkedes det at gennemføre reformer, som den efterfølgende Labour-regering ikke tog tilbage, fordi den kunne se, at reformerne var nødvendige. Dét skal man bruge som inspiration.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her