Læsetid: 4 min.

I 68-oprørets skygge

Bernardo Bertoluccis ‘The Dreamers’ er ikke den store film om 1968-generationen. Men en forførende sensuel fortælling om erotisk indvielse og brændende filmkærlighed
6. maj 2004

Ny film
Man kan blive helt varm om hjertet ved at se en film, der ikke som Tarantinos Kill Bill-historier og Gibsons Jesus-film, prøver at tiltrække med orgier af sadisme og splatter, men foretrækker ren og skær gammeldags sex. Ganske vist iblandet et stænk af incest, men frem for alt gennemstrømmet af den umiddelbare sensualitet og skønhedsssøgen, man kan forvente af instruktøren af Marlon Brando-klassikeren Sidste tango i Paris.
En ungdom opflasket med barbar-film og babse-porno vil måske finde The Dreamers tam og tækkelig, men tilhører man, som anmelderen, Bernardo Bertoluccis årgang og har indåndet 1960’ernes atmosfære af omvæltning og befrielse, er The Dreamers en forførende oplevelse. Ikke på nogen måde det store centrale værk om den revolutionære 1968-ungdom og dens politiske visioner og resultater, men en kritisk-kærlig kammerspilsfortælling om borgerlig selvspejling og seksuel modning i kulissen til et demonstrationspræget Paris anno 1968, hvor politisk stillingtagen i sidste ende var svær at undgå.

Paris i oprør
Bertolucci, der med værker som Medløberen, Sidste tango i Paris og 1900 er blandt de få instruktører, der fortjener navnet filmdigter, har i mange år båret på drømmen om at lave en film om 68-oprøret. Eller rettere: om hvad disse år betød for netop ham – politisk, erotisk og ikke mindst filmisk.
Ved at filmatisere den engelske filmkritiker og romanforfatter Gilbert Adairs delvis selvbiografiske roman The Holy Innocents (der nu er kommet i revideret udgave under titlen The Dreamers) lykkes det Bertolucci at undgå projektets to største faldgruber: den hensvømmende nostalgi, der dugger billedet sentimentalt, og den letkøbte bagklogskab, som forfalsker og kun skaber afstand.
Det er historien om den unge amerikanske franskstuderende Matthew, der bliver ven med et højst specielt tvillinge-par: Theo og Isabelle. Først tror han, de er kærester (og de sover da også i samme seng), men først og fremmest deler de en brændende filminteresse, som får dem til at deltage i 1968-forårets berømte demonstrationer mod fyringen af den franske filmmuseumsleder Henri Langlois – uroligheder, der foregreb de massedemonstrationer, der kort efter satte hele Frankrig på den anden ende.
Isabelle og Theo, der er børn af en kendt, velstående digter, lever ellers i deres egen lille cineastiske drømmeverden, hvor de genskaber favoritscener fra klassiske film. Og smukt solidarisk med denne brændende filmkærlighed (som Matthew fuldt ud deler) citerer Bertolucci gang på gang fra de film af Chaplin, Keaton, von Sternberg, Howard Hawks, Frank Tashlin og ikke mindst Godard, som optænder parrets fantasi.
Selvfølgelig er det Bertoluccis ‘hyldester’ til de gamle mestre. Men det er også en fin indforstået måde at skildre filmbesættelse på, med velanbragte små musikindslag fra Nye Bølge-klassikere som Ung flugt og Åndeløs. Hvortil kommer gode uddrag fra tidens rock-højdepunkter – dog rammer nogle Doors-indslag og en hentydning til Jimi Hendrix’ betydning for amerikanske Vietnam-soldater historisk ved siden af.
Da trioen får forældrenes komfortable, labyrintiske pariserlejlighed for sig selv, tager de erotiske lege fart – med både frigørende og problematisk virkning for den mere oprigtige og
intellektuelt modne amerikaner Matthew, der prøver at løsrive Isabelle fra tvillingebroderens greb. Her er sex-scener, der forfriskende overtræder gældende filmiske blufærdighedstærskler. Både sjæle og kropsvæsker blandes i denne lejlighed, som har tydelige paralleller til de legendariske isolerede pariserrum i Sidste tango i Paris.
Mod slutningen kammer filmen desværre over mod det symbolistiske, da en brosten fra gaden splintrer trioens eskapistisk-infantile drøm og den ellers lænestols-revolutionære Theo med ét kaster sig ud i gadekampene. Et forpustet forsøg på at give filmen en afblanceret afrunding, der både tilgodeser Matthews antivoldsholdning og den franske oprørsild.

Oprør ved middagsbordet
Bertolucci, der i sine unge dage var kommunist (i italiensk forstand) og klart på de revolutionæres side, holder ellers uden besvær tungen lige i munden og forbliver tiltalende solidarisk med sin unge trio af filmdrømmere hele vejen igennem.
Theo og Isabelle er ganske vist klare eksempler på forkælede borgerbørn, der overfører det traditionelle forældreoprør til politisk revolte. Men når Theo ved middagsbordet ganske stille konstaterer, at han ikke ønsker at blive som sin far, der politisk går på kompromis med, hvad han har skrevet, så er det værd at høre efter, for ungdomsoprøret var jo også en middagsbords-revolte, der forenede intimsfære og idealisme, familie og politik.
Theo og Isabelle er samtidig efterkommere af det forkvaklede søskendepar i Jean Cocteaus De sorte får (Les prents terribles) – siamesiske tvillinger med ar fra deres adskillelse og lige rigeligt litterært belastede figurer i en 1968-sammenhæng. Og det hjælper ikke på autenticiteten, at ingen af dem (og i øvrigt heller ikke Matthew) i umiddelbar udstråling eller kostume virker som trådt ud af tidsperioden. Dertil er de alt for artigt velskrubbede og kortklippede.

Maos strålende film
Men trods disse forbehold tøver jeg ikke med at anbefale The Dreamers som en tidsatypisk historie om en trio af tænkende, følende unge fra en lidenskabelig, meget bagtalt periode, der venter på sin oprejsning.
Smukt filmet og sanseligt spillet af nye navne, der gør nøgenhed til a thing of beauty, er The Dreamers en auteur-film af den gedigne slags, personlig, sårbar og i hver meter lavet con amore. Og så rummer den et meget slående billede i Matthews replik til Theo, da denne glorificerer Mao som en leder, der lader folket kæmpe med bøger (Den lille røde) i stedet for geværer – som i en strålende film. Nej, siger Matthew, det er ikke bøger, det er den samme ene bog, båret af uniformerede personer: Alle medvirkende i den strålende film er statister!

*The Dreamers. Instruktion: Bernardo Bertolucci. Manuskript: Gilbert Adair. Fransk-engelsk-italiensk-amerikansk (Grand)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu