Læsetid: 5 min.

Darlings eller kindkys

I Danmark diskuteres danskhed, i England engelskhed. Enten er den under forandring eller svær at sætte fingeren på eller også er der alt, alt for meget af den. Efter den seneste undersøgelse af englænderes vaner og mangler, tigger Terrence Blacker: ’Lad venligst vores semi-autistiske tillukkethed være i fred’
4. maj 2004

I Danmark diskuteres danskhed, i England engelskhed. Enten er den under forandring eller svær at sætte fingeren på eller også er der alt, alt for meget af den. Efter den seneste undersøgelse af englænderes vaner og mangler, tigger Terrence Blacker: ’Lad venligst vores semi-autistiske tillukkethed være
i fred’

Etnocentrisme
tFor tidens socialanalytikere er ’engelskhed’ blevet et tema, der kalder på stadige nytolkninger. Snart sagt hver måned prætenderer nye undersøgelser at indfange
essensen af, hvordan englænderne taler, omgås med hinanden eller opfører sig i sengen. Forårets nye store bog om emnet – Watching the English af socialforskeren Kate Fox – konkluderer, at vi som folkefærd er uhyre tillukkede – ja, nærmest bevæger os på grænsen til patologisk autisme. Meget ofte lider vi af agorafobi, og kommer vi under pres griber vi uvilkårligt til indøvede forsvarsmekanismer som sarkasme og ironi. Hertil er kun at sige: Åh, hvor er hun dog klog, denne Kate Fox!
Ser man bort fra den mest indlysende grund til vores sociale tristesse – at vi konstant skal udleveres til sociologer, der vil registrere og udlægge vores adfærd – kan jeg se en oplagt forklaring på, hvorfor vi har så åbenlyse problemer med at kommunikere frit og åbenhjertigt med hinanden uden at gemme os bag en overflade af selvbeskyttende humor: Sagen er, at hele den måde, som vi i dette land henvender os til hinanden på i det 21. århundrede, er blevet stærkt kompliceret og svanger med mulige misforståelser
Ordet darling – skat – bærer efterhånden på en så farlig undertekst af betydninger, at vi, som benytter det i hverdagen, til stadighed løber en risiko for at blive sociale pariaer. Hvor sært er det ikke, at jeg fint kan tiltale alle mine kvindelige venner med darling – men ikke den sande darling, som er kvinden i mit liv. I afslappet lag blandt ligesindede eller kolleger er det også blevet almindeligt, at engelskmænd uden at rødme kalder hinanden darling. Stadigt hyppigere kan mænd i dette land iagttages udveksle kærtegnsgestus som krammen eller falden hinanden om skuldrene. Næste stadie må blive, at vi tillægger os de franske mænds adfærd med kindkys og holden hånd. Det er muligt, at denne udvikling hovedsagelig sker blandt storbyernes såkaldt metroseksuelle mænd, men jeg har erfaret, at der også blandt landboer findes rum for en særpræget kærlig omgangstone.

Absurd cirkulære
Hver gang jeg køber grøntsager på det lokale torv, bliver jeg konsekvent tiltalt som skattebasse, sveske, min søde eller elskling af den stoute landbokvinde, der bestyrer boden. Formidabel som hun er med sine brede, ludende skuldre og en skærebrænderrøst, der vil kunne vække en død, har jeg aldrig oplevet hendes tilnavne som latterliggørende, nedvurderende eller seksuelt chikanerende.
Hvis nu grønthandlerkonen fik ansættelse i English National Opera (ENO) – noget af et karriereskifte, det skal indrømmes – ville hendes gemytlige omgangsform komme i vanskeligheder. Noget så klamt som en et såkaldt ’genopdragelsescirkulære’ er just blevet omdelt til operahusets ansatte. Dokumentet informerer staben, at sjofle antydninger, uanstændige tiltaleformer og kønsrelaterede fornærmelser fremover ikke vil blive tålt på arbejdspladsen. Det fastslår sågar, at »frisprogsbrug af ømme tilnavne som darling vil blive anset for sexchikane«. For ikke at virke helt urimelige har opera-ledelsens genopdragere specificeret, at deres kill-your-darlings-bud ikke omfatter ældre ansatte. Endvidere kan »nuværende ansatte, som allerede af vane tiltaler hinanden ’darling’ udmærket kan fortsætte med dette.«
Ved første øjekast forekommer cirkulæret absurd. Den nye regel kan umuligt være andet end et snerpet teknokratisk attentat på en af den uformelle luvvie-livsstils grundsætninger. Alligevel har ENO måske fat i det rigtige.
Puds et kobbel af sociologer på min grønthandler-kone og det vil hurtigt konkludere, at der i hendes konstante tiltale af alle kunder med ømme tilnavne, ikke gives udtryk for særlig ømhed. Hvis det omvendt var mig, der kaldte hende for ’min skat’, ville hun da sikkert også mistænke mig for at tage gas på hende – eller endnu mere dristigt: at lægge an på hende.
Personligt ville jeg ikke bryde mig om, hvis en 20 år yngre ven, begyndte at kalde mig ’skat’. Jeg ville føle mig krænket over hans mangel på respekt. En knapt erkendt, dårligt belyst grænse ville være overskredet med det resultat, at en pinagtighed ikke langt fra den nedvurdering, latterliggørelse og chikane, som så stærkt optager ENO, ville gå for sig.

Foregiven intimitet
På samme måde som en uskyldigt øm tiltaleform kan udtrykke en skjult social dagsorden, forholder det sig med tidens familiære brug af fornavne? Fornavnstiltale er ikke længere udtryk for den gunstbevisning, der besegler, at bekendtskaber har udviklet sig til venskaber. Den er en øjeblikkelig forpligtelse i stadigt flere sociale sammenhænge. I takt med denne udvikling anses brug af efternavne i stigende grad for opstyltet og gammeldags.
I tabloidpresse og i pubsamtaler omtales berømtheder nu hyppigt kun ved fornavne. Den sociale norm, der gælder i tv’s quizshows, hvor værten kaldes Cat eller Dale og de indbudte deltagere Gary eller Sue – trænger ind i dagligdagen og på vej til at blive universel. Men fornavnetiltalen betegner på ingen måde, at vi alle sammen nu er blevet hinandens venner
Disse adfærdsregler er så skjulte, at en ejendommelig omvending har fundet sted. Jo mere familiært en vildtfremmed person henvender sig til dig, jo mindre venligt indstillet vil han eller hun som oftest være. Hvis en eller anden, du aldrig har mødt eller hørt om, ringer dig op og anlægger et hjerteligt omklamrende tonefald, kan du være sikker på, at du nu bliver gjort til et klinisk-kynisk målgruppe-objekt for en salgskampagne.
Jo mere uformelt-familiære telefonopkaldene bliver – især dem, som arbejder for banker – jo længere væk er man fra et ægte fordelagtigt forretningsforhold. Den foregivne intimitet skal distrahere os fra den kendsgerning, at vi ikke er spor tæt på det firma, som henvender sig til os. Reelt flytter den os længere væk: Fornavnebrug og øjeblikkeligt kammerateri udvisker skellet mellem det personlige og det professionelle og umyndiggør kunden.
Genmælet til Kate Fox og hendes ’engelskheds’-undersøgelse må være: Lad venligst vores semi-autistiske tillukkethed være i fred. Den er vores famlende forsøg på at begå os i den moderne verden.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her