Læsetid: 6 min.

Flugten fra virkeligheden

En bølge af biografisk litteratur har de seneste måneder oversvømmet det tyske bogmarked. Den bliver akkom-pagneret af et hav af skønlitteratur fortalt i jeg-perspektiv. Det virker underligt i en tid, hvor netop individet og det individuelle har trange kår. Eller gør det?
3. maj 2004

I juni 1930, ved kulminationen på et årtis økonomiske og politiske krise, iagttog den tyske samfundskritiker Siegfried Kracauer et mærkeligt paradoks. Selvom Første Verdenskrig og årene efter havde vist, hvor lidt den enkelte var herre over sin egen skæbne, og hvor lidt individet betød i det moderne massesamfund, så blev der udgivet mere og mere biografisk litteratur. »Var biografien i tiden før krigen et sjældent værk af lærdom, så er den i dag et udbredt litterært produkt. Snart vil der ikke længere være en stor politiker, feltherre, diplomat, som der ikke er blevet sat et mere eller mindre forgængeligt mindesmærke for.
En påfaldende forandring i forhold til tidligere: mens det engang var kunstnerbiografierne, som blomstrede blandt de dannede, stammer de nuværende helte oftest fra historien og bliver af de skønlitterære forlag trykt i mængder til mængden.«

Romanens modstykke
Kracauer gav dette essay overskriften ‘Biografien som nyborgerlig kunstform’. Biografien blev hermed modstykket til romanen, som i Kracauers øjne repræsenterede den klassiske borgerlige kunstopfattelse. I romanens centrum stod pr. definition den enkelte, det skabende individ. »Harmonien i den gamle romanform afspejler den formodede harmoni i personligheden, og dens problematik er altid en individuel.« Immervæk, forsætter Kracauer, havde såvel kulturindustrien som offentligheden netop på grund af de historiske erfaringer i de senere år forstået, at denne klassiske form for litteratur ikke længere var tidssvarende. Kontrasten mellem den intakte personlighed og selvopfattelsen hos ‘massen’ var blevet for åbenlys. Alligevel blev konsekvensen af denne indsigt ikke taget fuldt ud. I stedet for at skrive og udgive værker, der netop afdækker sammenhængen mellem de samfundsmæssige forhold og den enkeltes magtesløshed, værker, som dermed indebar et revolutionært potentiale, blev der igennem biografi-genren alligevel opretholdt en illusion om, at den enkelte personlighed kunne spille en skabende rolle i den historiske proces. Af samme grund betegnede Kracauer denne nyborgerlige kunstform for en flugt, et påskud.
Et hav af købere
Bliver man i Kracauers billede, skulle man tro, at den nyborgerlige kunstform i starten af det 21. århundrede fortsætter sin tilværelse ufortrødent. Siden den økonomiske krise for alvor har fået fat i det tyske samfund, vælter det ud med biografisk litteratur, som finder et hav af købere. Åbenbart, skriver filosoffen Dieter Thomä i denne sammenhæng, sidder læseren af biografier ved den gode ende: »Enten får vedkommende den beroligende oplysning, at det også i den store verden går sørgeligt og ynkeligt til, eller glansen af den store verden bliver udpenslet så strålende, at også han kan sole sig i den.« Alligevel må man spørge sig selv, hvad det egentlig siger om tiden og graden af den økonomiske krise, at de mest efterspurgte biografier ikke længere omhandler politikere, feltherrer og diplomater, men nu sangskrivere og andet show- og sportsfolk.
Men ikke nok med det. Denne moderne form for voyeurisme finder sit naturlige modstykke i en åbenbar stigende vilje til at blotte og eksponere sig selv, til at forskyde eller i nogle tilfælde helt at ophæve grænsen mellem det private og det offentlige. For en ting er jo, at for eksempel den fhv. forbundskansler Helmut Kohl kigger tilbage på et langt, utvivlsomt begivenhedsrigt politisk liv. En anden, at en 17-årig deltager af en tysk Popstars-variation gør det. Dertil kommer, at bølgen af biografisk litteratur nu også synes at smitte af på den mere seriøse tyske samtidslitteratur. Flere og flere af de senere skønlitterære udgivelser har en jeg-fortæller som hovedperson. Og som den 30-årige forfatterinde Juli Zeh for nylig påpegede i et bidrag til det tyske tidskrift Literaturen, er det især de unge forfattere, som vælger dette perspektiv:
»Vi kredser omkring vores egen person. Fortæller vores livshistorier allerede i en ung alder til en psykiater eller en tekstfil ved navnet ‘roman.doc’. Vi har ikke set meget af verden endnu, men alligevel besluttet, at blive forfatter. Fordi dette er en intellektuel version af en popstjerne, fordi man som forfatter ikke behøver at se godt ud eller gå til guitar-undervisning i ti år og alligevel kan sove længe om morgenen. Vi lever mellem egen navle og tallerkenkant og skriver herom. Vores tekster er ligeså JEG-orienterede som os selv.« Set i et kracauersk perspektiv kunne det altså hævdes, at den borgerlige og den nyborgerlige kunstform for tiden danner en slags fællesmængde.

Kulturens gradvise nedgang
Mens de tyske kulturkritikere for det meste kun har spot og hån tilovers for de folkepopulære biografi-bestsellere, og enten nøjes med helt at ignorere dem eller læse dem som symbol for den tyske kulturs gradvise nedgang, så har især de unge forfatteres trang til åbenlyst at skjule sig selv og deres eget jeg bagved fortællerens JEG imidlertid ført til diskussion. Nogle skribenter og forfattere, som for eksempel Christoph Hein, der for tiden har stor succes med sin roman Landnahme, er ikke specielt bekymret for udviklingen. I en samtale med kollegaerne Annette Pehnt og Michael Lentz, som i allerede nævnte Literaturen blev publiceret under overskriften ‘Den store begærlighed efter jeget’, siger han: »Også i 1970’erne har der eksisteret denne litteratur, hvor jegets blottelse stod i centrum. Det var et bevidst forsøg på at beskrive sig selv og den nærmeste omverden. 1970’erne var en slags socialisation i jeg-fortællingen. Denne fase er afsluttet nu, og i nutidens konkurrence mellem medierne må dette jeg fyldes på ny, for at kunne blive ved med at konkurrere.« Og så tilføjer han:
»Jeg går ud fra, at det at skrive absolut har noget med eksibitionisme at gøre, om man ønsker det eller ej. Den skrivende forsøger at udtrykke sig. Det handler om blottelsen af sig selv, ikke om blottelse af andre. Jeg kan ikke skrive og holde mig tildækket. Og billedet af mig selv bliver mere fuldstændigt jo længere jeg skriver.«
Det er dog langt fra alle, som deler Heins syn på denne sag. Under overskriften ‘Eksamineret perfektion’ kunne man i Die Tageszeitung for nylig læse en skarp kritik af de seneste skønlitterære udgivelser af især debutanter og den unge generation. Selvom mange af dem behersker selve det håndværk at skrive, så har de tit og ofte ingenting at fortælle. De mangler den nødvendige livserfaring, således at deres tekster, selv om de bliver fortalt i den personlige jeg-form, virker hule.
»Selv der, hvor det handler om de værste katastrofer, åbner de unge forfattere kun sjældent op for deres følelser. Ja, man kan få det indtryk, at de efter de sidste års mange snakkesagelige intime bekendelser ikke frygter noget mere end at virke alt for sensitiv. Den foretrukne fortælletone er pragmatisk-nøgtern. Syntaksen er enkel og ligetil. Og istedet for at kaste sig ud i vurderinger om frem- eller fortiden, holder de sig som regel tilbage med domme, for at berette så objektiv som muligt i præsens.«

Vi har højdeskræk
Endnu et skridt videre går Juli Zeh. Ifølge hende er forskellen mellem en fortælling i første og tredje person langt mere end et stilspørgsmål. »Det er at frygte, at den subkutane modstand imod at udvikle sig fra at være forfatter til at blive fortæller har en videre årsag. JEG’et er ikke blot mere enkelt at mestre. Det er ikke kun den bedre ækvivalent til en autoritetsfri omverden, ikke kun alter ego til en navlebeskuende, apolitisk, poppet individualistgeneration. I virkeligheden har vi højdeskræk. Vi har tabt viljen til at overskue tingene. I fugleperspektivet bliver vi svimle.« I det mindste, forsætter hun, har vi, den unge generation, en vis selverkendelse – vi ved, at vi ikke ved noget. »Det gjalt om at holde den resulterende usikkerhed ud, for at blive ved med at kunne danne sig en mening og tale. Men vi har opgivet, vi har trukket os tilbage til den sidste bastion af individuel ekspertise, nemlig den strengt subjektive oplevelse. Vi sidder på hug i det litterarære frøperspektiv, og stemmen – den tier. Tankerne er frie, frem for alt de egne, og hvis det bliver svedent, så kan vi genoplive den gamle historie om den litterære fortælling – nemlig at det ikke var jeg, men JEG, som sagde sådan.«
Mon ikke gamle Kracauer havde smilet – og nikket genkendende?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her