EN GRUELIG HISTORIE er det. Og som så mange andre af den slags tager den udgangspunkt i kirkeminister Tove Fergos gerninger.
Blandt hendes beføjelser i tågelandet mellem gejstlighed og verdslighed er at beskikke den, der skal prædike i Christiansborgs Slotskirke, når Folketinget åbner. I oktober sidste år tog Fergo den indremissionske sognepræst Thomas Kristensen fra Hvide Sande. Sit valg begrundede ministeren med, at hun knapt havde forvundet sit chok over Taarbæk-præsten Thorkild Grosbølls tvivl på »en skabende og opretholdende gud«.
»Og så ville jeg i dag være helt sikker på, at præsten troede på Gud,« begrundede Fergo sit valg af indremissionæren.
Men sådan en præst ville Venstres politiske ordfører Jens Rohde slet ikke høre på. Rohde boykottede forkyndelsen:
»Det er første gang, jeg ikke møder op. Det er simpelthen for sort med Indre Mission. Folketingets åbning er en festdag, og jeg gider ikke gå foroverbøjet ud af døren,« sagde Rohde, der i stedet dyrkede sit legeme ved at gå i Folketingets kondirum.
AV, UDEBLIVELSEN kom Rohde dyrt at stå. Dels fik han ikke hørt en prædiken, der rummede ordene: »Himmerigets skat ser ikke spændende ud for den overfladiske. Men har du tanke for at komme rigtigt i mål med livet og prioritere de rigtige værdier undervejs, da lyser evangeliets skat og perle så stærkt, at den bliver værdien bag om alle de værdivalg, du ellers skal træffe.«
Værre for Rohde var, at han pådrog sig Indre Missions harme. Så heftigt, at han endte med at finde det klogt at forlade sin hidtidige valgkreds, Kjellerup i Viborg Amt, og søge mod hovedstaden. Her vakte han imidlertid nye skærmydsler. Formand Per Lautrup-Nissen fra Venstres Christianshavnskreds sagde i november til Berlingske:
»Jens Rohde har lavet noget skidt i Jylland, hvor han er kommet op at toppes med sit bagland. Partiledelsen vil nu placere denne bæ på vores skrivebord.«
Efter diskret prik fra V-toppen trak et par andre kandidater sig, så Rohde endte med at kunne flytte sig med rode til Københavns Rådhuskreds.
Til Politiken i tirsdags siger V-formanden fra Skjern, Tage Møller om Rohdes omplantning:
»Han har ikke andre steder at være! Det er dér, han hører hjemme. Vi kan ikke bruge ham herovre.«
Forelagt denne glæde over hans forsvinden fra Jylland svarer Rohde: »Godt, så er vi alle glade.«
Hvor er de dog glade i Venstre.
NÅE NEJ, FORRESTEN. Det er de slet ikke. For Skjern-formanden kan også fortælle, at Venstre bare i Ringkøbing Amt har mistet 500 medlemmer: »Med de udtalelser fra Jens Rohde om Indre Mission, så kan vi godt spare os vores medlemssalg. Næh du, vi står i lort til halsen.«
Forespurgt, om det virkeligt kan være rigtigt, svarer formanden: »Ja, det kan du dæleme tro. Det er én, der har været alvorlig. Den har rykket, så du simpelthen ikke drømmer om det.«
VÆRRE BLIVER DET. Den missionske medlemsflugt er åbenbart så penibel for Venstre, at selveste partiformanden, statsminister Anders Fogh Rasmussen, i gårsdagens Politiken føler sig kaldet til at udsende lokketoner for at få de frafaldne hjem i folden. Fogh bedyrer:
»Jeg kan sige, at personligt har jeg altid haft det bedste forhold til medlemmerne af Indre Mission. Jeg var i mange år valgt af Venstre i Viborg Amt, hvor jeg havde et godt og fuldstændigt uproblematisk samarbejde med Indre Mission. Så der er i høj grad plads til dem i Venstre.«
Særligt skønt er det ikke at se statsministeren kaste sig pladask for en religiøs pressionsgruppe. Og ligefrem uskønt bliver skuet, når man nærmere mærker sig hans ord: Som folketingsmand fra Viborg, hvad han var fra 1978-2001, havde Fogh »et godt og fuldstændigt uproblematisk samarbejde med Indre Mission«.
Nå, det havde de! Hvad var det egentlig, de samarbejdede om godt og fuldstændigt uproblematisk? Indre Missions formålsparagraf lyder i foreningens vedtægter: »At virke til troslivets vækkelse og de troendes sammenslutning«.
Er der noget, Fogh ikke har fortalt os andre om, at han bruger sit politiske mandat til?
Rent ud grotesk bliver affæren, når man drager frem, hvad Fogh sagde i Berlingske Tidende forrige søndag. Her lagde han distance til »enhver tale om religion« i politik og sagde:
»Det er en af de mindre tiltalende sider af amerikansk politik, denne konstante sammenblanding af religion og politik.«
Aha. Men stadig søger Fogh at lokke indremissionærer med »et godt og fuldstændigt uproblematisk samarbejde«.
Et eller andet sted hykles der. Som det vist altid bliver tilfældet, når politik og religion rodes sammen.
