Læsetid: 4 min.

Den første gang

Musik skal opdages og opleves live. Fra scenen udstråler bandet bedst, om det er på vej op eller ned. Når publikum tilmed føler den nye hype, bliver det ikke stærkere
21. maj 2004

At opdage det nye
Det var juni ’95, sommeren da britpoppen tog tilløb til sin kommende verdensdominans. Den 25. Roskilde Festival var planmæssigt inde i en dyb, kollektiv rus, og sammen med en ven havde jeg brugt de første par dage på at møde mennesker, drøfte absolutte musts i musikprogrammet og løbe nøgen ned gennem teltrækkerne med så fjoget et grin smurt ud i krydderen, som kun en wasted teenager på jomfruelig grund kan præstere det.
Fredag aften dalrede vi over mod Grøn Scene, festivalens største telt, efter at have shoppet lidt koncerter rundt omkring på pladsen. På plakaten stod kvintetten Oasis, som jeg et par måneder tidligere havde set en småskrabet musikvideo med på MTV. Allerede da var der et eller andet udefinerbart nyt over forsangerens gavflabede angreb på mikrofonstativet og det indbydende refræn.Blottet for begrænsninger og erstattet af en forfriskende tillid til egen formåen – oceaner fra den depressivitet, Kurt Cobain og hans fæller repræsenterede med deres dissekerende hudfletninger af en desorienteret generation. Maybe I just wanna live forever, vrængende Gallagher i videoen. En skønt eskapistisk programerklæring.
Koncerten blev en åbenbaring. En milepæl i mit hidtidige liv, uden overdrivelse.
Under teltdugen overgav tusinder af mennesker sig til Liam Gallaghers gadedrengede udgydelser og storebror Noels (Beatles-)inspirerede rock’n’roll, der fes derudaf uden så meget dillerdaller. Der var noget fandenivoldsk og befriende uprætentiøst over brødrenes solide håndværk. Den endnu skramlede signatur stod i flammeskrift, og Liams indebrændte attitude – ingen småsnakken med publikum, hænderne samlet bag på ryggen, let fjedrende knæ og strakt hals, så overlæben akkurat havde fysisk kontakt med mikrofonhovedet – fastholdt folk. Dette var lyden af noget nyt. Beviset på, at rocken heller ikke døde med grunge, der ellers drattede lige så hurtigt til jorden, som den eleverede sig højest på himlen fra sin base i Seattle nogle år tidligere.
Foran Grøn Scene bredte optimismen sig, og over alt i teltet blev de smådansende folk kærlige. Et jævnaldrende pigebarn lige foran vendte sig om og tog mig i hånden, og sådan stod vi og vuggede lidt, inden hun forsvandt videre ind i mængden. Måske for at gentage sit lille flowerpower-stunt med et andet villigt offer. Men gestusen var nok til at efterlade mig lykkelig, og da Oasis lidt efter gav sig i kast med den fænomenalt fængende, men endnu uudgivede »Some Might Say« fra nyklassikeren (What’s the Story) Morning Glory, ja, da var jeg solgt.
De næste tre år var jeg først og fremmest til Oasis. Og i mindre grad også Blur-, Pulp-, Verve-, Radiohead og Supergrass-mand. Da det hele crashede med Oasis’ tredje og i virkeligheden vellykkede skive, Be Here Now, endte britpop-eventyret også for mig, men koncerten havde uvægerligt sat sig varige spor i min modtagelige sjæl. Man kunne faktisk godt have attitude uden at sige ’Yo’, headbange eller gro dreadlocks til lænden.

Alle, der gør sig den tjeneste at besøge spillesteder og festivaler, kan forhåbentlig genkende følelsen fra ovenstående koncertekstase. At opleve sine idoler live – og opdage nye, ikke mindst – er ubetaleligt.
Det ved de om nogen steder i Storbritannien, som har en koncertkultur, der mooner Københavns ellers hæderlige forsøg på at trække cremen af international musik hertil. Der er altid et stort eller banebrydende navn inden for rækkevidde.
I juni-udgaven af musikmagasinet Q har læserne rangeret deres bedste koncertoplevelser (i Storbritannien), og det er der kommet en top 100-oversigt ud af.
Det er symptomatisk, at de seneste års store oplevelser er overrepræsenterede på bekostning af dem, der ligger tilbage i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne. Eksempelvis risikerer man næppe at genfinde The Darkness på nogensomhelsts 96. plads (deres 10 måneder unge releasekoncert i pladeforretningen HMV), når glamretroernes hype har lagt sig endeligt om et års tid.
Ældst på listen, på en 7.plads, er selvfølgelig The Beatles’ koncert fra taget af Apples hovedkvarter i London 30. januar 1969.
Dermed brød The Fab Four tre års tavshed, hvilket må have været en kold tyrker for deres dengang totalt hysteriske og afhængige fans. Det ikke-annoncerede gimmick i hovedstadens West End endte i øvrigt med, at politiet smed bandet væk. Men da var trafikkaoset nedenfor for længst en realitet.
Lærlingene Oasis gør sig også bemærket et par gange på listen. Galla-gher-brødrene topper med en tredjeplads, som de gjorde sig fortjent til over to dage og i overværelse af en kvart million englændere(!) i august 1996.
Allermagisk i Q-læsernes erindring står Radioheads koncert på en sjaskvåd Glastonbury-festival sommeren efter. Man ville ønske, man havde været der. Helst uden at kende noget til Thom Yorke & co.’s kvaliteter i forvejen. At lade sig forføre som man kun kan blive det live.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her