Læsetid: 3 min.

Fængslet som mikrokosmos

Den brasilianske ’Carandiru’ er en overvældende og modsætningsrig oplevelse
28. maj 2004

Ny film
Hører man til de mange, der blev betaget af den brasilianske bandekrigs-saga City of God, vil man nok også goutere denne kraftopvisning af en fængsels-film, der faktisk er blevet en endnu større publikumssucces i hjemlandet end City of God.
Igen vil eksotismen være en attraktion, det sydende temperament og den eksplosive følelsesintensitet; men Carandiru er for det meste uden City of Gods opgejlede voldslir og chikke æstetisering.
Dens billede af samfundets bærme tegnes med større vilje til menneskelig forståelse og styres ofte af noget, der ligner god gammeldags social indignation. Uden at der bliver tale om firkantet socialrealisme.

En by i byen
Vi er i det fængsel, der for 10-15 år siden var det mest berygtede i verden, det grotesk overfyldte og nu nedlagte Carandiru-fængsel i Sao Paulo. Her sad 7.000 fanger stuvet sammen i et helt lille samfund for sig, hvor de skabte deres egne love og deres egen rangorden. Fængselsbetjente var der næsten ingen af; fangerne kan bedre end nogen myndighed passe på sig selv, mener fængselsinspektøren, der i øvrigt stik mod genre-klichéen er en mild og næsten forstående mand.
Filmen bygger på en bog af den læge, fængslet ansatte for at modvirke hiv-smitte blandt fangerne – bogen solgte 400.000 eksemplarer i Brasilien, efter at fængslet blev hjemsted for en massakre på 111 indsatte. Og den tolerante, evigt smilende læges synsvinkel lægges da også ned over kollektiv-skildringen af de forskellige indsatte, der hver især ivrigt beretter om deres brogede fortid.
Som hovedfigur bliver lægen aldrig til andet end en velvillig godgører – en klar svaghed. Til gengæld træder mange af de indsatte i farverig karakter.
Der er den blide transseksuelle Lady Di, som bliver fængsels-gift med den pudsige mandsling Bare Ærgerligt; den hårdkogte lejemorder, som angribes af skyldfølelse, da han for en gangs skyld ikke kan udføre et dræbende knivstik; den kvindeglade narko-dealer, der, selv under fængselsbesøg, må holde både kone og elskerinde stangen (sexede er begge damer til overmål!); og den værdige gamling, som drømmer om et besøg fra en datter, der først til sidst dukker op.
De atmosfære-emmende, pågående fængselsscener er filmens styrke; mere tvivlsomme er tilbageblikke på nogle af de indsattes skæve og skøre fortid, således som de fortæller om den til lægen.

Indlagte røverhistorier
Her sætter forenklingerne for alvor ind, for man når aldrig rigtig til bunds i disse vilde beretninger om jalousi og hævnmord. De forbliver de krasse (og underholdende) røverhistorier, de vel også delvis er tænkt som, for sandheden skal man ikke forvente at få fortalt i et fængsel. Men de sinker en handling, som i forvejen har svært ved at komme på hjul, og de svækker filmens status som social anklage.
Instruktøren Hector Babenco – især kendt for Pixote om gadebørnene og Edderkoppens kys med William Hurt som fængslet bøsse – har sat filmen op med et punch, så det er svært at forblive uberørt. Her er masse-scener i fængslet, der nok på deres specielle måde er uovergået i filmhistorien: en sangerinde, der under vild jubel demonstrerer, hvad en ølflaske og et kondom kan bruges til; nationalsangen afsunget inden en fodboldkamp; og et mesterligt iscenesat fangeoprør, som udarter til en blodig politi-afstraffelse med 111 dødsofre.
Filmen er fremragende spillet, men for lang (to en halv time) – Babenco maler med for bred en pensel. Alligevel er der et format over hele foretagendet, der aftvinger respekt. Babenco (f. 1948) er argentinsk jøde og kom først til Brasilien i 60’erne. Meget af den særlige kvalitet i hans film forklares af følgende udtalelse:
»Jeg blev fascineret af Brasilien, af alt ved landet. Jeg havde aldrig set så afslappede og uformelle omgangsformer. Eller en sådan grad af social uretfærdighed. Det tog nogle år at indse, at fattigdom ikke nødvendigvis medfører elendighed. Mit perspektiv stammer fra en blanding af indignation, forbløffelse og medfølelse.«

*Carandiru. Instruktion: Hector Babenco. Manuskript: Hector Babenco, Victor Nanvas og Fernando Bonassi eft. En bog af Drauzio Varella. Brasiliansk-amerikansk (Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her