Læsetid: 9 min.

‘Vel kan vi have dræbt mennesker’. Men som han også skynder sig at pointere...

Nye tider for flyvevåbnet: I krigen mod terrornetværk i Afghanistan ‘afleverede’ seks danske F-16 kampfly 19 laserstyrede bomber. Sandsynligvis har piloterne dræbt mennesker, siger oberst Karsten Schultz, chefen for Flyvestation Aalborg
28. april 2004

Afghanistan 3
»Vel kan vi have dræbt mennesker. Vi har ikke nogen endegyldige beviser for det, fordi vi afleverede vores bomber fra stor afstand, men sandsynligheden er da helt klart til stede,« siger oberst Karsten Schultz, chef for Flyvestation Aalborg.
Men som han også skynder sig at pointere: »Det var retfærdiggjort af den opgave, vi havde fået. Jeg har ingen dårlig samvittighed, og jeg mener klart, det er det rigtige, vi var i gang med.«
I tiden under Den Kolde Krig var en af flyvevåbnets vigtigste opgaver at sikre sig mod krænkelser af dansk luftrum. Det var ubevæbnet patruljeflyvning, men efter indsatsen i Afghanistan, hvor de danske kampfly deltog i egentlige kamphandlinger, er piloternes selvopfattelse ændret, fortæller Schultz.
Kort sagt er stemningen mere alvorlig og mindre cowboy:
»Det at vi har været ude og prøve det rigtigt, gør, at vi skal ha’ lidt mere træning ud af den benzin, vi bruger... Det er altså noget andet, når der hænger rigtige bomber under vingerne, end når vi bare simulerer, der hænger nogen,« som han siger.
Efter indsatsen over Afghanistans bjerge har Schultz grund til tilfredshed: »Set fra en jagerpilots synspunkt har vi ikke noget at skamme os over i forhold til professionalisme. Der er altså ikke ret mange, der kan det, vi kan, lige i øjeblikket.«

Combat Missions
‘Kongen af Aalborg’, som den 54-årige oberst med et skævt smil ynder at titulere sig, fløj selv 13 combat missions, da han som chef for European Participating Air Forces (EPAF) var udsendt til Afghanistan fra efteråret 2002 til foråret 2003.
Med en samlet styrke på 18 kampfly fra Danmark, Norge og Holland blev EPAF ifølge Schultz »en kampafgørende faktor« med kvarter på Manas luftbasen i Kirgisistan. De europæiske F-16 fly var således de eneste kampfly på Manas, da Schultz var udsendt.
Fra udstationeringen startede den 1. oktober 2002 og frem til den 30. september 2003 fløj de seks danske F-16 kampfly 372 missioner på sammenlagt 4.341 flyvetimer. Mange af timerne blev brugt på at flyve frem og tilbage mellem Kirgisistan og luftrummet over Afghanistan, hvor flyene skulle operere. Afstanden er som fra København til Paris med omkring en times flyvetid, og derfor var det nødvendigt at lufttanke ca. seks gange pr. tur, når F-16 kampflyene var på vingerne over Afghanistan.
Der blev anvendt »skarpe våben«, dvs. 19 laserstyrede GBU-12 bomber hver på 500 pund, på otte danske missioner. På to af missionerne blev der desuden affyret ca. 250 skud fra den seks-løbede Vulcan-maskinkanon, der sidder forrest. Dertil kommer 19 missioner med de såkaldte decoy flares, dvs. brændende stykker magnesium, som udskudt fra flyets bagkrop giver et kraftigt hvidt lys, der f.eks. kan virke skræmmende eller bruges som værn mod mandbårne missiler.
Selv om de danske F-16 fly er ældre, dvs. fra 1980’erne, er de efter Kosovo-krisen blevet opdateret samt udstyret med såkaldt smarte våben. I eks-Jugoslavien var de danske kampflys indsats afhængige af andres måludpegning, men med det såkaldte LANTIRN-system (Low Altitude Navigation and Targeting Infra Red Night) som er blevet installeret fra efteråret 2001, er flyene i stand til »at skelne deltaljer ned til en størrelse på to meter på 20 km. afstand,« som Forsvares nyhedstjeneste meddelte i efteråret 2001.
Avanceret computerudstyr og kameraer i en såkaldt POD låser sig fast på et udpeget mål. Samtidig er de to GBU-12 bomber på hvert fly modificeret med styrbare halefinner og »en næse med sensor, der kan finde målet, som LANTIRN belyser.«
Allerede under kampene om hulesystemerne i Tora-Bora-bjergene i det sene efterår 2001 var amerikanerne nødt til et erkende, at selv massive luftbombardementer ikke nødvendigvis ødelagde eller mindskede talebanernes og al-Qaeda-guerillaernes kampevne. Heller ikke selv om Afghanistan i starten af indsatsen blev inddelt i 30 såkaldte kill boxes, som hver især blev overvåget af kampfly, klar til at reagere, hvis specialstyrker tilkaldte dem.
For som Dan Snyder, sergent i U.S. Marines, senere udtalte: »Vores fjende har jo ikke en kompliceret logistik. Der er kort sagt ikke en skid, vi kan ødelægge eller afbryde med luftangreb.« Snyder mente endog, at luftindsatsen i Afghanistan ofte var lige så virkningsløs som artillerikanoner var det under Første Verdenskrig mod soldater nede i skyttegravene.
Det er Schultz langt fra enig i. Hans personlige erfaringer fra indsatsen i Afghanistan er tværtimod, at de moderniserede F-16 kampfly faktisk er både effektive og dødbringende våben:
»Fjenden vidste, at vi kunne ramme, for en moderne jetjager kan altså ramme lige i øjet. Det har vi gjort mange gange. Næsten på alle missioner har vi været nede og markere: Hey, vi er her altså... Og det gjorde, at koalitionens jordstyrker fik fred og ro til det, de skulle lave,« som han siger.

Bombs away
Den væsentligste opgaver for de 18 F-16 jagere fra EPAF var beskyttelse af konvojer og patruljeflyvning i grupper på to og to. Alle krigens luftoperationer blev dirigeret fra Combined Air Operation Center (CAOC), der lå 3.000 km væk i Saudi Arabien.
»Vi måtte ikke komme under tre km. højde, for så kunne fjenden nå os med infrarøde missiler. Men fra den højde kan jeg med min POD se enkeltpersoner« fortæller Schultz.
»Når vi rutinemæssigt fløj på beredskab, kunne vi blive ringet op: Tag hen og snak med Hard Rock.«
‘Hard Rock’ er et ofte anvendt kodeord, når en specialsoldat har udpeget et fjendtligt mål og nu ønsker flystøtte.
»På secure radio fortæller han, hvad han har behov for og giver en position, og så skal han tale os ind på målet: Kan du se de huse her? Ja, jeg kan se ca. 20 huse... Så skal jeg have min POD til at se det samme, og når vi har fået målet godkendt, og det er okay med os, så har jeg mit kryds stående hen over målet.«
Når målet først er indlæst, kan flyet cirkle rundt op til 20 km fra målet, som hele tiden fastholdes af computeren.
»Fra det øjeblik jeg holder op med at styre POD’en, er den ground stabilized. Den kigger på det samme sted på jorden hele tiden, uanset hvor jeg er henne. Jeg kan også låse den på f.eks. en lastbil, og hvis bilen så flytter sig, flytter krydset sig også.«
»Laseren giver den nøjagtige afstand til målet, som computeren fortæller til mit våbensystem. Vi kan jo ikke smide bomber ud til siden, de bliver smidt samme vej, som vi flyver. Hver bombe er sat op med hver sin kode, og jeg har også koden med for min makker, så jeg kan også styre hans bomber. Og når vi så endelig smider dem, rammer vi indenfor halvanden meter.«
»Når bomben er på vej derned, tænder jeg laseren, der belyser målet, som reflekterer op til bomben, hvor der foran sidder en styreanordning. Det er måden, det gøres på.«
I visse tilfælde kan specialsoldaten på jorden overtage laserstyringen af bomberne. Det giver adgang til mål, som ikke umiddelbart kan nås fra luften. Det erfarede de danske piloter:
»Vi var inde og smide bomber i nogle huler på en lodret klippevæg, hvor bomberne blev verfet ind af specialsoldater. Piloten smider så bomberne og stikker af, mens en jægersoldat på jorden belyser målet. Så kalder piloten ham og siger Bombs away, så indfanger hans laser bomben op og rammer målet. Det nye er, at manden på jorden nu kan belyse målet med en laserting, der nærmest ligner en lommelygte.«

If in doubt, no doubt
Når danske soldater er udsendt, arbejder de efter et såkaldt Rules of Engagement, dvs. regler for magtanvendelse. Under indsatsen i Afghanistan skulle piloterne i EPAF og flyveledelsen i CAOC sørge for, at alle overholdt deres egne nationale regler.
Ifølge Schultz var der forskelle f.eks. for de danske og de øvrige piloter. Eksempelvis måtte de danske piloter ikke forfølge og beskyde al-Qaeda-guerillaer, hvis de flygtede over grænsen ind i Pakistan.
»Vores RoE var det mest restriktive, og det gjorde, at i visse operationsområder ville man hellere have andre fly end vores, for de var lidt mere fleksible,« erindrer Schultz og tilføjer:
»Vi havde et robust mandat, der sagde grænsen. De andre fik deres mandat udvidet, så de gerne måtte skyde igen, også med kampfly, selv om fjenden var løbet ind på den pakistanske side af grænsen. På den anden side havde vi også en fortolkning: If in doubt, no doubt. Altså hvis vores styrker på jorden var under beskydning og direkte truet, og vi var lige på grænsen, så gik vi efter dem. Men hvis vi var helt sikre på, at de var på den forkerte side, så kunne vi ikke forfølge fjenden.«
Ifølge Schultz var der konkrete tilfælde, hvor danske kampfly måtte vende om for ikke at komme i strid med RoE og mandatet fra Folketinget. Ligeledes var der også bestemte procedurer, der skulle iagttages, før et udpeget mål kunne beskydes. Hensigten var at undgå civile tab.
»Danmark ville meget gerne have haft en national repræsentant på oberstniveau udstationeret hos ledelsen i CAOC i Saudi Arabien med opgaven at sikre, at de danske fly opererede inden for det mandat, der var givet af Folketinget samt selvfølgelig inden for konventionerne.«
Men ifølge Schultz lykkedes det ikke, fordi Saudi Arabien alene ville tillade indrejse for amerikanere. Den danske forbindelsesofficer måtte derfor operere på et lavere niveau. Det fungerede nu også udmærket, vurderer Schultz, der samtidig understreger betydningen af præcis denne opgave:
»Forbindelsesofficeren sidder sammen med en militær juridisk rådgiver. De skal sikre, at vi oppe i flyene ikke ubevidst overtræder alle de her regler. De kan smide »det røde kort«, hvis danske fly ikke må deltage.«

Langhåret debat
Under indsatsen i Afghanistan vakte det medieopmærksomhed, da en dansk pilot blev spurgt af en tv-reporter, om han deltog i en krig. Hvad synes du selv, spurgte piloten og antydede dermed det dilemma, som prægede hele den danske indsats i Afghanistan:
Selv om danske kampfly skød med skarpt, var landet formelt set ikke i krig. Den militære indsats var nemlig rettet mod terrornetværk - ikke mod afghanere eller den afghanske regering.
For Schultz og de danske piloter kunne det hurtigt blive en temmelig »langhåret juridisk debat«, som han siger det:
»I mine øjne er der ingen diskussion: Vi har været ude i krigslignende handlinger, og vi skulle aflevere våben med det formål og effekt, at de kan dræbe mennesker. Og det er det, man mener med krig. Men om det så er krig juridisk set, om den er erklæret osv., den diskussion må andre tage.«
Siden hjemkomsten fra Afghanistan er Schultz blevet overrasket over, hvor få i den danske befolkning, der er klar over, hvad de danske F-16 piloter egentlig har foretaget sig:
»Jeg holder et foredrag i gennemsnit en gang om ugen, hvor jeg bruger meget tid på det her. Vi var sgu’ ude i alvor her, og mine svende leverede varen under meget vanskelige og farlige forhold. Herhjemme er der bare ikke rigtig nogen, der er klar over det. Sådan er min oplevelse af situationen.«
Måske har forsvarets ledelse selv et vist medansvar, hvis omfanget af den danske indsats ikke står lysende klart for befolkningen. I hvert fald fastholdt flyvevåbnet ifølge Berlingske Tidende gennem en uges tid i starten af marts 2003 det klassiske militære standpunkt med hverken at af- eller bekræfte, om danske kampfly havde deltaget i bombardementer i Afghanistan.
Tavsheden stod i kontrast til f.eks. den norske forsvarsminister, der meddelte offentligt, når de norske F-16-fly havde deltaget i bombardementer. Først den 5. marts bed flyvevåbnet i det sure æble og medgav, at de danske kampfly et eller andet sted »over det sydøstlige Afghanistan« som en del af Operation Mongoose (Desmerdyr) havde kastet GBU-12 bomber forsynet med laserguidede præcisionssystemer.
»Jamen, der er kun en ting at gøre, og det er at være åbne og fortælle, hvad vi har lavet derude på hele nationens vegne,« lyder kommentaren fra Karsten Schultz.

*Dette er tredje del af serien Vores krig i Afghanistan. De to første artikler blev bragt den 22/4 og 23/4. Serien fortsætter.
*Se artiklerne, kildeliste og andet materiale på tema.information.dk/voreskrig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her