Læsetid: 3 min.

Det dikterede fællesskab

Der er et voldsomt spænd mellem virkeligheden og ambitionerne i reformen – der dermed bliver en meget stor udfordring for gymnasielærere, der er vant til selv at styre
5. maj 2004

Sidste år blev gymnasielærer Anne Helms så provokeret over en udtalelse, at hun afsluttede sin Master i Gymnasiepædagogik på Syddansk Universitet med en afhandling, der tager udgangspunkt i provokation-en.
»Vi står over for en historisk chance, fordi halvdelen af lærerne vil gå på pension inden for de næste par år,« lød ordene fra formanden for Rektorforeningen Peter Kuhlman. »Jeg blev voldsomt irriteret over at se min stand beskrevet som en træg og udviklingsuvillig gruppe,« siger Anne Helms, der ud over sin mastertitel er lektor i engelsk og religion, studievejleder, og med i den koordinationsgruppe, der skal sikre, at reformens tanker flyder over i dagligdagen på hendes arbejdsplads, Nyborg Gymnasium.
Anne Helms gik systematisk til værks og kan nu konkludere, at det snarere er gymnasiernes ledelsesstil, der er afgørende for gymnasiereformens succes, end det er den høje gennemsnitsalder på gymna-sielærerne.
»Med støtte og opmærksomhed til personalet kan vi gennemføre reformen. Det kræver en ledelse, der giver feedback, især til de lærere, der blokerer for udviklingen, fordi de er en del af en kultur, der ikke vil ledes,« siger Anne Helms.

Uvidende om økonomi
Inden Anne Helms i sin masteropgave kastede bolden tilbage til ledelsen, nåede hun at sætte fingeren på ømme punkter inden for sin egen stand.
Gennem en række kilder, når hun blandt andet frem til disse karakteristika ved udsnit af kollegerne i den danske gymnasieskole: »Generelt karakteriseres gymnasielærere som ledelsesfremmede« »Det ligger dybt forankret i kulturen, at den enkelte lærer selv kan definere undervisningskravene ud fra fagenes traditioner.«
»Den professionsbestemte selvrefleksion mangler, og man er generelt meget uvidende om de legale, økonomiske og politiske rammer, som skolen arbejder indenfor.« Og: »Man undlader at tage personligt ansvar for sine handlinger«
Der er et voldsomt spænd mellem disse karakteristika og ambitionerne i reformen, der dermed bliver en meget stor udfordring for gymnasielærere, der er vant til selv at styre, selv planlægge og selv trække eleverne til eksamen.
Som Anne Helms skriver: »reformen dikterer arbejdsformer, der ikke på samme måde kan forblive skjulte bag en lukket klasseværelsesdør (...)«.
Når reformen træder i kraft til august 2005 skal der samarbejdes mellem lærere og fag. Og Anne Helms mener, det kan blive svært mange steder.

Lærerne skal aflæres
»Vi er nødt til at ryste vores gamle faglighed af os og finde en ny tværfaglighed. Ledelsen må give os efteruddannelse, støtte og opmuntring. For undervisning er sårbart. Vi har brug for at vide at organisationen kan rumme vores eventuelle fejl.«
En typisk gymnasielærer har en lang universitetsuddannelse bag sig i enten to eller et fag. Han eller hun er fagekspert, men i fremtiden skal lærerne også være tværfaglige. Fordybelse kommer til at handle om, at kernen i de enkelte fag indgår i et samspil. Anne Helms taler ligefrem om, at lærerne skal »af-læres« i forhold til hvordan de arbejder i dag. »Tidligere har man betragtet gymnasielærere som så veluddannede, at de kunne klare alting selv. Gymnasielærerne har skulle definere deres egen rolle,« siger Anne Helms.
Ofte har gymnasielærere taget udgangspunkt i de fagbilag – fagbeskrivelser – Undervisningsministeriet har udsendt. Rektor har så holdt lidt øje med læreren, men organisationen har generelt kun ringe tradition for systematisk og kollektiv pædagogisk diskussion.
»Vi har en travl hverdag, der lukker sig om en selv. Vi har ikke været tvunget til at indgå i fællesskaber. Men det bliver vi nu,« siger Anne Helms.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her