Læsetid: 2 min.

USA er uønsket i Mellemøsten

Den Arabiske Liga er det bedste alternativ til USA i Irak, men ligaen er ikke i stand til at håndtere udviklingen i broderlandet. Alligevel må de vestlige styrker forlade landet, mener egyptisk forsker
23. april 2004

TEL AVIV – Debatten i den arabiske verden om den fortsatte amerikanske tilstedeværelse i Irak har taget et voldsomt opsving i kølvandet på onsdagens voldsomme bombeangreb i Basra.
»Vi har efterhånden godt belæg for at amerikanerne ikke stabiliserer situationen ved at blive siddende i Irak,« siger dr. Shariff al Musa, som er direktør for Mellemøststudier på American University of Cairo.
»Tværtimod er det min opfattelse, at invasionen har ført til en drastisk uddybning af de store interne skel og at amerikanerne efterfølgende ikke har gjort noget for at skabe enighed mellem de etniske grupper.«

Glad for Spanien
Dr. al Musa mener som mange andre i den arabiske verden, at USA bør forlade Irak, men at det samtidig vil være uansvarligt af amerikanerne at trække sig ud over hals og hoved.
»Der findes i bunkevis af forskellige meninger i den arabiske verden, men det er en gennemgående opfattelse at krigen var forkert,« siger han.
»Men når den nu endelig har været her, må George W. Bush også være forpligtet til at finde en bæredygtig løsning, der kan overskride de interne irakiske kløfter.«
I den forbindelse ser han den nye spanske regerings beslutning om at trække sine styrker ud af Irak hurtigst muligt som rigtig.
»De 1.000 spanske soldater i Irak gør hverken fra eller til, så situationen bliver ikke mere ustabil over at de forlader landet, men samtidig er beslutningen et tydeligt signal til Bush om at noget er galt. Den spanske tilbagetrækning er et nederlag for USA, og det er en almindelig opfattelse at alt, der kan skade den amerikanske stilling i Irak, er godt for regionen,« siger han.
»Det er interessant at både Honduras og Polen går i samme tanker, og gad vide om der ikke også er ved at ske noget hos jer efter at det danske gidsel blev dræbt. Denne vaklen i geledderne er en funktion af den helt manglende dialog mellem USA og deres koalitionspartnere i Irak. Jeg tror ikke engang, Tony Blair er blevet taget ordentligt med på råd, og det er naturligvis undergravende for hele operationen.«

Mistillid til ligaen
Som afløser for de amerikanske styrker mener Shariff al Musa at man må arbejde sig hen mod indsættelsen af en FN-styrke. Ikke at han ser nogen særlig grund til at stole på FN’s evner i konfliktområder, men lige nu har han vanskeligt ved at øjne andre muligheder og ser FN som det mindste af to onder.
»Der er jo også forskel på FN-styrker, alt efter hvor de kommer fra og hvordan deres mandat er sat sammen,« tilføjer han.
»Folk i hele regionen ser sig om efter stabilitet, og den ville vi helst se komme fra arabisk side, men det tror jeg ikke på lige nu. Den arabiske Liga ville være den eneste, der kunne opstille et alternativ til en FN-styrke, men når organisationen ikke engang kan blive enig med sig selv om at afholde et topmøde (et planlagt møde i Tunis i sidste måned blev aflyst, red.), er der heller ingen tillid til at den kan indsætte en effektiv fredsbevarende styrke i Irak. FN er mit bedste bud.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her