Læsetid: 3 min.

Diplomati med stil

Demonstranternes hadeobjekt, den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé, fylder 50. Hvad gik egentlig forud?
10. maj 2004

Man tager en skyskraber og saver de øverste 80 etager af. Den tilbageværende stub kalder man den amerikanske ambassade i København.
Sådan nogenlunde må de to amerikanske arkitekter, Ralph Rapson og John Van der Muelen, have tænkt, da de tegnede den næsten-futuristiske diplomatbygning på Dag Hammarskjölds Allé, der blev indviet den 27. maj 1954, sært nok dagen efter et dødsfald, som hører med til det amerikanske diplomatis danske historie. Men herom senere.
Den kølige bygnings signal til omverdenen var modernitet – modsat de tidligere amerikanske gesandtboliger, som fortalte om tradition, autoritet og en priviligeret overklasse. Det gjaldt især, da USA’s repræsentantskab i 1930’erne havde til huse i en bygning tegnet af Niels Eigtved og opført i 1753 i Amaliegade tæt på Amalienborg. Her holdt amerikanerne virkelig på formerne, og cigarføringen var høj – lige bortset fra perioden 1933-36, da USA på stedet havde en usædvanlig ambassadør, som ikke nød cigarer. Hun hed Ruth Bryan Owen og var den første kvinde, som Amerikas Forenede Stater vovede at lade sig repræsentere af i udlandet.
Noget af en sej dame og rødstrømpe var denne Ruth, som først fik to børn med en kunstner, for siden at få to mere med en britisk major, inden denne døde i 1927.
Den nu 42-årige enlige mor gik derefter i sin fars fodspor – William Jennings Bryan var politiker og i mange år amerikansk udenrigsminister. Hun stillede op til den amerikanske kongres, og under valgkampen for demokraterne i Florida kørte hun rundt i egen bil og holdt taler – det var lige ved at være lidt for meget for det ikke så ligestillede Amerika. Men valgt blev hun.
Det holdt dog hårdt at få sædet i Kongressen, fordi hun automatisk var blevet frataget sit amerikanske statsborgerskab, da hun giftede sig med den britiske major. Den slags ramte dengang kvinder. Ruth kæmpede dog mod de kønsdiskriminerende regler – og vandt. Hun sad i Kongressen fra 1929 til 1933. Her var det især kvinders sociale rettigheder, der optog hende. Og hun mente, at Everglades-sumpene skulle være en nationalpark.
Ved et møde i Kongressen var en gruppe grundejere i Everglades troppet op for at protestere mod fredningen. De fastslog, at det var meningsløst at udlægge deres landområder til nationalpark, fordi Everglades var en gang værdiløs mudder fyldt med slanger og myg. Grundejerne havde medbragt en levende slange, så enhver kunne se hvor ulækkert og farligt et sted, der var tale om. Men Ruth snuppede slangen, lagde den om sin hals og sagde: »Præcis så bange er vi for slanger i Everglades.« Og ja, nationalparken blev oprettet.
I 1933 udnævnte præsident Franklin D. Roosevelt, som hun var blevet nær ven med, hende til ’minister’ (nærmest ’ambassadør’) i Danmark, og hun flyttede ind i Amaliegade, hvor enken især holdt af at stå i vinduet og se vagtparaden trække op. Hun kikkede særligt, når garden var under kommando af den statelige kaptajn Børge Rohde, hvis hjerte og mere til hun snart vandt.
Ak ja, hvilket anderledes usværmerisk syn mødte ikke senere amerikanske øjne, når de fra ambassaden på Dag Hammarskjölds Allé spejdede ud på endeløse antikrigs-demonstrationer.
Ruth blev gift med Børge i USA i 1936, da hendes år i Danmark var slut. På afstand kunne hun følge Danmarks besættelse, og et trøstens digt skrev hun til det lille land. Her lød det bl.a.: »Smukke land, nu skyggelagt af voldsk tyran, mens drønet af hans hæres tramp lydt over landet går/Sønner og døtre af dine strande over Atlanterhavets vande gi’r ekko af det mod hvormed dit hjerte trofast slår.«
Skæbnen ville, at netop da hun besøgte Danmark i maj 1954 for at overvære indvielsen af den nye ambassade på Dag Hammarskjölds Allé, døde hun pludselig af en hjertelidelse.
Dagen efter blev amerikanernes nye ambassade indviet. En moderne – og urolig – tid var begyndt. I dag er ambassaden vel efterhånden Danmarks mest befæstede bygning. Den formummer sig bag fremskudte tankspærringer i armeret beton, camoufleret som blomsterkummer, og et enorm stålgitter, som skal holde al-Qaedas krigere på afstand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her