Læsetid: 7 min.

En beskidt og farlig opgave

Torturen i Abu Ghraib-fængslet er ikke bare syv rådne æbler, men måske resultatet af et bevidst politisk skred foretaget af Bush-regeringen
22. maj 2004

»Når vi er færdige med dem (talebanerne og al-Qaeda, red.) vil fluer vade over deres øjne,« sagde CIA’s fhv. direktør for terrorbekæmpelse Cofer Black efter terrorattentatet den 11. september 2001.
»Vi vil dræbe dem. Vi vil sætte deres hoveder på stave. Vi vil ryste deres verden.«
Eller som Black også sagde: »Handskerne blev taget af efter den 11. september.«
Han var ikke den eneste i Bush-regeringen, der i dagene efter al-Qaedas attentat følte hævntørst. Vicepræsident Dick Cheney ønskede, at »bin Ladens hovede blev serveret på et fad«.
»Vi har brug for en stab med meget ubehagelige personer,« sagde Cheney til tv-stationen NBC.
»Det er en beskidt, farlig og pervers opgave. Vi er nødt til at bevæge os ind i det terræn.«
Ordene faldt efter et møde i Camp David den 15. september, hvor præsident George W. Bush havde inviteret sine nære medarbejdere – fra Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld til udenrigsminister Colin Powell og sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice. Efter en indledende bøn af Bush talte de om at lancere en offensiv imod al-Qaeda. Daværende finansminister, Paul O’Neill, der deltog i mødet, erindrer, ifølge bogen The Price of Loyalty, at CIA-direktør George Tenet fremlagde en plan, der skulle give CIA ubegrænset adgang til at gennemføre hemmelige missioner i hele verden – heriblandt komplotter, mord og »med alle nødvendige midler« at »neutralisere« personer, der truer den amerikanske regering.
Det var med andre ord en plan om at vende tilbage til den gamle beskidte krigsførsel, med ’license to kill’ uden for lov og orden. Tilbage i 1976 forbød daværende præsident Ford det, men i oktober 2001, sendte Bush en milliard dollar ekstra til CIA med henblik på at udføre de ’nødvendige’ hemmelige operationer. CIA fik bemyndigelse til at etablere hemmelige afhøringscentre i udlandet, så de kunne lave en hårdere afhøring af mistænkte terrorister end den, der var tilladt i USA. George Tenet har senere erkendt under en høring i Kongressen, at USA har overladt omkring 70 fanger til lande som Marrokko, Syrien, Saudi Arabien, Jordan og Egypten – alle lande, der har traditioner for at bruge tortur mod udvalgte fanger.

Mere fleksibilitet
Efter krigen i Afghanistan blev hundredevis af fanger interneret i Guantánamo-fangelejren i Cuba. Forsvarsminister Rumsfeld holdt taler om, at Genèvekonventionen for behandling af krigsfanger manglede den nødvendige ’fleksibilitet’.
Bushs juridiske rådgiver, Alberto Gonzales skrev et memorandum om, at det »nye paradigme gør de stramme Genève-begrænsninger for afhøring af fjendtlige fanger overflødige«.
Regeringen besluttede at definere fangerne ud i et juridisk ingenmandsland som ’fjendtlige kombattanter’, der hverken var beskyttet fuldt ud af Genève-konventionen eller kunne appellere til amerikanske domstole.
Den amerikanske taleban, John Walker Lindh, undgik Guantánamo, men senere afslørede billeder, at han var blevet afklædt, tapet til og lagt ind i en skibscontainer uden vinduer.
Tortur og mishandling af fængselsfanger er ikke tilladt i USA. Menneskeretsaktivister har fordømt mange tilfælde i USA’s fængsler, hvor der sidder over to millioner fanger. Men tortur er i strid med demokratiets forfatning. USA har også ratificeret den internationale konvention imod tortur og anden grusom og umenneskelig behandling af fanger. På papiret fungerer systemet i pagt med de grundlæggende værdier. Ofrene kan klage, overgrebene kan retsforfølges og i flere tilfælde er de ansvarlige blevet straffet for deres handlinger.
Men grænserne for ret og uret har flyttet sig under Bush. I løbet af 2002 begyndte den at formulere konturerne af en politik, der skulle flytte USA ud i den retslige gråzone. Nationen fik sin ’Patriot Act’ og uden for almindelige retsprocedurer kunne mistænkte varetægtsfængsles på ubegrænset tid.
»Mere end to et halvt år efter, at han arresterede og hemmelig tilbageholdt mere end tusind mennesker, har hr. Ashcroft (justitsminister, red.) ikke fået dømt nogle egentlige terrorister,« som Paul Krugman skrev forleden i New York Times.
I september 2002 fik USA en ny sikkerhedsdoktrin, der åbnede op for ’forebyggende angreb’ på fjendtlig sindede stater, og dermed på radikal vis overskred det internationale retsprincip om suveræne staters ret til ’selvforsvar’. Rumsfeld begyndte at tale om behovet for at ’tænke udenfor boksen’ af de traditionelle doktriner, og ’formodede’ terrorister på en øde landevej i Yemen blev likvideret med et amerikansk Hellfire-missil.
Præsident Bush meldte USA ud af konventionen om den internationale straffedomstol i Haag, han talte om FN’s ’irrelevans’ og i december 2002 stemte USA sammen med tre andre lande imod en ny FN-protokol, der skulle føre til oprettelse af en international enhed med ubegrænset adgang til at kontrollere, at stater ikke torturerer fanger.

Gradbøjning
Der blev sendt stadig stærkere signaler fra Bush-regeringen til de underordnede om, at international ret kunne gradbøjes og var underordnet hensynet til Nationens sikkerhed i den globale terrorkrig:
»Lad os sige det på den her måde. Der er ikke længere et problem,« sagde Bush i sin tale til nationen i januar 2003 med ord, der blev fortolket som støtte til beskidte mord på terrorister.
Siden fulgte Irak-krigen, der blev udkæmpet imod et flertal i FN’s Sikkerhedsråd, og den er et vigtigt kapitel i processen.
»Irakiske brødre, vi amerikanere er kommet for at frigøre jer fra hunden, Saddam Hussein,« udråbte de amerikanske soldater den 9. april sidste år via højtalere til borgerne i Bagdad, inden Saddams statue blev væltet.
Hvad, ingen af de civile vidste, var, at man på det tidspunkt i Washington var ved at lægge sidste hånd på et nyt sæt af afhøringsregler, der skulle bruges mod blandt andet irakiske fanger. Ifølge ugemagasinet Newsweek fik Guantánamos chef, generalmajor Geoffrey Miller, til opgave at lave en manual med 72 teknikker til ’stress og tvang’ af fanger under afhøringer.
Ydmygelser uden tøj, pres til at indtage stressende stillinger, intimidering med hunde, hætter, søvnforstyrrelse og indespærring i små mørke celler i mere end 30 dage, er nogle af de teknikker, der angiveligt indgår i denne ’Gitmo’-manual.
Sent i august 2003 blev generalmajor Miller sendt til Bagdad for at revidere afhørings-procedurerne i fængslerne. Det satte gang i noget. I midten af oktober besøgte folk fra Røde Kors Abu Ghraib-fængslet, hvor de blev ’direkte vidne’ til mishandling af fanger. De informerede i november koalitionens hovedkvarter i Bagdad.

Bag lukkede døre
Avisen Wall Street Journal kunne fornylig afsløre, at Røde Kors skrev en kritisk rapport til koalitionen på grundlag af besøg i 14 irakiske fængsler i perioden marts til november 2003. Organisationen talte om ’systematisk’ brug af »fysisk og psykologisk tvang, der er ensbetydende med tortur«.
Men Røde Kors har tradition for diskretion, og intet slap ud. De ansvarlige gjorde intet for straks at stoppe den grove tortur af fangerne, som de var informeret om. Og der var intet FN-organ til at gribe ind.
Fangerne i Abu Ghraib fængslet blev udsat for tortur i hvert fald til ind i december, og først i midten af januar iværksatte forsvarsminister Donald Rumsfeld en intern undersøgelse af forholdene.
En klage fra en ung soldat satte gang i systemet. Digitale billeder dokumenterede til overflod skandalen. Rumsfeld ville holde undersøgelsen bag lukkede døre af frygt for, hvilken effekt billederne kunne få på oprørsgrupper i Irak.
Det var et gruopvækkende syn. Amerikanske militærfolk poserer glade, smilende og fotograferende i Abu Ghraib, hvor de i gennem længere tid havde tortureret hjælpeløse og hætteklædte irakiske fanger, ydmyget dem seksuelt, truet dem til døde med elektriske kabler på kønsdelene, tvunget dem ud i umulige positioner og sendt frådende hunde efter de nøgne ofre.
Og der er værre billeder, som ikke er offentliggjort.
Bush-regeringen arbejder i disse dage på højtryk for at inddæmme den skandale, der udgår fra Abu Ghraib. Der er kommet flere rapporter frem om tortur af fanger i andre fængsler og videre til Bagram-flybasen i Afghanistan. Op imod 25 fanger er døde i amerikansk fangenskab, har hærens statsadvokat erkendt.
Nogle aviser er begyndt at skrive om et Amerikansk Gulag – et globalt amerikansk netværk, hvor fanger tortureres i fængsler og hemmelige steder. Er der tale om andet end nogle få rådne æbler i Abu Ghraib?
Kenneth Roth fra Human Rights Watch mener, at ansvaret skal placeres højt oppe. Med henvisning til den føromtalte afhøringsmanual siger han, at »det ikke er plausibelt at henføre denne afhøringspraksis til en håndfuld lavtstående soldater og efterretningsfolk. (...) Det afspejler en officiel politik autoriseret på højeste niveau i forsvars- og justitsministeriet og i CIA. Den praksis er i strid med international ret.«
Øverste ansvarlige for tropperne i Irak, Ricardo Sánchez har benægtet, at Abu Ghraib er udtryk for en ’kultur’ med mere systematisk mishandling af fanger.
»Æren og værdissystemet for vore væbnede styrker er ikke kompromitteret, og det gør stadig vores hær til den bedste i verden,« erklærede han forleden.
Undersøgelsen af, hvor kæden bristede, fortsætter, og problemerne vil blive korrigeret, lover Sánchez.
I onsdags blev den 24-årige soldat Jeremy Sivits kendt skyldig for at have medvirket til tortur af fanger i Abu Ghraib. Ved en krigsret i Bagdad fik han et års fængsel. Sivits, der tog flere af de famøse fotografier, greb ikke ind over for den vold imod fanger, som han var vidne til.
Den første syndebuk er fundet, og seks andre underordnede står for tur. Donald Rumsfeld mener, at det viser, at »systemet fungerer.«
Generalløjtnant Sanchez lovede forleden, at han ikke mere vil give grønt lys for visse ’ekstreme afhøringsteknikker’, herunder brug af hunde.
Kenneth Roth fra Human Rights Watch mener dog ikke, at Bush-regeringen har sagt klart, at »disse teknikker er illegale, i strid med menneskerettighederne,« og man holder døren åben for at bruge Gitmo-teknikkerne, når det skønnes ’nødvendigt’.
Siden april er generalmajor Geoffrey Miller forflyttet. Fra Guantánamo. Til at få ansvaret for fængslerne i Irak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her