Filmfestival
CANNES Stemningen i løbet af de sidste dage på filmfestivalen i Cannes har været markant bedre end i 2003, hvor enkelte lyspunkter ikke kunne skjule det faktum, at det var den værste festival i årevis. Efter at have set dette års 19 konkurrencefilm er humøret om ikke i top så i hvert fald godt og indtrykket af festivalen bestemt positivt.
Som Todd McCarthy er inde på i sin afrundingsartikel i Variety, så har festivalleder Thierry Fremaux idé med at blande på papiret sikre kort med nye, uprøvede talenter og kombinere arthouse med lidt mainstream vist sig at holde vand. Set i forhold til sideserierne, Un Certain Regard, Semaine de la critique og Quanzaines des rélisateurs, er der ingen uheldige udeladelser i hverken det officielle program eller selve hovedkonkurrencen.
Og selv om man måske mangler den ene film, der i stil med Lars von Triers Dogville, sætter sindene i kog og skubber filmsproget fremad, så har der været berigende oplevelser, om hvilke interessen naturligt samler sig inden prisceremonien i aften.
Det er film, som alle tidligere er blevet omtalt her i avisen, og som spænder vidt: Fra den koeranske instruktør Park Chan-Wooks visuelt opfindsomme og brutale hævnhistorie, Old Boy (eftersigende juryformand Tarantinos favorit), og Michael Moores Bush-basher, Fahrenheit 9/11, til Agnès Jaouis vittige drama Comme une image, der har fået den mere sigende, engelske titel Look at Me, japanske Kore-eda Hirokazus indfølte Nobody Knows, og den umiddelbare favorit, The Motorcycle Diaries, Walter Salles portræt af den unge Che Guevara.
Rodet
I den danske lejr er det også de fem film, som er blevet udnævnt til favoritter med Emir Kusturicas Life Is a Miracle som en outsider og det ændrede sig hverken med Wong Kar-wais længe ventede 2046 eller Stephen Hopkins underholdende, men problematiske The Life and Death of Peter Sellers.
For nu at tage den sidste først. Filmen har Geoffrey Rush i den altdominerende hovedrolle som den plagede, britiske komiker og skuespiller Peter Sellers og følger ham, fra han på radioen laver The Goon Show, til lige inden han dør som berømt og berygtet filmstjerne, 54 år gammel og med et svagt hjerte.
Det er sjovt at se skikkelser som Britt Ekland, Stanley Kubrick og Blake Edwards få liv af skuespillere som Charlize Theron, Stanley Tucci og John Lithgow; man morer sig over de mange øjeblikke fra Sellers, der er genskabt med stor dygtighed; og efter en lidt usikker start lykkes det Rush at få os til at tro på ham som den maniodepressive Sellers, der påstår ingen personlighed at have.
Men i sidste ende er filmen ikke et tilfredsstillende portræt af ham. Man kommer ikke for alvor under huden på komikeren, der blev pacet frem af en ambitiøs mor; tugtede både sine børn og sine fire koner; og først for sent fik den anerkendelse som seriøs skuespiller, han mere end noget andet ønskede sig. Måske er det heller ikke muligt, men man kunne godt have ønsket sig, at instruktøren i højere grad havde prøvet.
Hopkins, der tidligere har lavet Lost in Space og Ghost and the Darkness, er en habil håndværker, men ikke meget mere. Han har haft en vis succes med forskellige, dynamiske billedteknikker på tv-serien 24 timer, og han forsøger uden det store held at overføre noget af den samme energi til The Life and Death of Peter Sellers. Den er produceret til tv, og billedsiden kan slet ikke tåle at blive smidt op på det store lærred, hvorfor filmen er endt som en lidt rodet og klodset rundtur i Sellers ulykkelige liv.
Efter tre års arbejde ankom den kinesiske instruktør Wong Kar-wais visuelt betagende 2046 til Cannes så sent, at pressekørslen torsdag næsten blev aflyst.
Fremaux sagde ja til den efter at have set en 90 minutters version af den nu 129 minutter lange film, og rygterne vil vide, at Kar-wai optog de sidste scener til sin film for kun to uger siden og har klippet på den indtil for kun få dage siden.
Andre mener, at forsinkelsen var bevidst fra instruktørens side, fordi han ville sikre sig, at ingen havde set og kunne tale om filmen, før den blev vist til pressen og de officielle festivalgæster på samme tidspunkt torsdag aften.
Fragmentarisk
2046 er på sin vis en fortsættelse af Kar-Wais In the Mood for Love, der forførte festivaldeltagerne i Cannes for tre år siden. Men hvor In the Mood for Love var en helstøbt, lyrisk og bevægende film om umulig kærlighed, så fortæller 2046 en fragmentarisk og i sidste ende uforløst historie om en journalist og storforbruger af smukke kvinder, der i 60erne ikke kan glemme den kvinde, han flere år tidligere forlod, fordi han måtte rejse fra Shanghai til Hong Kong.
Christopher Doyles kameraarbejde er fuld af suggestive og spændstige billeder, og Kar-wai udnytter fermt de små, sigende detaljer en håndbevægelse, et smil, en cigaret, der tændes, en silkekjole, der smyger sig tæt om en kvindes krop i sin skildring af mænd og kvinders lystfyldte, men aldrig enkle forhold.
Et forsøg på at inkorporere science fiction-elementer ved at lade journalisten skrive en historie, der foregår i fremtiden ombord på et tog med navnet 2046 et billede på de minder, man ikke kan lade bag sig forvirrer dog kun og underminerer desuden de stemningsfulde scener mellem den promiskuøse journalist (Tony Leung) og hans kvinder (Gong Li, Zhang Ziyi og Maggie Cheung).
Stil og lir
Hovedkonkurrencen har budt på yderligere en håndfuld af den slags stilfulde, men ikke særlig vellykkede film, som man beundrer for deres tekniske finesse, men hurtigt glemmer.
En af de første dage vistes f.eks. italienske Paolo Sorrentinos Consequences of Love, der elegant bevæger sig rundt i et schweizisk hotel, mens den lidt kedeligt beretter om en mand, hvis liv er i mafiaens hænder.
Der var store forventninger til japanske Mamoru Oshiis animationsfilm Innocence, en opfølger til hans egen Ghost in the Shell, som handler om menneskelignende maskiner og mennesker og befinder sig et eller andet sted midt mellem Blade Runner, Terminator og Raymond Chandler.
Jeg skal ikke påstå, at jeg helt forstod, hvad den dybt filosofiske og yderst snaksagelige film handlede om, men billedsiden var simpelthen fantastisk og bød på den mest inspirerede blanding af 2d- og 3d-animation, jeg endnu har set.
Uden for konkurrencen kunne man opleve Zhang Yimous House of Flying Daggers, den kinesiske instruktørs anden martial arts-film efter Hero og lige så flot og velkoreograferet.
Tilmed var den i besiddelse af en stærk og moden kærlighedshistorie, og man kan ærgre sig over, at filmen ikke var blandt de priviligerede 19.
*The Life and Death of Peter Sellers, 2046 og House of Flying Daggers får alle dansk premiere senere i år
*Flere artikler fra Cannes på tema.information.dk/cannes2004
