Læsetid: 6 min.

Det femte evangelium

Med sin seneste roman, ‘Løgnhalsen fra Umbrien’, har Bjarne Reuter efter eget udsagn skrevet menneskets evangelium, og det er lige dele højt eventyr og skarp systemkritik
1. maj 2004

INTERVIEW

»Jeg håber, at der til hver en tid vil være et menneske, som taler magten midt imod,« siger Bjarne Reuter – »hvad enten det er kirken, systemet eller korrupte politikere. Hvor ville vi være, hvis ikke vi havde dem?«
Og man må sige, at hovedpersonen i Reuters nye roman, Løgneren fra Umbrien, siger magthaverne imod. Bogen foregår i 1300-tallets pestplagede Italien og følger den aldrende herborist, gravskænder og plattenslager Giuseppe Emanuele Pagamino, der er på jagt efter det evige liv. Han har opskriften og de fleste ingredienser – alt, hvad han mangler, er lidt af en negl fra Fanden selv, og den har han inden for sin rækkevidde.
Men tingene går sjældent, som de skal for Giuseppe, der kommer på tværs af den katolske kirke og må kæmpe med Arturo, sin dåre af en discipel, biskoppen af Luccas blodtørstige bødler, en brok på størrelse med en melon og sin samvittighed, der hele tiden nøder ham til at gøre gode gerninger.
Information mødte Bjarne Reuter til en snak om den både barske, morsomme og velturnerede bog, der blandt andet skal minde os om ikke altid at stole på, hvad der bliver sagt i kirken.
En lille indgangsbøn
– Du begynder bogen med et citat af Boccaccio, der taler om, at en historie gerne må være både underholdende og lærerig. Er det en karakteristik af dit eget forfatterskab?
»Når jeg starter med Boccaccio er det af to grunde. Den ene er, at jeg har læst meget Decameron op til den her bog og har også hyldet Boccaccio ved at putte en enkelt historie fra Decameron ind i bogen. Jeg har også støttet mig meget til hans beskrivelse af Firenze, da det store pestudbrud kom, for han var et af de få øjenvidner til, hvordan det faktisk var. Den anden ting er, at Decameron var den første bog, jeg nogensinde læste. Da jeg var ni-ti år, tror jeg, fandt jeg den gemt af vejen oppe på loftet hos mine forældre. Der var en masse frække tegninger i den, og det holdt mig lidt fast i læsningen, fordi ellers forstod jeg ikke så meget af den.«
»Jeg synes også, at det er så smukt, det citat. Der står ‘til dem, der elsker.’ Til dem har Boccaccio skrevet sine historier. Den lille indgangsbøn kunne også være – hvis jeg må være lidt indbildsk – en overskrift på meget af det, jeg har lavet.«
– Hvor kommer historien og denne Giuseppe Pagamino fra?
»Når jeg opdager, at jeg skal starte med at skrive, ser jeg næsten altid et billede for mig. Og det billede, jeg så for mig, da jeg begyndte på Løgnhalsen fra Umbrien, var en mand, der red ind gennem nordre port i det pestramte Firenze. På et tidspunkt, hvor totredjedele er døde af byldepest, og resten er flygtet. Der er kun de syge og de døde tilbage, og man tænker, ‘hvad pokker vil han derind efter?’ Den nysgerrighed drev mig til at skrive resten af bogen. Jeg tog med ham derind den nat, og derfra må jeg så se, hvad der kunne ske.«
Fra mørke til lys
– Hvad er Giuseppe for et menneske?
»Jeg tror, at han ligner de fleste mennesker, selv om han lige i øjeblikket fremstår som noget, der er værre.«
»Han er vel, hvad man kan kalde lejlighedskristen pragmatiker.«
»Han stiller op ved enhver lejlighed, hvis der bare er et udkomme. Det lægger han heller ikke skjul på. Det første, han siger i forbindelse med religion og Gud, er, at ‘Gud giver den nødder, der ingen tænder har.’ Så ved man, hvad klokken er slået. Det er hans fortolkning og dækker over den erfaring, han har gjort med livet og Gud.«
»Jeg tror, at man meget let kan identificere sig med ham. Man finder hurtigt ud af, at han er en mand, der rejser med en hemmelig mission, og det er altid en fordel at have en hovedperson, der har en hemmelighed, som man så langsomt afdækker. Denne her plattenslager kommer tæt på at få det sidste uopnåelige drys til opskriften på det evige liv. Han går ind og tager patentet fra kirken, og så får man ørerne i maskinen.«
»Et eller andet sted er Løgneren fra Umbrien også en moderne kriminalroman. 1300-tallet var en meget dramatisk tid, hvor vi var på vej ud af middelalderen og ind i renæssancen, på vej fra mørket og ind i lyset. Kirken var for alvor ved at tage fat og gjorde det, kirken altid har været så forfærdelig god til, nemlig at kradse penge ind. Giuseppe er manden, der har opdaget en fejl i systemet og bliver forfulgt for det. Den model har jeg støttet mig lidt til undervejs, fordi den er spændende. Man kunne sagtens forestille sig den her historie blive fortalt i absolut nutid. Men jeg synes nu, at den er sjovere i absolut datid, eller fortid, om du vil. På en anden måde end med en nutidig fortælling kan man sætte scenariet og dramatikken i scene, også fordi man kan tillade sig at bøje personerne på en ny måde. Biskoppen af Lucca, som på den ene side er Guds stedfortræder og på den anden side den onde selv. Det er fantastisk at have med sådan en romanfigur at gøre. Over for ham kommer hans fjende til at stå næsten som godheden selv. Det er så Giuseppe.«
Humanismens opfinder
– Du drister dig til en ret skarp kritik af kristendommen, blandt andet med Giuseppes bemærkning om, at »Satan er Gud i et andet lune.«
»På den måde er Giuseppe meget moderne. Han indser, at det farlige er, når kirke og politik bliver vævet for tæt sammen. Bogen har klart nok også adresse til den tid, vi lever i nu. Hvis ikke den havde det, så tror jeg ikke, at jeg havde gidet at skrive den. Jeg har dog ikke skrevet den, fordi jeg har et svar på et meget stort spørgsmål. Jeg har skrevet den, fordi jeg selv har spørgsmål. Mange mennesker tvivler på troen. Vi har et billede af evigheden og det forlængede liv, som knytter sig til vores anatomi, vores krop. I dag har helsekostforretningerne opskriften på det evige liv. Det sjælelige er der ikke rigtig nogen, der beskæftiger sig med.«
– Du siger også, at det er et menneskes handlinger og ikke dets tro, der definerer det.»Hvis man gør Giuseppe op, som har et erhverv, der ikke er særlig moralsk, finder man ud af, at han næsten ustandseligt gør det rigtige, det moralsk korrekte. Og således er han, efter min mening, et rigtigt menneske, hvor det gode hele tiden kommer bag på ham. Det er i sig selv meget smukt. Han har gennemskuet kirken og siger, at ‘hvis vi havde overladt pesten til Gud og kirken, så var vi døde allesammen.’ Kirken mente dengang, at ‘pesten er Guds straf.«
– Pagaminos læremester sagde, at »helbredelsen er menneskets værk.«
»Han opfinder dér humanismen, lige så stille og roligt.«
– Og så går du i rette med Bibelen med et citat fra Lukas-evangeliet.
»Når man læser det taget ud af sammenhængen, kan man godt tro, at Lukas har tænkt, at ‘dét, I er blevet belært med, er ikke korrekt, nu skal jeg fortælle jer den rigtige version.’ Hvert evangelium fortæller jo hver sin version 70 år efter, og jeg kommer og siger, at jeg har skrevet det femte evangelium, menneskets evangelium. Jeg kan bruge Lukas-citatet til at sige, ‘nu skal jeg fortælle jer, hvordan det virkelig hænger sammen. I skal ikke tro på alt, hvad der står i Bibelen eller bliver sagt i kirken.’«
»Bogen er et forsvar for humanismen og det enkelte menneskes indsats i forhold til verdenshistorien. Verdenshistorien ville ikke være den samme, hvis den kun blev skrevet af magthaverne.«

’Løgnhalsen fra Umbrien’ udkommer den 4. maj og bliver anmeldt her i avisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu