Læsetid: 3 min.

Demokratiet med sig selv som modstander

Det er folket, der bestemmer. Men hvad er det for et folk, der taler i meningsmålinger og værdiundersøgelser: det er den passive masse, hvis politiske mobilisering er reduceret til økologiske indkøb og ja og nej når Gallup ringer
8. maj 2004

Det danske demokrati er ikke bare godt: Det er suverænt.
Det kan være svært at måle. Men det er lykkedes os at måle det danske demokrati: Den statsautoriserede magtudredning konkluderede i sin afgørende analyse, at det gik meget bedre med det demokrati, end alle de kedelige og sure kritikere gik og troede. Og meningsmålingerne viser jo så klart, at danskerne er godt tilfredse med deres demokrati. Og de officielle europæiske værdiundersøgelser viser også stor opbakning til det danske demokrati. Folket bliver spurgt; de siger ja, når de bliver spurgt, om det går godt.
Og vi lytter hele tiden til folket. Meningsmålinger viser, at danskerne gerne vil bevare deres udlændingepolitik i det europæiske samarbejde. Og statsministeren giver folket hvad de vil have: De får et femte forbehold.
Og meningsmålingerne dækker den politiske dagsorden: Det er vanskeligt at forestille sig aktuelle politiske temaer, som ikke straks bliver undersøgt i meningsmålinger. Hvis meningsmålinger afsløre,r at statsministeren mangler opbakning blandt kvinder, så tager han en tur rundt på landets folkeskoler og inviterer landets forfattere til tv-transmitteret modtagelse på Marienborg.
Og når vælgerne støtter regeringens udlændingepolitik, så skynder Mogens Lykketoft sig at annoncere, at han da bortset fra finjusteringer ikke vil forandre udlændingepolitikken. Og skattestoppet vil han heller ikke ophæve: Han vil bare lave et ’intelligent skattestop’. Socialdemokraterne tilpasser sig det bestående velfærdssamfund. Ligesom Venstre har tilpasset sig den velfærdsstat, de overtog fra Socialdemokraterne.
De såkaldte meningsdannere er lige så demokratiske som de dominerende politikere: De afstemmer nye initiativer med meningsmålinger. De danner meninger ved at aflæse folkets meninger, som de kommer til udtryk i opinionsmålinger.
De ved hvad folket mener, og ekspertisen viser sig ved, at man så gentager for folk, hvad folket mener.
Det, der er en beskrivelse af, hvad folket mener, bliver således til en norm om, hvad politikerne bør mene. Det bliver kaldt ’udemokratisk’ og ’elitært’ og også gerne ’kulturradikalt’ at sætte sig imod opinionsundersøgelser. Sådan som det er, bør det være. Her er ingen stemmer bedre end andre: professorens ja eller nej til Gallup betyder ligeså meget som sekretærens eller den arbejdsløses ja og nej. Her tæller ingen argumenter: et ja er et ja. Det er folket, der på den måde bestemmer.
Men det folk der bestemmer er ikke aktivt, og det skaber ikke en offentlighed. Her bliver alle gjort til den passive masse.

Den franske politiske filosof Marcel Gauchet har noteret, at denne tendens afmonterer fundamentet for en politisk kultur og for demokratisk styre:
»Således sker der det i demokratiets fundamentalt hellige navn, at demokratiet selv bliver radikalt problematiseret. Demokratiet bliver destabiliseret ved, at man konsoliderer dets fundament. Det forsvinder gådefuldt ved sig selv, gennem det, som skulle være den mest sikre og indiskutable for demokratiet.«
Denne opinionskultur eliminerer den kollektive mobilisering, som suspenderer den bestående orden. Denne kultur nedskriver den demokratiske kultur, hvor det stærkere argument i mindretal betyder mere end de svagere argumenter i flertal.
Den politiske offentlighed bliver ikke til et forum, hvor den enkelte træder frem som aktivt individ ved at præsentere en ide eller udfordre præmisserne for et velfærdsstatsligt samfund.
Det sjove er at både Anders Fogh Rasmussen i sin minimalstatsbog og Holger K. Nielsen i sin nye bog, Venstrefløjen i en ny tid, beklager ’slavementaliteten’; den passive, forsørgede, nydende modtagerborger. Fra en intellektuel position kan både højre og venstre se meningsløsheden. Men i den førte politik taler Holger K. Nielsen om varme madpakker i skolerne og Anders Fogh Rasmussen om større privatforbrug: dvs. mere nydelse og mere passivt forbrug. Hvem udfordrer slavementaliteten?
Den politiske dialog om planer for reformer bliver meningsløs, fordi meningsmålinger er ligeså lunefulde som konjunkturerne og vejret.
Og de udfordringer, som ikke kan mærkes i køleskabet og på lønseddelen bliver politisk umulige: Hvordan kan man for eksempel føre miljøpolitik på meningsmålinger? Og hvis man foretager forandringer, hvis man laver et nyt Danmarkskort og en ny kommunestruktur, bliver det præsenteret som en administrativ manøvre, der skal hjælpe på hofteoperationer og ventelister.
Den danske tilfredshed med det danske demokrati er virkeligt udemokratisk. Den suspenderer den fortløbende mobiliserende og levendegørende politiske debat om et bedre samfund. Som den franske filosof Jacques Derrida har sagt:
»At være demokrat betyder at man aldrig anerkender det samfund, man lever, som tilstrækkeligt demokratisk.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu