Læsetid: 6 min.

’Jeg anklager den danske regering

’Når man tilsidesætter Genèvekonventionerne, har man samtidig sat scenen for krigsforbrydelser’
18. maj 2004

Det nye er ikke, at diktatoriske regimer har brugt Genèvekonventionerne til at tørre blodet op med i deres torturkamre.
Det nye er, at vi siden 11. september har set et moralsk skred i de civiliserede og demokratiske staters vilje til at efterleve og respektere de grundlæggende humanitære regler. De konventioner, som normalt udgør grænsen mellem civilisation og anarki, er blevet erstattet af den stærkes ret.
Det begyndte i Afghanistan, hvor USA satte Genèvekonventionerne ud af kraft med fuld accept af den danske regering og et flertal i det danske folketing. Og der går en lige linje fra tilsidesættelsen af de humanitære love i Afghanistan til den systematiske og udbredte mishandling af krigsfanger og internerede, vi nu ser kulminere i Irak. For når man tilsidesætter Genèvekonventionerne, så har man samtidig sat scenen for krigsforbrydelser.
På den baggrund anklager jeg regering og folketing for at have svigtet de mest grundlæggende humanitære principper – et svigt som gør os alle til medansvarlige for den moralske deroute, vi alle har kunnet opleve i form af de uhyggelige billeder af mishandlede fanger i Irak. Regeringen og Folketinget har været oplyst om disse overgreb i måneder. De har fra Afghanistan til Irak kunnet følge udsagnene om de alt for mange døde fanger fundet med bagbundne hænder. Om de alt for mange døde på slagmarken uden våben. Om de alt for mange mishandlede under forhør og om de alt for mange tilbageholdte uden rettergang. Og de har ikke sagt fra!

Nu kan danske myndigheder vel ikke klandres for, at Danmarks allierede ikke har levet op til forpligtelserne i Genèvekonventionerne? Jo, det er præcis, hvad de kan! Allerede i konventionens første artikel hedder det, at lande, der tiltræder disse konventioner forpligter sig til »under alle forhold« at overholde dem. De forpligter sig endvidere til at drage omsorg for, at alle øvrige underskrivere overholder lovene. Desuden påtager de deltagende stater sig pligten til »videst muligt« at udbrede kendskabet til Genèvekonventionerne i deres egne lande. En pligt, vi i Dansk Røde Kors finder, at skiftende danske regeringer har taget let. For let! Det er ikke nogen hemmelighed, at de første danske soldater, der blev sendt af sted til opgaver på Balkan i begyndelsen af 90’erne, kun havde et nødtørftigt kendskab til krigens regler, og at dansk politi blev sendt af sted stort set uden kendskab til Genè-vekonventionernes gyldighed. Dette var et svigt mod de soldater og det politi, som blev sendt ud i første række i krig og konflikter.
Det er der heldigvis blevet rettet op på. Forsvaret gør i dag en ihærdig indsats for at klæde soldaterne bedre på. Des mere beskæmmende er det at se en dansk officer i TV-avisen søndag stå frem og forsvare tortur og mishandling af fanger, hvis det tjener et højere formål. Det er ikke bare uansvarligt. Det er også at acceptere krigsforbrydelser. Tortur af fanger er forbudt, og tortur kan ikke gradbøjes. Påstanden om, at man gennem tortur kan fremskaffe oplysninger, som kan afmontere en »tikkende bombe«, er et argument, som Røde Kors hører igen og igen, og bliver netop brugt som alibi for at have mishandlet fanger. Det er Internationalt Røde Kors’ erfaring fra tusindvis af fangelejre og fængsler, at tortur i langt de fleste tilfælde anvendes alene for at ydmyge, degradere, indoktrinere og intimidere fangerne og ikke for at skaffe oplysninger.

Med den holdning som oberstløjtnant Poul Dahl fra Prinsens Livregiment gav udtryk for i TV-avisen, kan det ikke undre, at menige soldater kommer i tvivl. Krigens regler er jo ikke noget, de først skal slå op i en bog for at se, hvad der er tilladt og ikke tilladt. Det er noget, alle i kommandolinjen, fra den øverste officer til den enkelte soldat, skal have på rygraden – og som vi heldigvis kan notere, at de to danske sygepassere havde, da de oplevede en irakisk fange, der blev tortureret til døde af de britiske styrker. De reagerede fuldt korrekt. Problemet er kun, at deres overordnede ikke fandt det vigtigt at rapportere det videre i systemet.
Desværre kan jeg ikke frigøre mig fra den tanke, at officerens holdning om, at Genèvekonventionerne kan fortolkes og gradbøjes, er den triste følge af den moralske deroute, som den danske regering har lagt for dagen gennem sin slingrende fortolkning af disse reglers anvendelse. Mundtlige og skriftlige henvendelser fra Dansk Røde Kors til regeringen og Folketingets retsudvalg om at leve op til konventionerne er stort set blevet mødt med et skuldertræk. Det gælder også den meget alvorlige udtalelse som Dansk Røde Kors samlede repræsentantskab sendte til regering og folketing den 7. november 2003. I udtalelsen hedder det bl.a.:
» Dansk Røde Kors’ repræsentantskab opfordrer regeringen og Folketinget til aktivt i ord og handling at arbejde for overholdelsen af de internationale humanitære regler om beskyttelse af ofre for krig og krise.«
»Det er især vigtigt, at regeringen og Folketinget lever op til deres ansvar i en tid, hvor de internationale humanitære regler er under pres samtidig med, at Danmark er part i krige og kriser.«
Udtalelsen kan ses som organisationens stigende bekymring over den danske regerings accept af at skrotte Genèvekonventionerne, når det gælder fangerne på Guantanamo, herunder et brev fra statsminister Anders Fogh Rasmussen til Dansk Røde Kors af 7. januar 2003, hvori statsministeren fastslår, at Genèvekonventionerne ikke fuldt ud kan bruges, når det gælder kampen mod den internationale terrorisme.
Det er jo rigtigt. De kan heller ikke bruges til at regulere trafikken. Men de kan, hr. statsminister, bruges og skal ufravigeligt bruges, når det gælder krig og konflikter. Argumentet om deres mangler var måske til at forstå, hvis de stod i vejen for kampen mod terror. Jeg vil derfor udfordre statsministeren og regeringen til at komme med bare et eneste eksempel på, at Genèvekonventionerne er en hindring for bekæmpelsen af terror.
I fjor besøgte Internationalt Røde Kors 469.648 fanger i 80 lande. Det er ikke ukendt, at myndighederne i disse lande mener, at netop deres fanger ikke er omfattet af Genèvekonventionerne, men at de er forbrydere og terrorister og derfor ikke er omfattet af Genèvekonventionernes beskyttelse. Normalt aktiveres her den gensidige forpligtelse mellem staterne om, at konventionerne skal overholdes. Eksemplet er Nelson Mandela. Han er ikke i tvivl om, at han og hans kammerater på Robben Island kun overlevede takket være de civiliserede landes pres om, at de skulle behandles efter Genèvekonventionerne. Den daværende sydafrikanske regering betragtede Mandela og hans kammerater som en flok terrorister og sabotører, som ikke faldt ind under konventionerne. Her stod den danske regering fast på principperne.
Helt modsat var holdningen til principperne, når det gælder Afghanistan. Her var det verdens eneste supermagt, som indtog det »sydafrikanske« standpunkt. Og så røg principperne. Den danske regering har ikke så meget som vippet med øjenlåget, men tilmed sanktioneret fravigelsen af folkerettens principper for fangerne på Guantanamo.
Det er her, jeg ser det moralske skred. Genèvekonventionerne er ikke kun til for dem, vi sympatiserer med. De er til for alle. De er så at sige skrevet i blod og udviklet gennem hundrede års krige og konflikter. Vist er det sandt, at fangerne hverken er Guds eller Allahs bedste børn. Vi ved, at mange af dem er forbrydere og kriminelle terrorister. Og lad det være sagt, at Røde Kors går stærkt ind for, at forbrydelser efterforskes, og at de skyldige straffes.
Men vi går ikke ind for, at forbrydelser bekæmpes med nye forbrydelser. Genèvekonventionerne er netop til for at stoppe den onde spiral af vold og revanchisme. De er forskellen mellem civilisation og anarki. Og det er ikke af hensyn til de irakiske fanger, at vi skal overholde dem. Det er dybest set for vores egen skyld.
Personligt er jeg overbevist om, at et lands og et folks moralske overlevelse afhænger af, hvordan vi behandler samfundets værste fjender.

NB: Det er klart, at disse anklager vil medføre beskyldninger om, at Røde Kors politiserer. Lad mig derfor slå fast, at Røde Kors har påtaget sig rollen som vogter af Genèvekonventionerne og har mandat til at råbe op, når de ikke respekteres. Tavshed er ikke et af Røde Kors’ principper. Vi tier, hvis det er bedst for ofrene. Vi taler, hvis det er bedre. Mangelen på respekt for de humanitære love har nået et punkt, hvor i hvert fald jeg må tale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her