Læsetid: 7 min.

Damerne først

Om I-D Magazine, om Cosmopolitan Magazine, om Elle Magazine, om Vogue Magazine, om Marie Claire Magazine
19. maj 2004

Kulturkloden
Lad blot os mandfolk holde døren – de præsenterer jo nærmest sig selv:
»Scene 1. En pige dukker frem øverst på trappen. Hun er slank, netop 1.60 i højhælede, og hun bruger en amerikansk størrelse nul. Hun burde ikke være frygtindgydende. Men det er hun. Hendes pagehår ser ud, som om det var hugget lige over med ståltråden fra en osteskærer. Hun har en skoleblazer på, et lommetørklæde, knælang kilt og lange sokker. Det er en skoleuniform af en slags. Hun er 17 år. Og hun er eddermame nærtagende. Hun ligger et eller andet sted imellem en fantasi om en telefonbokspornoluder fra Asien og en jomfruudgave af Britney i en studineklub på et universitet, det hele set gennem manga-anime-tegneserie-briller og så lige tilsat et skud cyanid og et blik, der kunne dræbe én på 50 skridts afstand. Hendes halve smil er blandet op med en uudtalt trussel. Selv, hvis kuglen i kæden ikke var der, så går hun, som om der var en livsfarlig chihuahua ved hendes side, man kan se døden i hendes blik. Tju-bang! Hun er på banen. Action, please.«
Nej, I-D Magazines Paul Flynn er ikke ked af det, når han skal beskrive sit interview-offer Chiaki Kuriyama, som spiller skolepigegalning i både den japanske kultfilm Battle Royale og i den amerikanske Quentin Tarantino-film Kill Bill Vol 1. Eller interview-offer og interview-
offer. Kuriyama taler ikke ét ord engelsk. Og faktisk er Flynns tekst derfor også mere et portræt. Den egentlige interview-del er bare korte spørgsmål, der besvares (eller oversættes), så kortfattet, at hun lyder nærmest ubegavet:
»Hvad er dine yndlingsfilm? Pulp Fiction, Trainspotting, Seven.«
Dybt er det ikke. Alligevel kan portrættet noget. Men det kreative i nærbilledet af pigen, som er født i vægtens tegn, og som fik lov at beholde tøjet fra Battle Royale, ligger i selve tekstens udformning. Paul Lynn slutter med en gennemgang af hendes hidtidige filmkarriere. Og sætter til sidst punktum sådan her:
»Alt dette rotter sig sammen og forvandler Chiaki Kuriyama til den énkvindesmaskine, som hælder sit eget blod ned i todimensionale,
figurative tegneserier og vækker dem til live i en hjertesmeltende sødme. Det er en evne, en fremtræden og en elegance, som ingen anden 19-årig skuespiller besidder lige nu. Eftersom hun er en ener, er den stellare fremtid sikret. Chiaki sparker røv.«

Skuespil eller strip
Efter sådan en svada er det en underdrivelse at kalde måden, som den britiske udgave af Cosmopolitan er skrevet på, for røvsyg. Men selvfølgelig er der lyspunkter, som får én til at tænke over de skæbner, som berømte kvinder dækker over – eller overlever i kraft af. Den bærende pige i Cosmopolitan er R&B-silden Alicia Keys, der kan fortælle artige ting om at blive voksen i New York City:
»Jeg voksede op i Hell’s Kitchen i New York, hvor gaderne var min hjemmebane. Det, at jeg blev udsat for byens negative aspekter, var med til at sætte rammerne for mine drømme og ambitioner. Faktisk er det storbylivets barske realiteter og jagten på succes, der har fået mig til at blive til det menneske, jeg er i dag. Da jeg voksede op, var det, som om jeg var i to verdener. Jeg så underverdenen med dens alfonser, pistoler og nåle – på et tidspunkt gik jeg ligefrem selv med kniv for at beskytte mig selv. Siden kom så denne den anden side med de mange teatre og premierer. Jeg indså, at der var to retninger, jeg kunne gå i. Der var de mennesker, der spillede skuespil, og de mennesker, der strippede. I lange tider gik jeg på en tynd linje imellem de to. Hvis jeg ikke havde haft succes med det, jeg laver nu, ville jeg nok ikke have kunnet udelukke den dårlige retning. Jeg kender mange mennesker, der bare har prøvet og prøvet. Jeg tror, man når til et punkt, hvor man synes, at uanset, hvor meget, man prøver, så er det bare ikke godt nok.«

Den billedskønne krop
Præstationsangsten kvinderne imellem har altid været et karakteristisk træk ved dameblade. Og i flere artikler er vurderingen tilsyneladende hovedsagen. Er man god nok? Klog nok? Fiks nok? Smuk nok? Er de store nok? Er den tynd nok? Er man brun nok? Hvid nok? Vil de kunne lide en? De andre kvinder, altså...
Vurderingen af kroppen kan man læse om i den britiske udgave af
Elle Magazine, som har et i øvrigt komplet intetsigende interview med den australske sangerinde Kylie Minogue. Hendes egen vurdering af den billedskønne krop er ligefrem sat en boks for sig:
»Heldigvis behøver jeg ikke at gøre noget særligt for at vedligeholde min krop. Mit arbejde sørger for, at det meste bliver siddende dér, hvor det skal. Jeg går ikke i motionscenter, jeg har ingen helseritualer, jeg skal igennem, og det er rent held, hvis jeg husker at tage min vitaminpille. Men det hele falder altså på plads, når jeg er på tourné. Jeg bliver så bekymret for, at jeg skal blive syg, at jeg forbereder mig som en anden boksemester – hver aften er det som at stille sig op i ringen. Jeg tager mineraler og vitaminer til jeg raller. Jeg prøver i en næsten overmenneskelig grad at passe på mig selv. Jeg arbejder og arbejder og arbejder. Jeg er lavet til det. Jeg er så tynd, at selv om jeg har vægtudsving, så er jeg den eneste, der bemærker dem. Eller også siger folk, der er meget tæt på mig: ’Uha, du ser godt nok sund ud i dag.’ Eller det modsatte. Snarere er mere vægt end mindre vægt det, jeg har brug for. Altid. Men så har jeg jo så mine dårlige dage. Jeg bliver helt vildt stresset, og så føler jeg mig ikke særligt tiltrækkende. Jeg får våde øjne og føler, at jeg balancerer på kanten af noget. Jeg er typen, der bliver bekymret. Jeg bekymrer mig om, om jeg nu når det hele. Men så bliver jeg bekymret for, om jeg også har tid til at samle kræfter igen – men jeg bruger aldrig en weekend i boblebadet. Så vil jeg hellere være sammen med min kæreste. Det ville være meget mere afslappende. Så det at være opmærksom på min krop, det er at være opmærksom på mig og være glad. Men selv på de værste dage kan jeg stadig godt gå på scenen eller i studiet og så trykke på X-knappen og ligne en halv million.«

Bibi Russels u-landshjælp
I den tyske udgave af Vogue Magazine er der en historie om en kvinde, som har valgt at prioritere sit udseende – og verdens fascination af det – ned. Den tidligere fotomodel Bibi Russel er efter en formfuldendt modelkarriere vendt tilbage til sit fødeland Bangladesh for at gøre en egentlig forskel:
»På opslagstavlen i hendes lille arbejdsværelse hænger der avisudklip, billeder af hendes to halvvejs voksne sønner og billeder fra årene i Paris – synlige beviser på, at hun tidligere har haft et fuldstændig andet liv. I 1970’erne poserede Bibi Russel som model for Chanel og Yves Saint Laurent, i 1980’erne arbejdede hun sammen med Iman og Jerry Hall og gik frem og tilbage på catwalken med tøj af Armani, Missonis og Ferrés.«
Forskellen på dengang og nu dukker op i et andet citat, der begynder sigende:
»Spørger man Bibi om, hvor mange børn, hun har, så svarer hun : »62 – to, der er mine egne, og så 60 gadebørn.««
Almisser er ikke løsningen på verdens fattigdom, forklarer modellen. De virker ikke i længden. Derfor har den tidligere model fundet et egentligt produkt, som hun forsøger at gøre attraktivt:
»Skønt kvaliteten på håndvævede stoffer fra Bangladesh i sandhed er usædvanlig, så rammer de sjældent den europæiske smag. Derfor har Bibi sammen med vævere fra hele landet udviklet nye mønstre og snit, som også vil kunne finde kunder i Lyon, Berlin eller Rom.«
Resultatet er, at væverne pludselig kan leve af det, de altid har lavet. Gad vide, hvad sådan en personlig indsats giver i point på Lomborg-skalaen – måske under næste års Copenhagen Couture?

Hverken hvid eller sort
Sådan en social historie er jo en paria i damebladenes verden. Ofte er historierne simpelthen hysterisk intetsigende, overfladiske og elendigt skrevet. Og det er de, selv om man nedenunder overfladen næsten altid kan skimte de mange gode historier, som aldrig rigtig får lov at folde sig ud. Som nu i det seneste nummer af den engelske udgave af Marie Claire, hvor skuespillerinden – og mulatten – Halle Berry taler ud om sit liv. I et indskudt afsnit fortælles det for eksempel om skuespillerens opvækst:
»Hun voksede op i Cleveland i Ohio med en hvid mor, som havde ladet sig skille fra hendes sorte far, da Berry kun var fire år gammel, og således blev hun udstødt af både sorte og hvide børn.«
Resten af interviewet snager bare i hendes skilsmisser, gennemchecker hendes tid som baglandskvinde for en baseballstjerne og forholder sig mistroisk til, om hun nu også i virkeligheden var glad for den datter hun næsten adopterede fra en R&B-sanger, hun var gift med indtil for nylig?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her