Læsetid: 12 min.

Ved enden af en lang og farlig vej

Få mennesker er så religiøse som de hvide sydafrikanere, og få har misbrugt den kristne tro så meget. Nico Smith var en af de præster, der med Biblen i hånden legitimerede apartheid – og havde plads i de hvide afrikaanersamfunds ideologiske inderkreds. Fra sin priviligerede stilling fik han øje på noget, som ikke ville slippe ham – en grundlæggende tvivl på sandheden i det han prædikede
17. april 2004

Den gamle præst holder inde med sin fortælling et øjeblik. Middagssolens hede stråler er blevet til gylden solnedgang, og nu sidder han en stund og kigger ud over sit lille stykke Sydafrika nær Pretoria, hvor små antiloper og en enkelt zebra græsser fredeligt.
Nico Smith har talt længe. Men når han tænker på den dag for 22 år siden, da et uventet telegram ændrede hans identitet, tro og verden, slår ordene ikke længere til. Bevæget kalder han det én af den slags hændelser, man ikke kan begribe med sin menneskelige forstand.
I dag er Nico Smith 74 år gammel. Hans kinder falder blødt nedover ansigtet i trætte folder, men bag brillerne er øjnene veloplagte og blikket klart og fast. Han sidder i den kølige skygge på sin terrasse, bevæbnet med en fluesmækker og et langt livs erfaring i at tale, så mennesker lytter.
For han har en historie at fortælle. En historie, der spejler det moderne Sydafrika. Nico Smith har levet længe nok til at have oplevet apartheids opståen, storhed og fald. Hans personlige beretning er historien om, hvordan had og intolerance kan plantes i mennesker, selv i børn. Om hvordan en hel kultur kan miste evnen til at lytte til sin egen samvittighed.
Man kan læse alverdens historiebøger og pløje sig igennem videnskabelige værker om Sydafrikas smertelige historie. Men vil man forstå, kan man også lytte til Nico Smith.
Nico Smith var fire år, da han opdagede, at han var hvid. Han legede i baghaven og pludrede løs med familiens sorte hushjælp, da hans mor kaldte ham ind i huset: »Nico, du skal aldrig tale til en sort, med mindre du giver hende en ordre. Du må kun tale til dem, hvis de skal gøre noget for dig.«
Nico Smith husker sine forældre som retfærdige og venlige mennesker. Men når det gjaldt de sorte, var der klare regler. Forældrene var afrikaanere og nationalister af hele deres hjerte – de troede fuldt og fast på, at afrikaanerne, de hvide af hovedsagelig hollandsk afstamning, var et udvalgt folk med en gudgiven ret til Sydafrika.
Således voksede Nico Smith op med, at sorte var betydningsløse, beskidte og uciviliserede. At de levede som dyr. De var de »urørlige«.
Nico kan stadig høre sin mors skingre råb gennem haven, hvis han i leg holdt de sorte tjenestepigers børn i hånden. Og han kan mærke morens hårdhændede skrubben af hans håndflader, hvis han havde rørt ved hushjælpens krus og tintallerken.

Den 19-årige student jublede, da den nye regering trådte til. Året var 1948, og afrikaanernes Nationalistparti havde fravristet de forhadte briter magten. Partiet havde lovet befolkningen raceadskillelse og beskyttelse af afrikaanernes interesser i hidtil uset omfang og blev belønnet med trofast støtte fra de hvide. Også fra Nico Smith, teologistuderende på tredje år i den hollandsk-reformerte kirke.
Denne kirke var landets stærkeste - og strengeste. De første hollandske kolonister, der landede på Afrikas sydspids, havde den calvinistiske tro med sig, da de ankom i 1600-tallet, og sammen med den en fast overbevisning om, at Gud havde sendt dem dertil med ét formål: At kristne det sorte Afrika.
På universitetet indprentede Nico Smiths professorer de studerende, at det bedste for alle racer var at isolere de sorte og farvede i separate områder. Argumentet blev stivet af med bibelske tekster. Som historien om Noah, der forbandede sin søn Kam til at være træl for sine brødre, efter at Kam så sin far i beruset og nøgen tilstand. De sorte afrikanere er Kams slægt, tolkede professorerne, og forbandelsen over Kam og hans efterkommere er evig, mente de.
Biblen var rygraden i afrikaanernes identitet. Nico Smith betvivlede ikke et ord. Det var hans børnelærdom sat på akademisk form af folk, han beundrede, og bekræftet i den vigtigste bog af alle.
Nico Smith afsluttede sine studier i 1957 og drog til det nordlige Sydafrika med sin lægehustru, Ellen, for at missionere. Han havde da aldrig spist, drukket, delt skolepult eller kirkebænk med en sort mand eller kvinde. Han havde end ikke tænkt tanken.
I området var der andre missionærer, tyske og skotske, og de mødtes jævnligt og diskuterede deres arbejde over et måltid mad. Nico Smiths første møde med kollegerne foregik hos en tysk missionær.
Da han trådte ind ad døren, så han til sin forundring, at sorte præster sad bænket ved den tyske missionærs spisebord, side om side med de hvide kolleger. Han stivnede. Der havde været sorte præster til stede under andre kirkemøder, han havde deltaget i, men da havde de sorte spist i et lokale for sig. Her skulle Nico Smith dele bord og fade med de »urørlige«.
Men han kunne ikke. Hans sind blokerede.
Den aften spiste Nico Smith alene og tavs i et arbejdsværelse, mens 12-14 kolleger nød hinandens selskab inde i stuen. Han var rasende på de ugudelige, uvidende fremmede.

Nico Smiths første udlandsrejse nogensinde gik til Nairobi i Kenya. Året var 1962, og Kenya var vært for en kongres for kristne studerende fra hele Afrika. Nico Smith skulle ledsage Sydafrikas 40 unge, hvide deltagere.
De kom for at diskutere skriftsteder og styrkelse af kristendommen i Afrika. Men delegationen fik et chok, da konferencen tog sin begyndelse. De sorte studerende talte kun politik. Om hvordan det fattige kontinent skulle befries fra de europæiske kolonister og opnå frihed og demokrati. Om hvordan de sorte selv skulle overtage magten i alle hjørner af kontinentet, også i Sydafrika.
Rystede over arrangementets dagsorden krævede fem af de hvide studerende at få lov at tale med konferencens præsident, Karifa Smart. Han var en karismatisk sort præst og udenrigsminister fra det allerede selvstændige Sierra Leone.
Den sorte præst lyttede længe til de studerendes argumenter og bekymringer. Så svarede han:
»Alt hvad I hører på denne konference, bliver sagt bag gardinerne i resten af Afrika. Alle afrikanere taler dette sprog. Så det er jer i Sydafrika, som må indse, at I en dag vil få en sort regering i jeres land.«
De studerende fór op. De fastholdt, at Sydafrika altid ville forblive under hvidt styre. Nico Smith tænkte som sine studerende, men følte en sær respekt for denne lærde mand, som talte videre:
»Det er jeres valg. Enten forbliver I europæere, eller også bliver I hvide afrikanere. Hvis I beslutter jer for at forblive europæere, så vil jeg råde jer til at forlade Afrika. Der vil ikke være plads til folk, som vil være europæere på dette kontinent.«
Hvide afrikanere var ifølge Karifa Smart mennesker, som ikke længere ville kræve rettigheder og privilegier, blot fordi de var hvide. Og som ville acceptere Afrikas folk som ligeværdige.
Nico Smith havde aldrig hørt tanker som dem, den sorte præst stilfærdigt formulerede på hotelværelset. Da han kom hjem, rapporterede han entusiastisk om konferencen til ældsterådet i den hollandsk-reformerte kirke.
Men frisindet blev straffet øjeblikkeligt. De ældre præster rasede mod Nico Smith:
»Hvordan kan du nogensinde tænke, at vi kan være andet end europæere? Du er blevet forvirret i sjælen!«
Nico Smith nævnte ikke tanken om de hvide afrikanere igen i mange år.
Men allerede året efter, i 1963, skulle endnu et møde pirke til Nico Smiths stålsatte tro på apartheid. Han blev udnævnt til missionssekretær og fik som belønning en studierejse til Europa. Og stor var glæden, da Nico Smith i Basel i Schweiz fik lov at besøge manden, som han betragtede som den vigtigste teolog i det 20. århundrede, Karl Barth.
Den gamle teolog og 34-årige Nico Smith talte længe. Nico Smith vidste, at Barth var indædt modstander af apartheid, og han forsøgte behændigt at undgå politiske emner. Men da Nico Smith skulle gå, bad Barth om lov til stille et personligt spørgsmål:
»Er du fri til at forkynde evangeliet i Sydafrika?« spurgte han. Nico Smith svarede undrende, at ja, der var da religionsfrihed i landet. Men den gamle teolog spurgte igen:
»Hvis du finder noget i Biblen, som er anderledes end det, din familie og dine venner tror på, er du så fri til at forkynde det?«
Nico Smith blev ubehageligt til mode:
»Det ved jeg ikke,« sagde han og følte sig ydmyget. »Den slags er jeg aldrig faldet over.«
»Men det kan blive meget værre. Du kan læse noget, som er helt modsat af, hvad din regering gør. Er du så fri til at forkynde det?« insisterede Karl Barth.
Nico Smith sagde, at han ikke kunne svare – og gik.
Tre gange havde Karl Barth spurgt, og tre gange kunne Nico Smith ikke svare. Som Jesus der spurgte Peter, om Peter elskede ham. På vej hjem i Basels sporvogne rungede den bibelske parallel og den gamle mands spørgsmål i Nico Smiths hoved:
»Er du fri?«

I Sydafrika fortsatte apartheidregeringen sin brutale adskillelse af sort og hvid. De mange millioner sorte var efterhånden flyttet til små reservater, mens den hvide minoritet overtog den fede landbrugsjord. I byerne blev biografer, bænke, parker og busser opdelt for ’europæere’ og ’ikke-europæere’. Den ofte voldelige, politiske forfølgelse af både sorte aktivister og hvide med sympati for de sortes sag tog til.
Og Nico Smith stod midt i orkanens øje. Som missionssekretær tilhørte han Sydafrikas elite. Beviset for styrets respekt fik han, da han blev inviteret med i det hemmelige, magtfulde broderskab, Afrikaaner Broederbond – en organisation af kristne, hvide mænd i sociale, politiske og økonomiske topstillinger. Under Nationalistpartiets regime var det reelt det hemmelige selskab, der bestemte landets politiske og ideologiske udvikling.
Nico Smith deltog, dybt beæret, i de hemmelige møder i mere end et årti. 1960’erne blev til 1970’erne, og Nico Smith blev udnævnt til professor i teologi på Stellenbosch Universitet, afrikaanerkulturens akademiske stolthed, nær Cape Town.
Men tvivlen var begyndt at nage ham.
»Her sidder vi, broderskabet. En lille gruppe af troende mænd og træffer beslutninger, som krænker tusinder af menneskers værdighed og påvirker deres liv på en forfærdelig måde. Er disse beslutninger ikke imod det evangelium, som jeg underviser i?« tænkte Nico Smith.
Men først i 1973 kom det til et opgør. Broderskabet blev en aften kaldt ekstraordinært sammen. Nationalistpartiet var under pres. Blandt de sorte eskalerede volden, og stadig flere intellektuelle hvide udtrykte deres afsky over for apartheid. Medlemmerne af Afrikaaner Broederbond blev beordret til at bekræfte deres uforbeholdne støtte til Nationalistpartiet med en underskrift.
Den aften måtte Nico Smith erkende over for sig selv:
»Jeg er ikke et frit menneske. Andre fortæller mig, hvad jeg skal tro på, og hvad jeg skal gøre.«
Han rejste sig op – midt i cirklen af medlemmer – og sagde farvel. I det øjeblik blev alle disse magtfulde mænd hans fjender.

En morgen i 1981, otte år senere, sendte regeringen bulldozere ind i townshippen Kayalitsha nær Cape Town. De store maskiner jævnede 150 sorte familiers primitive hjem med jorden. Kvinder og børn blev beordret op på militærets køretøjer. De skulle deporteres til Transkei, et af de områder, som var reserveret til de sorte.
Men kvinderne nægtede. De tog deres børn, vandrede til regeringsbygningerne i Cape Town og satte sig ned. Her sad de, dag og nat, i protest mod den hvide regering.
På universitetet i Stellenbosch fulgte Nico Smiths studerende kvindernes demonstration. De spurgte ham, hvad han mente om situationen – om kirken ikke havde et socialt ansvar?
I 1981 var Nico Smith blevet en torn i øjet for ledelsen på universitetet. Hans afsked med Afrikaaner Broederbond havde været socialt selvmord. Hans tidligere venner betragtede ham som en forræder mod sit folk, sin kultur og identitet som afrikaaner.
Uden at give svar på de studerendes spørgsmål om demonstrationen, arrangerede Nico Smith en bustur til Cape Town for sine 70 elever en fredag morgen. De studerende talte med kvinderne, der nu havde demonstreret i næsten to uger, og med myndighedspersoner. Tilbage i Stellenbosch sendte Nico Smith sine studerende på weekend med besked om at formulere en erklæring om det, de havde set og hørt, blot som en øvelse.
Men mandag aften brød helvede løs. Nico Smith blev kaldt til møde med universitetets dekan og en topembedsmand fra kirken. De forbød ham at have flere politiske diskussioner med de studerende. Nico Smith indvilligede, men sendte i protest sin personlige erklæring om de fattige kvinders demonstration til landets magtfulde kirkeblad.
Fredag morgen var kirkebladets forside prydet af Nico Smiths regeringsfjendtlige formuleringer. Hvorfor redaktøren af kirkebladet overhovedet valgte at trykke den kontroversielle tekst, ved Nico Smith ikke. Men landets øvrige medier flød i de følgende dage over med historier om den rebelske professor, der sagde det usigelige.
I dagene, der fulgte, begyndte sikkerhedspolitiet at genere Nico Smith med telefonaflytninger og censur af hans post. Agenterne opsøgte ham og truede ham. En afhøringskommission blev nedsat. Var han en politisk trussel? Hvem arbejdede han for? Var det kommunisterne i ANC? Og var han farlig for landets sikkerhed?
Afhøringskommissionen gjorde det klart for Nico Smith, at en fortsættelse af hans rebelske opførsel kunne få alvorlige konsekvenser for ham og hans familie.
Med den besked i baghovedet tog Nico Smith hjem. Det var en sen fredag aften, og Nico Smith vækkede sin kone, som allerede sov. Han fortalte hende, at han var nødt til at træffe en afgørende beslutning: Enten skulle han fortsætte ad den farlige vej, som hans sind og hans kristne moral påbød ham – eller også måtte han tie og for altid holde sig uden for den offentlige debat.
»Vi beder ofte,« sagde han til Ellen, »men i denne sag bliver vi nødt til at afkræve Gud et meget klart svar.«
Om mandagen, knap tre døgn senere, ankom et telegram. Nico Smith undrede sig, da han tog imod postbudets kuvert. Telegrammer var allerede fortid, en lidt gammeldags og højtidelig meddelelsesform.
Han åbnede det med det samme. Læste den kortfattede tekst hurtigt – og så igen og igen.
»Det kan ikke være sandt. Det var ikke den slags svar, jeg bad om,« tænkte Nico Smith fortvivlet og rasende på Gud.
Teksten lød: »De er hermed kaldet til hvervet som præst for den sorte menighed i Mamelodi, Pretoria.«
Nico Smith følte jorden forsvinde under sig.

Men man ignorerer ikke et kald. I de 22 år, der er gået, siden telegrammet kom, har Nico Smith arbejdet blandt sorte. Han boede endda midt i den sorte township i en årrække i 80’erne. Som de eneste to hvide blandt tusinder af sorte slog han og hans kone Ellen, sig ned i Mamelodi, et slumkvarter i Pretorias udkant, hvor rotterne løber om kap i gaderne, og hvor man aldrig kan regne med strøm og rindende vand.
Dengang kørte busser med hvide skolebørn på ekskursion undertiden forbi. De skulle se, hvordan de vilde sorte boede, og når de passerede familien Smiths lille hus, fik børnene at vide, at der boede en fæl, hvid kommunist, en fjende af afrikaanerne.
Men tiden var under forandring. I de sorte områder var oprøret så truende, at der blev indført undtagelsestilstand. Presset fra det internationale samfund var massivt, og sanktionerne mod landet ødelæggende for den sydafrikanske vækst og selvfølelse.
»Vi må tilpasse os eller dø,« lød daværende præsident P.W. Bothas opgivende suk over for sine bekymrede, hvide vælgere, der så deres magt smuldre i 1980’erne.
De sorte vandt en afgørende sejr, da loven om, at sorte ikke måtte opholde i de hvide områder, blev ophævet. Og i 1992 vandt den sorte menighed i Mamelodi en lille, men næsten poetisk retfærdig sejr, da de med Nico Smith i spidsen overtog en smuk, gammel afrikaanerkirke midt i de hvides højborg, Pretoria.
I april 1994 gik sorte og hvide for første gang i Sydafrikas historie til valg sammen. Resultatet var givet på forhånd.
Nelson Mandela, der havde siddet fængslet på Robben Island som politisk fange i 27 år, blev landet første sorte præsident, og apartheid endeligt afskaffet.
Nico Smith græd hele dagen.
Det var dag fyldt med følelser af triumf og intens retfærdighed – af at være den, der ler sidst og bedst. Men først og fremmest var det en glædens dag.
Det er nu ti år siden, og sejrsrusen har lagt sig. Sydafrikas forfatning og love forbyder racisme, man har lagt afstand til historien, men menneskers sind kan ikke ændres med pennestrøg.
Den gamle præst har ikke meget håb for, at den nuværende generation vil forene sig på tværs af racer. Men når han tænker på sine egne erkendelser, hvor mange år de end tog, må han alligevel være optimist. Hans børns børnebørn vil måske opleve et Sydafrika, hvor race intet betyder. Måske.
Ét er i hvert fald sikkert. Nico Smith ikke længere europæer.
Han er hvid afrikaner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her