Læsetid: 3 min.

USA’s shiitiske fjende

Den shiamuslimske leder Moqtada Sadr opfordrer shiamuslimer til at »terrorisere« amerikanerne
6. april 2004

Der var ikke mange uden for Irak, der kendte navnet Moqtada Sadr, før den amerikansk-ledede koalition gik i krig i Irak og fjernede Saddam Hussein. Nu er den kun omkring 30-årige shiamuslimske præst blevet et særdeles velkendt navn. Efter de seneste dages voldsomme sammenstød mellem shiamuslimer og koalitionsstyrker er det blevet klart, at Moqtada Sadr er den seneste i rækken af koalitionens fjender. Sent søndag aften udsendte Sadr en erklæring, hvor han opfordrede sine tilhængere til at »terrorisere« fjenden, fordi protester er blevet nytteløse, som han sagde.
Moqtada Sadr er den yngste søn af den højtstående shiitiske præst Muhammad Sadiq Sadr, som blev likvideret i 1999 – sandsynligvis af agenter fra Saddams daværende regering. Saddam-regimets fald fik dog ikke den unge Moqtada Sadr til at føle sig taknemmelig og befriet over for amerikanerne. Tværtimod var han fra starten stærk modstander af enhver form for samarbejde med koalitionen.

Håndplukket regering
Da amerikanerne sidste år præsenterede det Irakiske Regeringsråd af håndplukkede repræsentanter, erklærede Sadr, at han ville oprette en parallelregering. Det blev dog aldrig til noget. Også den nye midlertidige forfatning har han afvist.
I juni 2003 etablerede han en milits – den såkaldte Mehdi-hær – der skulle tælle helt op mod 10.000 mænd. Militsen menes at have stået bag adskillige anti-amerikanske demonstrationer i Bagdad det seneste år.
Sadr startede desuden den ugentlige avis, al-Hawza, som amerikanerne den 28. marts lukkede i foreløbigt 60 dage for at opildne til vold mod amerikanere.
Den unge præst har langt fra den erfaring og alder, der normalt skal til for at opnå hans status og magt, men han var dygtig til at udnytte det politiske vakuum efter Saddam-regimets fald, og med afsæt i velgørenhedsorganisationer stiftet af faren har han formået at sikre sig loyale tilhængere.
Moqtada Sadr lagde sig hurtigt ud med den i det irakiske samfund langt mere respekterede og moderate storayatollah Ali Sistani.
Modsat Sistani opfordrer Sadr til, at de religiøse ledere bør spille en aktiv rolle i at forme Iraks fremtid – Sistani mener, at religion og politik bør adskilles. Sadr har efter Saddams fald flere gange besøgt højtstående ledere inden for det iranske præstestyre, og han menes især at være influeret af den konservative præst ayatollah Kazem Haeri fra den religiøse by Qom.
Moqtada Sadr har modsat de fleste shiamuslimske autoriteter i Irak forsvaret ideen om et præstestyre efter iransk forbillede i Irak baseret på islamisk sharialov.

Afkræver troskab
Flere gange er det kommet til voldsomme sammenstød mellem tilhængere af henholdsvis Sistani og Sadr; bl.a. blev store dele af det shiamuslimske samfund oprørte, da en gruppe Sadr-tilhængere omringede Sistanis hjem og krævede, at han enten forlod landet eller erklærede Moqtada Sadr troskab.
Tilhængere af Moqtada Sadr er blevet beskyldt for at stå bag drabet på den moderate shia-leder Abdul Majid al-Khoei i april sidste år, som havde samarbejdet med den britiske og amerikanske regering forud for krigen.

Sadr City
Det var netop arrestationen af en af Sadrs vigtigste hjælpere, Mustafa Yacoubi, for mordet på al-Khoei, der sammen med lukningen af avisen al-Hawza udløste de seneste dages voldsomme sammenstød i flere irakiske byer mellem besættelsesstyrker og shiamuslimer. Sammenstødene har ifølge Reuters kostet mindst 48 irakere, otte amerikanske soldater og en salvadoraner livet.
Tilslutningen omkring Moqtada Sadr og hans milits menes at være forholdsvis begrænset, men han appellerer i stigende grad til yngre, fattige shiiter – især i den shiamuslimske Bagdad-bydel Sadr City, som i går dannede ramme om nye sammenstød.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu