Læsetid: 2 min.

’Danske’ fanger måske tortureret

Danske soldater i Irak overgav arresterede til lejr, hvor der ifølge rapport fra Røde Kors foregik tortur
19. maj 2004

Danske soldater i det sydlige Irak har overdraget arrestanter til fangelejren Camp Bucca. Her blev arresterede ifølge en lækket Røde Kors rapport udsat for tortur af forhørsledere. Oppositionen i Folketinget kræver nu ordentlig besked om, hvad regeringen vidste om det.
Af en fortrolig rapport fra Røde Kors fremgår det, at det ikke kun var i det meget omtalte Abu Ghraib-fængsel, at fangerne blev mishandlet. Af rapporten fremgår, at fanger bragt til lejren Camp Bucca i det sydlige Irak af »britiske, danske, hollandske og italienske« soldater også har været udsat for tortur af amerikanske og måske også britiske forhørsledere. Der står eksempelvis, at fangerne under forhør har oplevet, at der »blev rettet geværer ... direkte mod tindingen, bagsiden af hovedet eller maven, og (de) blev truet med overførsel til Guantanamo, døden eller fængsel på ubestemt tid.«

Klart svar
Professor Bent Sørensen, som er tidligere medlem af FN’s komité mod tortur, siger:
»Det at få rettet et gevær mod tindingen og truet er bestemt tortur. Jeg har interviewet mange torturofre, og de siger allesammen om den metode ’jeg troede, jeg skulle dø’«.
Ifølge Røde Kors rapporten har fangerne i den specielle afhøringssektion i lejren Bucca ikke været udsat for fysisk mishandling. Men nogle af dem er blevet slået med geværkolber, hvilket ifølge Bent Sørensen i »de fleste tilfælde« kan betegnes fysisk tortur. Afhøringssektionen har været varetaget af både amerikansk og britisk personale.
Danske soldater havde indtil 21. april i år overdraget 43 tilfangetagne til de britiske styrker i Irak. Om nogle af dem har været udsat for tortur i lejren Bucca vides ikke. Nu siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod: »Regeringen må give også et klart svar på, om den var bekendt med, at personer fanget af danske soldater i Irak havnede i en fangelejr, hvor der foregik tortur.«
Enhedslidstens udenrigs-ordfører, Søren Søndergaard, kræver, at hver eneste fange, danske soldater har overdraget, skal udspørges om, hvad vedkommende har været udsat for.
Venstres udenrigsordfører, Troels Lund Poulsen, »stiller sig tilfreds med, at forsvarsminister Gade har lovet, at der nu bliver skærpet og uanmeldte tilsyn med de fanger, som danske soldater har overdraget til briterne,« siger han.

*Læs side 14 i den fortrolige rapport www.redress.btinternet.co.uk/icrc.htm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her