Læsetid: 4 min.

Drengene i folden

Jeg tror, at så længe man kan holde spillernes musik ud, kan man også være træner Landstræner Morten Olsen, 54, i Euroman, juni 2004
29. maj 2004

Jeg tror, at så længe man kan holde spillernes musik ud, kan man også være træner
Landstræner Morten Olsen, 54, i Euroman, juni 2004

København
Du husker sikkert fra din barndoms solrige somre på landet med Gabriel Jensens Ferieudflugter, hvordan man kunne stå i halve timer og betragte hestene, der græssede fredeligt i folden. Det var afslappende, ja, måske ligefrem lærerigt, og det ladede dig op til næste års mellemskoleprøvelser på Rughavevej eller Nansensgade, eller hvor du nu henslæbte tiden i den sorte skole. Der var et hierarki mellem de heste; nogle af dem virkede følsomme og intelligente, andre genstridige og skrydende som slægtningen æslet; nogle var imødekommende og nysgerrige, andre var generte og holdt sig afsides og lod sig kun modvilligt lokke ved synet af en gulerod. Dyrene, opdagede man, var helt... menneskelige.
I disse dage træner det danske fodboldlandshold anno 2004 næsten hver eftermiddag på Vedbæk Boldklubs lækre showbane nord for København. Banen ligger et par hundrede meter fra Hotel Marina, hvor holdet er indlogeret og afsondret fra virkeligheden og formentlig er ved at udvikle lejrkuller. Hele dagen går de frem og tilbage mellem deres værelser og restauranten iført træningstøj og sportssandaler – fodtøjet skal ikke belastes unødigt. Om aftenen ser de video og spiller playstation, og Morten Olsen taler om fodbold hele tiden. De er formentlig ved at blive sindssyge. Deres eneste ventil er de daglige træningspas på grønsværen, som i øvrigt bliver overværet af flere hundrede mennesker. Der er en semimeditativ tilfredsstillelse ved at kigge på. Hvis fodbold aldrig har sagt dig noget, så tænk på spillerne som heste; Danmarks fineste fuldblodshingste er samlet bag samme indhegning, og nu skal de vise, hvad de duer til. Det er lidt af et cirkus. Som hos hestene er der et usynligt rangsystem spillerne imellem, baseret på parametrene alder, erfaring og talent. Siden VM-slutrunden i 2002 er Thomas Gravesen og Jesper Grønkjær rykket op. Det er to vidt forskellige spillere – Gravesen er larmende og har store armbevægelser, Grønkjær er stille og måske en smule introvert.
En anden ting: En gang – det er ikke så længe siden – var danske spillere ofte lidt nørdede i deres fremtoning. Pandehår klippet efter en gryde og hvide sportsstrømper i sejlerskoene var ikke ualmindeligt. Nu er landsholdet kommet ind i en modemæssigt god spiral, hvilket hænger sammen med antallet af spillere, der til dagligt slår deres folder i italiensk fodbold – heriblandt Thomas Helveg, Jon Dahl Tomasson og Martin Jørgensen. Det smitter af. Og hvorfor løbe rundt og ligne en skolelærer, når man er millionær? Til gengæld var det tydeligt, at den defensive midtbanespiller Christian Poulsen forleden var ankommet direkte fra sin tyske klub, Schalke 04. Han kunne fremvise det, man kalder bundesligahår – en spændende etagefrisure med langt hår i nakken.
Når landsholdsspillerne ankommer til banen, står repræsentanter fra den danske sportspresse klar til at kapre dem for en kommentar. Også her er der et interessant magtforhold. Mange af journalisterne er fuldstændig bidt af sport (det skader ikke) og ville i virkeligheden gerne have været landsholdsspillere.
For at være på god fod med spillerne skader det ikke at være en lille smule fidel, hvilket jo er et ubehageligt karaktertræk. Som tilskuer kan man overvære, hvordan journalisten kommer ludende i hælene på den udvalgte stjerne. Læderjakken står åben, og blokken holdes forkrampet i hånden. Åh, bare et par citater! Indtil journalisten bliver fyret – og det sker jo af og til – skal han fylde et tomrum ud i avisen og kan være med til at præge folkestemningen omkring en spiller.
Det er en slags stakket magt. Hvis spilleren er god, har han også magt, men kun indtil han ryger af holdet. Hvis han agerer mere stjerne, end hans talent berettiger, falder hammeren. Så er han ikke interessant længere. Det er et mærkværdigt skuespil, og det udspiller sig dagligt. Man holder hinanden i skak.

Tilskuerne til træningen er som regel børn mellem tre og 12 år i selskab med deres forældre. I de senere år er antallet af purunge teenagepiger steget. Ved træningen i onsdags kunne umiddelbart tælles omkring 20 af slagsen. Voksent tøj, lav talje i bukserne og masser af sminke. De kendte ikke spillerne så godt, kunne man høre, men omtalte f.eks. Bochum-spilleren Peter Madsen (den eneste på landsholdet med hårnet) som værende »lækker«. Pigernes tilstedeværelse hænger formentlig sammen med fodbolddrengenes nyvundne stilsans.
Der var også et forældrepar til stede med en vel nærmest voksen datter. De spiste is og snakkede om tidligere landsholdssamlinger, de havde overværet. Da den knaldende sorthårede fodboldspiller Kenneth Perez kom ind på banen, udbrød moren med en vis skepsis i stemmen: »Han er da ikke dansker?«
En anden mor, som tilsyneladende kendte en del til landsholdsfodbold lagde mærke til, at den nu 79-årige tidligere tv-fodboldkommentator Niels-Christian Niels-Christiansen kom spankulerende forbi i sit Hummel/Arla-tøj (han er ansat i Dansk Boldspil-Union).
»Ham der gik dér,« sagde hun til sin cirka 10-årige søn, »det var Niels-Christian Niels-Christiansen.«
»Sikke et mærkeligt navn,« svarede drengen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her