Læsetid: 9 min.

Dalí – et utroligt skaldyr

I dag er det 100 år siden, at den spanske kunstner, Salvador Dalí, blev født. Han var i mange henseender forud for sin tid – og et barn af den industrielle massekultur
11. maj 2004

Kunst
BARCELONA – »Man kan da ikke tale i mobiltelefon på et museum. Det er mangel på respekt.« En dame i en ternet jakke sender et snerrende blik til en ung mand, der uden at sænke stemmen taler i mobiltelefon. »Hvorfor ikke det,« svarer han igen, inden han forlader åstedet. »Jamen, det kan man ikke,« insisterer damen vredt. Hun vender ryggen til den mobilosende mand og fortsætter med at fortælle en kødrand på cirka 20 mennesker om Salvador Dalís maleri fra 1926, Pigen fra Figueras. Hun sidder med ryggen til og broderer. Maleriet har en intern historisk reference til en af barokkens mestre, hollænderen Jan Vermeers, som Dalí beundrede lige så stærkt som Velázquez og Goya. Men pigen fra Figueras er også et barn af den fremvoksende industrielle massekultur. Det store Ford-reklameskilt over et hustag trækker os ind i det 20. århundrede.
Det, jakkedamen siger, er ikke forkert. Men alligevel har hun ikke fattet en brik. Det er tvivlsomt, at en af det 20. århundredes store provokatører, den næsten hysterisk egocentriske entertainer, Salvador Dalí, overhovedet havde gidet pille ved sit overskæg, bare fordi en ung mand talte i mobiltelefon. Ordene, ’det er mangel på respekt’, virker meget fremmedartede her på dette sted. Vi står i et relativt mørkt rum bag det store røde hjerte, som markerer indgangen til Caixa Forums ambitiøse jubilæumsudstilling for Dalí: »Massernes kultur« hedder denne udstilling i Barcelona, som er med til at markere 100-året for Salvador Dalís fødsel den 11. maj 1904.
Det er en betagende rejse ind i den mystiske mands underligt forvredne og vilde univers – fra ungdomsårenes første næsten alvorligt realistiske tegninger til den ekspansivt fantaserende og psykoanalyserende Dalí, der fører sig frem som surrealist.

Hyperfølsom
Surrealisterne ville ændre livet i dens helhed og frigøre mennesket fra alle slavebindinger og bånd. Dybest set var Dalí nok ikke i stand til at frigøre sig helt, selv om han forsøgte igen og igen. Han var opdraget med en streng katolicisme, men kunne aldrig tilgive, at faderen – efter moderens død – giftede sig med Dalís tante. I ungdomsårene gjorde han oprør mod alle traditionelle og katolske konventioner, men siden genopfandt han sig selv som en religiøs mystiker i maling og gerning.
Dalí er paradoksernes og de konstante omvendingers mand.
Dalí var et hyperfølsomt menneske, der som barn og ung led af en abnorm angst for offentlige forsamlinger. Siden fandt han ud at skjule angsten bag imponerende, provokerende og stærkt stiliserede kostumer. Som 18-år gammel gjorde han f.eks. sit indtog på Residencia de Estudiantes i Madrid iført en bredskygget hat, en grandios slængkappe og skindgamacher.
Forfatteren Ian Gibson har i flere bøger forsøgt at kaste lys over det forhold, som Dalí etablerede til poeten Federico García Lorca, der som Luis Buñuel boede på Residencia de Estudiantes. I sin selvbiografiske bog fra 1942, Salvador Dalís hemmelige liv, beskrev Dalí, hvordan han »nær var ved at besvime, hver gang de kom for at besøge« ham på værelset.
Han fortalte, hvordan han følte sig draget af »Lorcas personlighed«, der »personificerede poesiens egen virkelighed og bar den pludselig til skue for mig i kød og blod, kaotisk, blodrød, tyktflydende og sublim, skælvende af tusind mørke bål og en underjordisk sensualisme – en materie begavet med sin egen forms originalitet.« Og alligevel reagerede han imod ’poesiens kosmos’.
»Når jeg så den store Federicos poetiske brand slå op i vilde, på en og samme tid fortærende og livgivende flammer, forsøgte jeg at slå dem ned med min for tidligt indtrufne antifaustiske olivenkvist.«
Dalí var besat af seksualiteten. Eller synet af det, han forestillede sig var seksuelt og erotisk. I hans værker er det et fast et tema, der formgives igen og igen. Der er 1920’ernes stormastubator, der forvandler alt, selv bygninger, til gigantiske fallos-figurer. Og der er den senere Dalí, der nærer en ubegrænset lidenskab til den russiske kvinde, Gala, guddommeliggjort som seksualitetens Venus, som han ikke kan leve uden. Men der er også den Dalí, der sammen med fotografen Halsman fornøjer sig med at stille nøgne kvinder op som et skulpturelt dødningehovede.
I 30’erne Dalí malede surealismen ud, han proklamerede ’glæden ved at spytte på sin mors portræt’, han dekorerede teatre, han offentliggjorde digte, og han indledte et filmisk eventyr med Luis Buñuels andalusiske hund. Dalí forsøgte at give sine fantasier og sine kunstneriske eksperimenter et mere intellektuelt fundament, så han skrev om sin ’kritisk paranoide metode’ – måske for at foregive, at det irrationelle, det spontane og alle hallucinationerne var en systematisk metode.
I midten af 30’erne begyndte han tale om sin fascination af fænomenet Hitler, men han hævdede, at der primært var tale om en ’paranoid’ og ’apolitisk’ fascination. I 1936 iscenesatte Dalí et af sine mange mediestunts og holdt en tale i London iført dykkerudstyr, og senere samme år satte ugemagasinet Time ham på forsiden.

Brud på brud
Salvador Dalí var ikke til at tøjle eller presse ind i et kollektiv. Han brød i 1939 med Bretons surrealistiske gruppe for at udnævne sig selv til konge med ordene: »Jeg er surrealismen«. Ethvert ungdommeligt flirt med marxistiske og
systematiske teoretiseringer blev nu vendt på hovedet, og anarkisten i Dalí trådte frem på scenen. Eller det vil sige kunstneren Dalí
emigrerede til Hollywood, og han indledte filmprojekter med Marx-brødrene, Alfred Hitchcock og Walt Disney.
Nogle kunstkritikere har hævdet, at Dalí som kunstner døde i 1940, men på den aktuelle udstilling i Caixa Forum tegnes et billede af Dalí, som en kunstner, der fra de tidlige ungdomsår og helt til sin død i januar 1989 var optaget af forandringerne i det industrielle samfund og i massekulturen med alle dens heftige moder og kortvarige affærer. Han populariserede kunst, men forskansede sig ikke i et
elfensbenstårn.
Dalí var en mester i provokationer og happenings i medierne – en metode, som senere generationer af kunstnere gjorde til deres egen ved afslutningen af det 20. århundrede. Dalí var fuldt ud bevidst om, hvad han gjorde – også selv om Freud efter et møde i London erklærede, at Dalí var ’en fanatiker’.
I 70’erne sagde Dalí:
»Hvis jeg ikke organiserede disse skandaler og sagde vilde ting, ville jeg som maler være meget mindre interessant.«
I den forstand er Dalí stærkt beslægtet med Duchamp, der provokerede med sin pissekumme ophøjet som et kunstobjekt. Og han var også beslægtet med den senere amerikanske popkunstner, Andy Warhol. I 1965-66 lavede Warhol filmiske ’sceneprøver’ med genspejlinger af Dalí, der kan ses på Caixas Forum.
Dalí eksperimenterede og førte en permanent dialog med massekulturen. Og gav den nye overraskende former. I hans forvredne former fornemmer man hans oprør med den mekanisk-tekniske kultur. Eller som han skrev i 1942 i en tekst med titlen ’Den totale camouflage...den totale krig’«:
»Jeg tror på magien, som i den sidste ende er den sande magt, der kan give forestillingsevnen en materiel form i virkeligheden. Vores mekaniserede epoke, undervurderer til overmål den irrationelle fantasis hæveevne, og som, selv om den tilsyneladende ikke er praktisk, er det definitive grundlag for nye opdagelser.«

Alvor midt i kaos
Dalí var i hele sit liv stærkt optaget af arkitektur – først i høj grad af Le Corbusiers rene klare linjer, og siden mere af Gaudis magiske arkitektur. Og videnskabens nye erkendelser havde han et passioneret forhold til. Opdagelsen af dna, diskussionerne af kvantemekanikken og kaosteorien inspirerede ham, og han søgte kontakt med folk som Ilya Prigogine, René Thom og James Watson.
Den kendte amerikanske matematiker, Thomas Banchoff, har fortalt avisen El País om, hvordan han fra 1975 til 1985 førte dybe samtaler med Dalí. Og der opdagede han en anden side af Dalí, som var mere skjult.
»Offentligt førte han sig frem nærmest som en cirkuskunstner, der tilbød underholdning, men privat var han en meget alvorlig person, ekstremt intelligent. Han var meget interesseret i at finde ud af aspekter i mit forskningsfelt, visualiseringen og fortolkningen af matematiske former,« forklarede Banchoff.
Dalís kunstneriske virke fra 40’erne og frem har – som før nævnt – været stærkt omdiskuteret. Han er elsket og hadet. En kunstner som Miró kunne ikke tilgive, at Dalí omfavnede massekulturens pop og begyndte at designe selv tøj og slips. Men det var der mange andre kunstnere, der gjorde. Det var måske den stærkeste strømning i kunstverdenen i det 20. århundrede. Eller som den mexicanske forfatter Octavia Paz har skrevet, blev »århundredet indledt med to store revolutionære bevægelser i kunsten, kubismen og abstraktionismen, og derefter fulgte andre følelsesmæssige revolter, som surrealismen, der adskilte sig i kraft af sin vold.« Men fra 1950’erne »har den kunstneriske produktion været alvorligt beskadiget af merkantilismens plager, profitten og reklamerne. Maleriet og romanen er blevet forvandlet til produkter, der er underlagt moden.«
Dalí var om nogen i stand til at triumfere i den forvandling.

Hadet og elsket
Nogle kritikere mener, at bag Dalís popularisering og merkantilisering står hustruen Gala.
»Hun skabte et marketing-imperium ved at opfinde Dalí-konceptet som et registreret varemærke,« skrev Silvia Munt forleden i avisen El Mundo. »Det er muligt, at Gala blev fanget af sin egen fælde og blev besat af penge af frygt for en dag at se sig selv ruineret.«
Fonden Gala-Salvador Dalí klarer sig stadig godt. I 2003 solgte fonden, der bl.a. ejer Dalís teater-museum i Figueras, flere billetter, og Dalí-varer end nogensinde før. Omsætningen steg til over 65 mio. kroner. Her i 2004, der er Dalí-jubilæumsår, vil der helt sikkert blive tjent endnu flere penge på Dalís navn.
Ikke alle er lige begejstret for Dalí. Nogle hader ham. Ikke kun for hans kunst, men også fordi de mener, at han endte som forsvarer af Francos diktatur i Spanien. Professor ved Pompeu Fabra-universitetet i Barcelona,
Vicenç Navarro, har i avisen El País fordømt Dalís »aktive og krigeriske støtte« til Franco-regimet og kaldt det for en »afskyelig opførsel« – ikke mindst i lyset af Francos henrettelser af politiske modstandere og koncentrationslejre.
Albert Boadella, der er direktør for teatergruppen, Els Joglars, har dog taget Dalí i forsvar ved at sige, at han havde et relativt ’apolitisk’ forhold til regimet. I et teaterstykke har Boadella portrætteret Dalí som »en rebel imod korrektheden«. Personen Dalí rummer for ham at se den samme dualitet, der er mellem Cervantes’ berømte Don Quixote og Sancho Pancho. Han symboliserer den særlige spanske psykologi: »Dalí er den mest fanatiske og vanvittige af dem alle sammen, men på samme tid er han den mest følsomme og forstandige,« mener Boadella.
På et tidspunkt i teaterstykket Daaalí bliver det sagt, at Gud tog fejl under skabelsen af mennesket ved at gøre dem bløde uden på og hårde indeni. Dalí derimod erklærer sin kærlighed til skaldyrene, der er hårde udenpå, men er bløde indeni. Så måske var Dalí – som forfatteren
Javier Cercas har bemærket – i virkeligheden en evig teenager, der opførte sig som et stort skaldyr.

FAKTA
*Salvador Dalí blev født i byen
Figueras den 11. maj 1904 og døde den 23. januar 1989. 100-året for hans fødsel fejres i Spanien med udgivelsen af en stribe nye bøger om Dalí. Der er bl.a. bøger om ’den intime Dalí’ og ’Dalís skjulte ansigt’ og ’Dalís erobring af det irrationelle’ etc. Der er også programsat en række tv- og radio-programmer, konferencer, og der planlagt 23 Dalí-koncerter. Udstillingen om Dali og massekulturen i Caixa Forum i Barcelona løber indtil den 23. maj, og drager så til Boijimans Van Beuningen museet i Rotterdam.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu