Læsetid: 3 min.

FN får aldrig magt over de stærkeste

Et FN som en overstatslig supermagt forudsætter, at staterne føjer FN – og det er netop det, der er problemet
8. maj 2004

Mine bemærkninger om FN’s rolle i verden har fået Preben Wilhjelm til at spørge, om jeg er uenig, i at et repræsentativt FN med militær magt – dvs. med repræsentation i Sikkerhedsrådet af lande som Brasilien, Sydafrika og Indien og med en hær på linje med en stormagt – ikke forlængst ville have tvunget parterne i Palæstinakonflikten til den to-statsløsning, som har været målet for utallige vedtagelser? Jeg uenig.
Problemet er, at resonnementet svigter præmisserne: FN er født af og underlagt nationalstaternes interesser. FN er derfor selv en del af dét problem, at stater med magt kan handle på tværs af, hvad FN vedtager. Verdens stater vil ikke, og kan muligvis heller ikke, udstyre en mellemstatslig organisation med overstatslig magt. Nye medlemmer i sikkerhedsrådet betyder bare, at det er andre – stærke – stater, der sætter grænserne for, hvad FN kan gøre, ikke at FN hæver sig op over staterne. Et mere repræsentativt FN er stadig ikke et stormagts FN.
Øst-Timor er et eksempel på, at FN med militærmagt kunne skabe et nyt land fordi Indonesien og Australien, regionens stormagter, af forskellige grunde lod det ske. Men FN kan ikke tvinge Indonesien til at stille officerer med ansvar for myrderierne på Øst Timor i 1999 for en international domstol eller tvinge Australien til at lade den internationale ret i Haag afgøre, hvor grænsen skal gå mellem Timor og Australien. Australiens konservative regering har bekendtgjort, at man hverken vil rette sig efter regeringen på Øst Timor eller international ret, men beholde den største del af oliereserverne i havet mellem Timor og Australien.
I 1989 underskrev den australske Labour regering under Hawke en aftale med den indonesiske diktator Suharto, som gav Australien ret til at udvinde olie i havet mellem de to lande til gengæld for australsk anerkendelse af Indonesiens erobring af Øst Timor i 1975. Den australsk-ledede militære intervention i Øst Timor i 1999 betød ikke en fundamental ændring i Australiens forhold til Timor.
Den australske regering var bekymret for, om Portugal med EU i ryggen kunne udmanøvrere australske interesser og havde således både nationale sikkerhedsinteresser og økonomiske interesser i at intervenere under FN’s mandat for at standse de pro-indonesiske militsers hærgen på Øst Timor i 1999.
I oktober 2000 forsøgte Øst Timors provisoriske FN-administration uden held at få Australien til at ændre olieaftalen fra 1989. FN var afhængig af Australien i Øst Timor i forhold til u-landshjælp og tropper.
De seneste forhandlinger mellem Øst Timor og Australien fandt sted i Dili 19.-22. april 2004 og endte uden resultat. Øst Timor kræver, at tvisten afgøres i følge FN’s havret, som ville trække grænsen midtvejs mellem de to lande og tildele Øst Timor hovedparten af oliereserverne. Der har været demonstrationer i Dili foran den australske ambassade, og præsident Xanana Gusmao har anklaget den australske regering for svig, forstillelse og beskidte tricks. Ministerpræsident Mari Alkatiri har sagt at olien er et spørgsmål om liv og død for det desperat fattige Øst-Timor. Imens fortsætter Australien med at udvinde olie fra feltet. Australien har i følge presseapporter indkasseret en milliard dollar i royalties fra Laminaria-feltet siden Øst-Timors selvstændighed. I 2003 gav Australien 100 millioner dollars i ulandshjælp til Øst-Timor, men indkasserede 172 millioner dollars i olieroyalities fra Timorhavet – det dobbelte af hele Dilis statsbudget.

Så når den lokale stormagt – Australien – forfølger sin egen dagsorden, bliver det endnu en gang demonstreret, at FN ikke er stærkere end, hvad de magtfulde medlemslande tillader.
I avisen kan vi ’løse’ problemet og beslutte, at FN ikke længere skal være staternes FN, men en ideel magtfuld indretning, der kan sætte selv den største stat på plads. Desværre er argumentet tautologisk. Løsningen forudsætter, at problemet er løst. FN er en organisation, der er skabt til at stå mellem staterne og ikke over dem. Sådan er det f.eks. også mellem Øst Timors 800.000 indbyggere og Australien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu