Læsetid: 5 min.

’USA er bange for den brune fare’

Globaliseringen har et menneskeligt ansigt og kan løfte u-landene ud af fattigdommen, siger den verdenskendte handelsøkonom, Jagdish Bhagwati
5. april 2004

Interview
Anti-globalisterne er så bekymrede over de ondartede sideeffekter om børnearbejde, miljøforurening og kulturel ensretning, at de helt overser, at globaliseringens fordele er langt større end dens ulemper.
Det siger den 69-årige professor ved Columbia University i USA, inderen Jagdish Bhagwati. Han regnes som en af verdens førende økonomiske eksperter i international handel.
– I Deres nye bog, ’In Defense of Globalization’, retter De i en hård kritik mod de bevægelser, der demonstrerer imod globaliseringen. Hvorfor det?
»Nogle af aktivisterne har en nostalgisk længsel efter et lokalt landsbysamfund fri for global handel. Det er et intellektuelt sammenhængende synspunkt, men det er totalt urealistisk. Den rene lokalisme vil aldrig komme tilbage. Selv de såkaldte indfødte længes efter at få adgang til globaliseringens gevinster. De indfødte ønsker ikke at blive holdt udenfor det alternativ, som vi i den udviklede verden repræsenterer. De ønsker at tage del i det.«
– Men der er også ATTAC-follk som bl.a. Susan George, som slår til lyd for en Tobin-afgift på kapitalbevægelser. Hvad siger De til ATTAC’s projekt, en anden globalisering?
»Susan George fordømmer den nyliberale globalisering, og vil have en Tobin-afgift. Det morsomme er, at James Tobin selv var en nyliberal økonom. Til sidst opgav han ideen. En lille skat på kapitalbevægelser vil være irrelevant, når folk løber væk af frygt for at få massive tab. Tobin-skatten vil ikke forhindre økonomiske kriser. Folk som George taler om et stort alternativ, men de har ikke et samlet alternativ til globaliseringen.«
– Nogle af aktivisterne vil bryde med kapitalismen. Kan det ikke siges at være en form for alternativ?
»Antikapitalisterne har et temmelig forvredet og idealiseret billede af kapitalismen. Den har slet ikke fungeret på den måde i mange, mange årtier. På Marx og Engels tid kunne man stadig se fattige bønder vandre ind til byerne, de havde ingen form for beskyttelse i fabrikkerne, og folk levede i ekstrem fattigdom. Ja, men det er altsammen forsvundet nu!«
– Er det også forsvundet i Indien og Kina?
»Ja, det er. Går man i dag ind i Bombays slumområder, vil man se, at folk har fået fjernsyn, køleskab, aircondition og alle mulige hjælpemidler. Og de har adgang til læger. Det samme har man set i Kina.«

Ikke social tvang
»Det er ikke mere som i industrialiseringens første bølge, som Chadwick, Marx og Engels skrev om. Vestlige fagforeninger laver i dag kampagner for at få sociale klausuler og faglige rettigheder ind i globale handelsaftaler. De tror, at det styrker de politiske og civile rettigheder. Men i Indien, hvor folk har politiske og civile rettigheder overalt, er det anderledes. Jeg har interviewet alle de indiske fagforeninger, og de er imod sociale klausuler i handelsaftaler. De er imod det, fordi de frygter, at de rige vestlige lande vil bruge det til ny protektionisme.«
– Der er stadig 1,2 milliarder mennesker, som må klare sig for mindre end en dollar om dagen, og mange lever i dyb fattigdom. Hvordan kan De hævde, at globaliseringen er god for dem?
»Det er forfærdeligt, at der stadig i det 21. århundrede er så mange fattige. Men jeg vil holde fast i, at fattigdommen ikke er globaliseringens skyld. Globaliseringen er en del af løsningen, for den kan hjælpe landene til at få en højere velstand og forbedre deres økonomi. Flere vil komme i arbejde og skabe sig et bedre liv. Jeg er enig med NGO’ere i, at man ikke skal bruge pengene på militær, men på uddannelse, sundhed og miljømæssig vækst. Men hvis man ikke har nogen penge at bruge, hvordan skal det så ske? I Indien havde man undervisningsministre og mange andre ministre, men før Indien begyndte at åbne sit marked op og handle med omverdenen nyttede det ikke meget. For den økonomiske vækst var så langsom, at Indien ikke havde penge nok.«
– Er globaliseringen til nytte for det afrikanske kontinent?
»Problemerne for landene syd for Sahara er så enorme, at de formodentlig ikke har en eneste behagelig fordel ud af globaliseringen. Det er en langt hårdere nød at knække. Det indrømmer jeg. Mange lande har korrupte regeringer ramt af intern strid. De har høje handelsmure og styrer deres valutakurs på en inkompent måde. I store dele af Afrika mangler kvalificeret arbejdskraft, og selv om de får markedsadgang, vil de ikke være i stand til at udnytte mulighederne.«

Afrika er en undtagelse
»Hvis et land er sygt og er ramt af store epidemier, kan man glemme al snak om fordelagtige handelsaftaler, for så bliver alt ødelagt.«
– De store u-lande i den såkaldte G-22 gruppe vil liberalisere landbrugsmarkedet og fjerne de riges handelsmure. Vil det hjælpe?
»Jeg føler personligt, at det ikke er en særlig god hjælp at åbne de afrikanske markeder for landbrugsvarer. G-22 gruppen misbruger Afrikas navn. De kan selv få glæde af en generel liberalisering af landbruget, men de afrikanske bønder vil knap nok være i stand til at eksportere til de vestlige markeder. De vil også få problemer med at leve op til de phytosanitære standarder, der stilles i de vestlige lande.«
– Ikke alle er så rustet til mere globalisering...
»Jeg tror, at vi tilhængere af handelsliberaliseringer måske har været for kyniske. Vi burde fra starten have givet alle u-lande fri adgang til at sælge industrivarer under de bedst mulige betingelser. Når jeg siger, at globaliseringen er en fordel, er det på det generelle plan. Men der er undtagelser. På landbrugsområdet er globalisering ikke et mirakelmiddel. Den må ledsages af en komplementær politik, der gør det muligt for u-landene at udnytte den markedsadgang, de får. Vi må give dem ekstra økonomisk bistand, så de kan profitere på globaliseringen. Afrika er et glimrende eksempel på det. «
– Det rige Vesten har indtil nu høstet de største fordele på globaliseringen. Hvorfor er mange borgere i USA og EU så bange for globaliseringen?
»USA er den største hund på gaden ligesom en rottweiler. Når amerikanerne frygter konkurrence fra lande som Mexico, svarer det til, at rottweileren bliver bange for en fransk puddelhund. Tidligere var den fattige periferi bange for det globale center, men i dag er verdens mægtigste land bange for konkurrence fra periferien. Det er ironisk. USA har reageret sådan ift. Mexico, det fjerne Østen og nu er de bange for Kina og Indien. De er gået fra den gule fare til den brune fare,« siger Jagdish Bhagwati og bryder ud i latter.
»I Europa er frygten for globaliseringen slet ikke så udbredt som i USA. Amerikanerne befinder sig næsten i en tilstand af panik. Det hænger delvist sammen med, at de ikke har et socialt sikkerhedsnet, som i Europa. Europa er for meget et sikkerhedsnet, men amerikanerne har ikke nok social sikkerhed. Folk i servicesektoren og med vellønnet vidensarbejde har nu sluttet sig til fagforeningernes frygt for international outsourcing af job.«
– Risikerer USA at miste job i denne outsourcing-bølge?
»Nej, det tror jeg ikke. Det er primært ny teknologi, som har drevet de ufaglærte ud i arbejdsløshed, og som har skabt nye job for de faglærte. Teknologien kan skabe nye job for de faglærte.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her