Læsetid: 6 min.

Udfordring nr. 3: Udsigt til kødannelse

Velfærdstaten forudsætter, at vi tror på den. Og troen har vi mistet, siger historikeren Henrik Jensen, der er blandt bidragyderne til en ny bog om velfærdsstatens 13 udfordringer
28. april 2004

Interview
Når vi i Danmark diskuterer velfærdsstat, diskuterer vi knapper og niveauer: Hvilke skal man trykke på, og hvilke kan der skrues ned for. Sådan mere eller mindre er rammerne sat for velfærdskommissionen, men det er ikke sådan historikeren, Henrik Jensen begynder i sit bidrag til bogen 13 udfordringer til den danske velfærdsstat.
Jensen indleder sin tekst i det kulturpessimistiske hjørne med et Orwell citat: ’Hedonistiske stater går under.’
Og det er ikke at tage munden for fuld at hævde, at Henrik Jensen skriver efter undergangen. For mens andre vælger at identificere velfærdsstaten på dens institutioner, som jo ret beset fylder mere end nogensinde før, insisterer Henrik Jensen på, at velfærdsstaten er en relation mellem mennesker. Og i den optik står det skidt til: Den politiske debat handler udelukkende om forholdet mellem individ og stat, og begreber som indivdets pligt og skyld er forsvundet fra vores forestillinger om samfundets indretning.
»Skyld har fået en fantastisk dårlig presse i de seneste årtier.« siger Henrik Jensen, der er lektor ved Roskilde Universitetscenter.
»Fordi det er meget ubehageligt for den enkelte. Men for samfundet er det en guldgrube: Det forpligter. Og i stedet for som tidligere samfundssystemer, der bragte skylden i spil som en værdi, har vi undertrykt den, og får så ingen gevinst ud af det – kun det negative, som indkapsles i den enkelte som ubehag.«
– Du skriver, at velfærdsstaten forudsætter, at vi tror på den. Hvad mener du med det?
»Velfærdsstaten er et postkristent projekt, en del af sekulariseringen, hvor næstekærligheden løftes ud af kirken og systematiseres som en del af samfundets indretning. Men stadigvæk ligger der en appel til den enkelte borger om at være næstekærlig – og hvis man skal acceptere samfundsmodellen, så forudsætter det, at den enkelte føler sig forpligtet over for sin næste og gerne vil være med til at danne et sikkerhedsnet for de svage og værdigt trængende. Det er den side af det, som er eroderet væk i løbet af 70’erne og 80’erne.«
»Da velfærdsstaten tog form i 50’erne blev den lagt i en borgermoral, som satte nogle bestemte præmisser for, hvordan den enkelte skulle forholde sig til staten. Velfærd betød ikke, at den enkeltes forpligtigelse over for staten ophørte. Den enkelte skulle stadig begrænse sig selv og forpligtige sig overfor fællesskabet.«

90-90 samfundet
– Den er vel ikke blot eroderet af sig selv – man har bevidst forsøgt at arbejde sig ud over kravet om taknemmelighed – eksempelvis ved at omdøbe aldersrente til folkepension?
»Hele den side af livet, der handlede om pligt og skyld, har man som pædagogisk projekt skilt sig af med. Og sideløbende blev velfærdsstaten noget, som alle kunne profitere af. Det holdt op med at være et sikkerhedsnet for værdigt trængende og alle fik sin del af kagen. Altså den velfærdsstat, hvor de 90 procent rigeste giver til de 90 procent fattigste. Det er der, vi er nu – og i løbet af den proces forsvandt forestillingen om, at man skulle begrænse sig selv og være glad, hvis man fik en smule.«
– Hvad er det som ikke fungerer uden troen?
»Velfærdsstaten fungerer bedst som et moralsk projekt. At vi har en kulturel sammenhæng og føler os forpligtiget over for hinanden, frem for at tænke velfærdsstaten som et forsikringsselskab eller noget, der rangerer på samme plan. Jeg kalder det for en ’pit-velfærdsstat’, hvor man som individ kan køre ind fra tid til anden og lige blive pudset af, inden man kører ud i ræset igen. Det er den vej, som de fleste politikere og økonomer forsøger at geare velfærdsstaten til: Til at blive en maskine, som man kan betjene individuelt under straffeansvar.«
– Du skriver, at det er med velfærdsstaten som med folkekirken: Egentligt er den overstået, men den vil ikke rigtigt dø.
»Jeg vil sige det sådan her: Velfærdsstaten som projekt kræver en normativ kultur i befolkningen, altså en moral. Og jeg mener ikke, at velfærdsstaten er i stand til at skabe den moral selv. Den blev lagt i en moral, og den moral har den spist undervejs. Nu, hvor man vil have en revision af velfærdsstaten, mener jeg, man burde sætte fokus på, at vi som individer er forpligtiget. Det er simpelthen det civile samfund og den moral, som kommer deraf, der skal styrkes.«

En sådan fedme
– Kunne man ikke omvendt hævde, at velfærdsstat og moral er på kollisionskurs, netop fordi velfærdsstaten overtager den moralske forpligtelse fra individet?
»Jo, men omvendt er det kedeligt, hvis vi får et totalt individualiseret massesamfund, blot med velfærdsstaten som en art overbygning. Jeg mener, at det reducerer folk til...ja, små mus i trædemøller. Det skaber en kø- og offermentalitet, hvor alle føler sig i konkurrence med deres nabo snarere end i fællesskab.«
»Hvis man ser henover de sidste århundredes historie, er det mere og mere blevet sådan, at den enkelte forstår sig selv i forhold til helheden ved hjælp af rettigheder. Jeg er den, jeg er, fordi jeg har ret til dit og dat. Og det er jo ikke bare menneskerettigheder, vi snakker om, men også simple rettigheder i form af ydelser.«
– Du bruger kødannelsen som et symptom på et grundlæggende vestligt problem.
»Vi efterspørger alle sammen de samme ting og på samme tid, og det er lige meget, hvad det er: Ferierejser, motorvejsbaner, hofteoperationer. Køer skaber stressede situationer, hvor folk handler panisk. Når folk rykker, rykker man med, fordi man tror, man skal have det samme, og så får vi de der åndsforladte situationer, som ved den sidste strejke, hvor der var nogen, som mumlede noget om mangel på gær, og pludseligt væltede folk ned i supermarkederne. Vi efterspørger for en sikkerheds skyld.«
»Det er blevet meget tydeligt på sundhedsområdet: Man kan hælde lige så mange penge i det, som man vil, for der er ingen grænser: Det er vigtigt – for nogle livsvigtigt – at min lidelse ikke bliver glemt. Og så dannes de der aggressive patientforeninger og interessegrupper. Det er jo ret beset et egoistisk foretagende – for selv om der dannes foreninger, er det jo mig, det handler om. Der er intet så destruktivt som den oplevelse af andre mennesker: At de enten står bagved eller foran i den store kø.«
– Som en forhindring?
»De er enten ved at trænge sig ind på en bagfra eller står i vejen foran. Så får vi den der opfattelse af andre mennesker som enten forhindring eller redskab til vores individuelle gøremål.«
»Det er en form for forkælethed, som vi ikke kan overleve. Når man tænker på, hvordan kloden er skruet sammen, og hvordan andre mennesker lever, er det en form for fedme, som man ikke på nogen måde står sig ved at understøtte.«

Det udvalgte folk
– Du skriver, at en holdningsændring forudsætter, at vi graver ned efter de dybere kulturelle værdier. Og så spørger du selv: Men gider vi det?
»Det tror jeg faktisk ikke. Problemet er, at vi er så velbestukne. Vi har oplevet et halvt århundrede med velstandsstigninger i et væk, og lige nu er vi overbeviste om, at det kan bære. Så længe folk er overbeviste om det, så tror jeg, det er svært at forestille sig samfundet på en anden måde. Vi har heller ikke et politisk system, som er villig til at stille folk stolen for døren. På tomandshånd kan politikere godt se problemet, men i enhver mediesituation er der ingen, der vil kræve noget som helst af befolkningen. Man kan kun overleve som politiker ved at give, og på den måde minder det meget om Rom i de gamle dage: Brød og skuespil.«
»Forestil dig en situation, hvor det enkelte menneske er fuldstændigt afhængig af velfærdsstaten, som så pludseligt en dag ikke er i stand til at levere varen. Hvis folk i den situation ser sig om efter alternativer, så er der ingen samfundsmæssige rutiner, der binder dem sammen. Det er udtryk for en barbarisering – og det er selvfølgeligt dystopisk, men i høj grad noget man kan forestille sig i det 21. århundrede. Der er jo ingen grund til at vi skal sidde med alt fedtet her i vesten. Selv om det nok grundlæggende set er det danskerne bilder sig ind: At vi er udvalgte.«

*13 Udfordringer til den danske velfærdsstat, red. af Jørn Henrik Petersen & Klaus Petersen, Syddansk Universitetsforlag, 198 kr. Er udgivet.

nith@infomrantion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu