Læsetid: 4 min.

Frankrig sværger til atomkraft

Verdens mest atomkraftmættede land giver nu grønt lys for den tredje generation af reaktorer – og forbereder sig på atomenergi i de næste 100 år
13. maj 2004

Ny generation
PARIS – Hvordan er din bolig opvarmet? – Med atomkraft, kan den typiske franskmand svare i dag, for elektrisk opvarmning er uhyre almindelig, og de 58 reaktorer på de 19 atomkraftværker, der ligger spredt ud over landet, producerer næsten 80 procent af elektriciteten i Frankrig.
Det første atomkraftværk, i Fessenheim i Alsace, blev sat i gang i 1977 og nærmer sig den oprindelige aldersgrænse på 30 år. I 2011 runder halvdelen af atomkraftparken denne grænse, og afløsningen af aldrende og nedslidte atomkraftværker er et spørgsmål, der har været på dagsordenen længe. Da atomkraften kom i modvind, og eksempelvis Tyskland besluttede sig for en langsigtet udfasning af atomkraften til fordel for andre, mindre risikable og mindre omstridte energiformer, fik også Frankrig – verdens mest atomkraftmættede land – anfægtelser.
Men ikke ret længe. Den socialistisk ledede regering Jospin 1997-2002, som partiet De Grønne deltog i, gik ind for en vis opbremsning af atomudviklingen, men kort efter at højre var kommet til magten for to år siden, lød parolen atter på ’fuld atomkraft frem’ – også under indflydelse af det internationale konjunkturskift i synet på denne energiform.
Af økonomi- og finansminister Nicolas Sarkozys redegørelse i Nationalforsamlingen den 15. april fremgik det, at regeringen går ind for opretholdelse af atomkraften som dominerende energiform og følgelig giver gønt lys for den næste – d.v.s. tredje – generation af reaktorer, den såkaldte EPR (European Pressurized Reactor), der skal afløse de nuværende, når deres tid løber ud.
Selv om det faktisk drejer sig om den første debat om Frankrigs energipolitiske fremtid, var der ikke mange parlamentarikere til stede i Nationalforsamlingen, men de få, der var mødt op, var godt tilfredse med ministerens erklæring. Til forskel fra nabolandet Tyskland har Frankrig nemlig en stærk traditon for konsensus – og fravær af debat – om atomkraft og atomvåben.
Frankrig udmærker sig ved verdens mest ambitiøse og forcerede atomenergipolitik og en virkelig kolos af en atomkraftindustri. Langt over 1.000 mia kr. er investeret i landets atomkraftværker, der nu tegner sig for hen ved 80 procent af den franske el-produktion (mod 33 procent i EU).
Det er en stor teknologisk bedrift, så meget mere som den atomproducerede elektricitet hidtil er blevet leveret til en rimelig pris. Men dette vidunder har en akilleshæl i form af driftsuheld, vedligeholdelses- og sikkerhedsproblemer, de radioaktive affaldsstoffer og den fremtidige afvikling og afløsning af forældede kraftværker – altsammen forbundet med milliardomkostninger, som man i dag er ude af stand til at beregne.
Som regeringschef udtalte socialisten Lionel Jospin ved en bestemt lejlighed, at atomkraften var »et stort aktiv for vort land«, men at den ikke af den grund måtte »være hævet over de demokratiske spilleregler«.
Det er netop karakteristisk for den franske atompolitik, at den er blevet gennemtrumfet af en magtelite og en ekspertlobby, uden debat og kontrol, uden åbenhed: Demokratiet er blevet tilsidesat til fordel for statsræson.
Sådan har det været lige siden præsidenterne de Gaulle og Pompidou i 1960’erne og 1970’erne resolut styrede Frankrig ud i atomalderen – støttet af industrien, en kortsynet fagbevægelse og et kommunistparti, der nok var det førende oppositionsparti, men ligesom gaullisterne sværgede til teknologi, produktivisme og en stærk stat. Det statslige elektricitetsselskab EDF, bygherre og ejer af atomkraftværkerne, blev en stat i staten.
Beslutningen om det første atomkraftværk, Fessenheim, blev truffer i 1974, da endnu næppe nogen anfægtede tyrkertroen på atomkraftens velsignelser, og da man – i kølvandet på det første oliechok – var besat af tanken om at gøre Frankrig uafhængigt og selvforsynende med energi for tid og evighed.

En vis uvilje
I dag spores en vis uvilje i dele af Socialistpartiet, men det lille parti De Grønne, der repræsenterer Frankrigs ikke særlig talrige miljøaktivister, er det eneste politiske parti, der direkte kæmper for udfasning af atomkraften. Miljøbevægelsen har netop startet en landsomfattende kampagne under navnet Tour de France pour sortir du nucléaire med demonstrationer ved samtlige atomkraftværker rundt i landet. Første station var naturligvis Fessenheim.
Men i parlamentet står den gamle konsensus ved magt. Det fremgik af en energirapport fra det parlamentariske teknologiudvalg i fjor. Det centrale spørgsmål var, om Frankrig skulle forlænge atomkraftværkernes levetid eller allerede nu træffe beslutning om den nye generation af reaktorer. Begge dele, lød svaret i rapporten. Man anbefalede at forlænge standardlevetiden fra fra 30 til 40 år, men samtidig iværksætte produktionen af EPR med henblik på at sætte disse reaktorer i drift fra år 2020.
EPR-reaktoren, der fremstilles af den franske atomgigant Framatome og det tyske Siemens, er en videreudvikling af den nuværende reaktorgeneration, ifølge beskrivelserne forbedret med hensyn til både sikkerhed, produktivitet og rentabilitet.
Uden at afvente godkendelse fra Myndigheden for Atomsikkerhed har EDF allerede foregrebet den kommende rammelov for energiudviklingen og planlagt ud fra en forlængelse af de nuværende atomkraftværkers levetid med 10 år og med en levetid på 60 år for EPR-generationen – sideløbende med udvikling af en fjerde generation. Som det hedder i en seks-spaltet overskrift i Le Monde: »EDF gør klar til 100 års atomkraft.«
De nye atomvenlige signaler fra Raffarins regering vakte omgående protester i fjor, og miljøgruppen Agir pour l’environnement advarede mod en »tilbagevenden til atompolitikken ... fra forrige århundrede«. Den krævede en aktiv politik for begrænsning af energiforbruget og for »energimæssig effektivitet«.
»Det store flertal af parlamentarikerne har altid rettet sig føjeligt efter de analyser, der kom fra den almægtige atomlobby«, hed det i gruppens manifest, der var underskrevet af en lang række kendte intellektuelle. »Frankrig synes at stå fast på valget af en farlig og bekostelig teknologi, en kilde til affaldsstoffer, der på langt sigt er umulige håndtere.«
Nogle af de krav, der blev fremsat af miljøforkæmperne, synes at være blevet taget i betragtning i den erklæring, økonominister Sarkozy fremsatte i Nationalforsamlingen fornylig. Der skal satses på energibesparelser, mindsket efterspørgsel efter energi, udvikling af fornyelig energi, nye teknologier, vindkraft etc. og på større spredning af energikilderne. Men atomkraften er og bliver rygraden i den franske energiplanlægning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu