Læsetid: 4 min.

Den brudte idyl på legepladsen

25 procent af de tjekkiske kvinder oplyser at være blevet slået i ansigtet, sparket eller slået med knytnæver. Fra næste måned er vold i privaten ikke længere helt så privat
15. maj 2004

Det er forår i Prag. Kastanjetræerne har foldet sine mægtige kroner ud og kirsebærtræerne får Petrin-højen over for slottet til at flimre hvidt i solskinnet. På Karlsbroen står spillemændene og spiller tjekkisk folkemusik, mens deres finere kolleger, filharmonikerne, lader tonerne fra de nationale komponister Dvorak og Smetana flyde for fulde huse.
Alt virker idyllisk. Som om brostenene er blevet ekstra toppede og de smalle gader er blevet sprøjtet med præcis den rette blanding af støvet forfald og renoveret skønhed. Og som altid, når solen begynder at varme, kommer folk ud af lejligheder og huse og indtager byens rum. De gamle damer slår sig ned på parkernes bedste bænke, beklager sig over prisstigningerne og svigerindens manglende evner udi blåbær-knödler. De studerende ligger på maven og læser sig langhårede, mens de drømmer om spirende forfatterkarrierer, og den voksende hær af energiske rulleskøjteløbere suser frem og tilbage på stisystemerne i tøj så tætsiddende, at det vist ikke kun er et spørgsmål om aerodynamik.
Og der kysses. Dybt, inderligt og længe. På trinbrættet mens der ventes på sporvogn, foran gadedøre. Alle vegne, hvor et gelænder, en trappesten eller en husmur kan yde støtte, mens parrene lader hele verden vide, at et kys ikke bare er et kys, når man er forårsforelsket, men en rejse på en brusende flod af begær, der det ene øjeblik piskes op og hvirvles rundt for det næste øjeblik at glide dovent af sted.
Desværre er det ikke kun kælne kærtegn, der stilles til offentlig skue, når hverdagens aktiviteter pludselig henlægges til byens udendørs arealer. Går man på legeplads, og det gør man ofte med to små børn i Prag, udstilles en knap så flaterende side af det tjekkiske familieliv.
Her sidder mødrene og snakker, mens ungerne rutsjer, cykler eller laver sandkager i spandevis. Mødrene er professionelt forberedt med saftevand i alle tilsætningsstoffernes farver, et bredt udvalg af chokoladekiks og müslibarer, og der er ikke den krumme, der ikke omhyggeligt bliver fjernet med de medbragte lommetørklæder.
Alt ånder fred og idyl, indtil en dreng vil have lige præcis den grønne skovl, som hans kammerat har, eller en pige får den idé, at det er langt sjovere at kravle baglæns op ad rutsjebanen end at glide forlæns ned. Drengen hiver i skovlen, pigen bliver rutsjet over ende og straks er mor på pletten. Får hevet fat i lille Honsa eller Jana og placeret et håndfast smæk i buksebagen efterfulgt af en reprimande om, at nu giver du skovlen til drengen ellers vanker der flere smæk! Når tårerne så begynder at trille, bliver den lille taget op på skødet hos mor, puttet lidt og så, så lille ven, løb nu hen at lege igen.
Første gang man er vidne til den slags offentlig afstraffelse, er man på nippet til at rejse sig og sige, at hov, hov, det gør ikke spor. Honsa må godt låne den grønne skovl og for øvrigt er der ingen grund til at slå. Det er faktisk forbudt i Skandinavien og alting....
Men så kigger man sig omkring og opdager, at ingen undtagen en selv tilsyneladende tager notits af optrinnet. Moren vender tilbage til bænken, veninden smiler forstående og de genoptager snakken som intet var hændt. Indtil det næste barn begynder at slås om gyngen, spanden eller ikke vil aflevere plastikmotorcyklen tilbage til sin rette ejermand. Vupti, er næste mor oppe med strengt blik og hånden løftet i strakt position. Og de børn, der er mest vant til rutinen, skubber lynsnart numsen ind under sig og dækker beskyttende med hænderne.

Det værste er, at man vænner sig til det. Efter et par uger på legepladsen, lægger man ikke på samme måde mærke til de slag over fingrene, armene eller bagdelen, der uddeles i mere eller mindre lind strøm. Der er ingen, der kommer til skade, ingen blå mærker eller brækkede arme. Mødrene er pæne i tøjet og neglene manicurerede. Børnene bliver nusset og pusset, og mødrene spiser sandkager og triller bold og klapper af sønnike, der kan cykle uden støttehjul. Men er der kurrer på tråden, så løfter mor armen. Og klasker om nødvendigt. Det er ikke noget, man snakker om retfærdigheden i. Det er bare sådan man opdrager sine børn, synes at være den usynlige overenskomst. Et kulturelt bestemt fænomen, måske. Men under alle omstændigheder en dum og skadelig vane.
Om der er nogen sammenhæng med, at tjekkiske kvinder er blandt de kvinder i Europa, der er hyppigst udsat for vold i hjemmet, er ikke til at sige. Men da Karlsuniversitetets sociologiske institut for nylig lavede en undersøgelse blandt 2.000 tilfældigt udvalgte kvinder, svarede 25 procent, at de havde oplevet at være blevet enten slået i ansigtet, sparket eller slået med knytnæve.
Måske er der lysere tider på vej. I al fald for kvinderne. Pr. 1.juni træder en ny lov i kraft, der kategoriserer vold i hjemmet som strafbart med op til otte års fængselsstraf. Og selvom paragraffer ikke gør det alene, så kan man håbe, at det er startskuddet til at mænd holder op med at slå kvinder og at begge parter holder op med at slå deres børn. Så det for alvor kan blive idyllisk forår i Prag.
Også på byens legepladser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her